I går var min familie og jeg til det årlige lillejuleaftens hygge hos nogle gode venner, med æbleskiver, ost og pakkeleg. Jeg er lidt en kylling når det kommer til den slags arrangementer, så jeg turde egentlig ikke at tage med, for jeg var sikker på, at jeg ville blive træt og ensom, for jeg er ikke vant til at være ude om aftenen fordi jeg altid går så tidligt i seng, og det var at træde ud af min sikkerhedszone.
Men jeg kom med, og jeg havde en hyggelig aften. Æbleskiver kunne jeg ikke spise nogle af, men der var ost i rigelige mængder med friskbagt HVIDT brød, hvilket var lidt af en luksus, jeg elsker hvidt brød, men skammer mig lidt over det, for det er jo ikke sundt. Jeg blev helt overvældet af alle de forskellige oste, og jeg skulle lige smage lidt af dem alle, og lidt efter lidt blev mængden af mad jeg fik spist større end jeg lige syntes jeg burde have spist. Jeg siger til mig selv, at det er i orden, det er jo kun jul én gang om året, lige som det også kun er nytår, fastelavn, påske og sommer én gang om året, og pludselig bliver året til ét stort ædegilde. Men det går nok, jeg er slank og veltrænet og burde kunne klare det ekstra kalorieindtag, i hvert fald fysisk, hvad min spiseforstyrrede hjerne siger, det er straks et helt andet spørgsmål. Jeg går ikke i panik, jeg vil ikke ødelægge julen med panik, jeg vil nyde den og være sammen med familie og venner, jeg vil opleve verden på en tilnærmelsesvist normal måde, jeg vil...
På trods af frygten for det ukendte. Nej ukendte er forkert et ord, for vi har vejret lillejuleaften der hvert år de sidste 25 år eller mere, det er bare mig der ikke har været med de sidste 5 år fordi jeg har været syg, så det er ikke ukendt, det er bare uvant. Så på trods af frygten for det uvante, tog jeg med, og jeg sad i min fine kjole og smilede og nikkede. Jeg hyggede mig, det gjorde jeg virkelig, men jeg følte mig også lost. Jeg er ikke vant til at begå mig i større selskaber, og jeg er slet ikke vant til den larm det giver. Jo mere folk hygger sig, jo højere taler de. Larmen gjorde mig endnu mere træt, og den gjorde mig svimmel. Flere gange sad jeg på min stol og var bange for at drætte ned, for når det larmer hele vejen rundt mister jeg lidt orienteringssansen og jeg kan ikke finde ud af op og ned, og højre og venstre. Det er helt enormt ubehageligt, og til sidst valgte jeg, at sætte mig hen i en sofa i et tilstødende lokale.
De andre spillede pakkeleg, men jeg var for træt, og jeg orkede ikke ophidselsen. De andre morede sig kosteligt, og jeg var ikke fri for at blive en lille smule misundelig, men jeg var også for træt til, at blive sådan rigtigt misundelig. Jeg kunne sidde og se på dem gennem døråbningen, og de var helt opslugte af deres egen lille verden, som jeg ikke var en del af. Ja, jeg følte mig udenfor, og jeg havde en lille smule ondt af mig selv, men jeg havde jo selv valgt det, men jeg var nødt til det, og jeg havde ondt af mig selv, fordi jeg var nødt til at vælge at melde mig ud af fællesskabet, men mest havde jeg ondt af mig selv fordi jeg ikke havde nogen bog med. Den larm pakkeleg generere overstiger al sund fornuft, og jeg var egentligt også lidt glad for at sidde derinde for mig selv ved siden af juletræet, og for første gang i år, følte jeg, at nu er det jul.
Efter pakkeleg kom min veninde/bonussøster ind og talte med mig. Hun er ikke min bonussøster fordi min far har fundet sig en ny kone, men fordi vores forældre altid i vores levetid har været venner, så vi er praktisk talt vokset op sammen. Det var hyggeligt at få snakket sammen med hende i enerum. Vi havde siddet ved siden af hinanden under maden, men der foregik der så meget, og der er bare visse ting man ikke snakker om under bordet, sygdom værende en af dem, og selvom det går mig så godt for tiden, så handler mit liv stadig meget om forskellige dårligdomme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar