Jeg har virkelig ikke lyst til at betegne mig selv som fattig, og det er jeg heller ikke på nogen måde, for jeg har råd til alle mine faste udgifter, når jeg sådan passer lidt på i hvert fald, men jeg sad og lavede forarbejdet til at få en budgetkonto i går, og jeg havde færre penge end jeg troede, meget færre, faktisk kun halvdelen af hvad jeg troede, så jo, jeg følte mig fattig uden teknisk set at være det.
Problemet er lidt, at i gamle dage, så gik man ned i banken, og så ordnede de det hele for én, men nu om dage skal man selv regne ud hvor meget der skal betales til budgetkontoen om måneden og så taster de tallet ind i computeren, hvis man ikke selv er så stærk til matematik, så koster et møde i banken 600 kr, sikke en flok gebyrgrippe, det giver mig helt lyst til at skifte bank, men da jeg hverken har lån eller en opsparing af betydning, så kan det slet ikke betale sig, desuden er de andre banker sikkert lige så slemme, eller også bliver de det inden alt for længe.
Man kan spørge sig selv om hvorfor jeg ikke har oprettet en budgetkonto langt tidligere, det er da trods alt over 7 år siden jeg flyttede hjemmefra, men så må I forstå, at mit liv har været krise på krise, og der har bare altid været noget der var vigtigere, og jeg havde ikke kræfter til at overkomme det hele, og så måtte budgetkontoen udskydes, og sådan fortsatte det i meget lang tid, det har heller ikke været et problem før nu, for jeg har altid haft pengene, men jo bedre jeg har fået det, jo flere penge bruger jeg på mig selv, fordi jeg synes jeg fortjener noget pænt tøj eller en kop kaffe med en veninde eller en god bog, så nu, nu var det tid, men hvis det ikke havde været for min kontaktpædagog, så havde jeg nok ikke fået det gjort.
Jeg sad altså der og regnede, og kom frem til et rådighedsbeløb der var mindre end jeg regnede med, men det var stadig okay, men så kom jeg i tanke om flere og flere ting jeg havde glemt at regne med, og langsomt blev mit rådighedsbeløb mindre og mindre. Som sagt er det kun ca det halve af hvad jeg sådan gik og forestillede mig, hvilket er noget øv, men det er heller ikke uacceptabelt lille, men overraskelsesmomentet i det gjorde, at jeg var helt knust. Jeg følte, at det hele var den rene elendighed, og at jeg aldrig nogensinde ville kunne klare mig, og jeg havde enormt ondt af mig selv.
Jeg besluttede mig for, at nu kunne der ikke længere være råd til Pepsi Max, i hvert fald ikke i den størrelsesorden jeg drikker det i nu, så da jeg var nede og handle, købte jeg ikke ind til denne morgens forbrug, og jeg vil heller ikke købe til i morgen, eller dagen efter, eller dagen efter igen. Jeg bliver nødt til at stoppe med den del af forbruget hvor jeg bare hælder det i mig, også selvom det bliver hårdt. Jeg sidder og smasker tørt bare ved at skrive dette her, men cola er ikke en menneskeret, og jeg skal nok klare mig. Der er heller ikke nogen der siger at jeg skal stoppe helt. Jeg må gerne gå ind i en butik og købe én flaske i ny og næ, hvis jeg synes jeg har gjort mig fortjent til det, eller hvis jeg bare har en af de der dage hvor det hele bare er surt eller hvis...
I skal se, jeg skal nok klare mig, for det gør jeg altid på en eller anden måde, og når jeg siger, at mit rådighedsbeløb er det halve af hvad jeg havde forventet, så skyldes det måske i lige så høj grad urimelige forventninger, som det skyldes, at jeg ikke har nogen penge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar