Om pjække vs dygtig

Jeg har slet ikke været til undervisning i denne uge, og det stresser mig lidt for det betyder at jeg nu har over 35% fravær (medregnet de timer jeg ikke har været der de andre uger). Det stresser mig, selvom jeg er sådan nogenlunde med lektievis, eller det er jeg ikke, for jeg forstår ikke ablativens anvendelse, eller det gør jeg i teorien, men det kniber lidt i praksis når jeg skal oversætte, eller i hvert fald i nogle af sætningerne, men det er nok til at gøre mig lettere panisk, nok til at det er svært at sove om natten.

Jeg tog dog alligevel denne uge fri, for min ipod er i stykker, og jeg kan endnu ikke hitte ud af den nye grimme og billige jeg har købt. Okay, det er nok jordens lammeste undskyldning, men jeg har svært ved at overskue alle de mange timer i et tog (uden stillekupe) uden musik.

Helt dogen har jeg nu ikke været i disse skolefri dage, jeg har lavet latin alle dagene. Mest har jeg bare lavet lektier, men i går sad jeg og terpede bøjninger, hvilket er det kedeligste man kan foretage sig. Jeg er ikke ret god til udenadslære. Nogle mennesker kan benytte sig af de såkaldte erindringspaladser, men jeg har ikke nogen god forestillingsevne, så jeg benytter mig af simpel gentagelse. Jeg skriver de samme bøjninger om og om igen på et stykke ternet papir og håber, at det til sidst vil sive ind og sidde bare sådan nogenlunde fast, hvilket dog endnu ikke helt er lykkedes.

Pædagogerne spørger om det er nødvendigt at lære alle de bøjninger, og nej, det er det ikke, men det er helt enormt gavnligt på sigt. Det tid man sparer på at slå op løber sammen i TIMER, og ud af 30 minutters forberedelse til eksamen er det også en hel del. Så ja, lige nu lægger jeg flere kræfter i det end aller højst nødvendigt, men jeg overlever nok, i hvert fald når jeg kommer mig over skammen over at pjække flere dage end egentlig højst nødvendigt. Eller også er det jeg har bare begynderstres, for sidste gang jeg påbegyndte et sprog var da jeg begyndte på hebraisk i 2006. Sidste år da jeg havde hebraisk kunne jeg det hele i forvejen, så jeg havde helt glemt hvordan det er at sidde og stirre på en sætning som bare overhovedet ikke giver mening, hvordan det er at få koldsved når læreren spørger om man vil tage en sætning, hvordan det er at måtte spørge sin sidekammerat om hjælp.

Min til tider himmelråbende uvidenhed har dog en positiv side, at jeg mere kan være en del af holdet. Jeg har højere tanker om mine holdkammerater end at tro at de skulle have noget imod mig bare fordi jeg var dygtig til hebraisk, men jeg tror på, at på et dansk universitet er en del af fællesskabet at være dumme sammen, indtil man på et tidspunkt ikke er nær så dumme længere, hvilket lyder dumt, men længe leve Janteloven. Jeg siger ikke, at man ikke må være dygtig, men det må bare ikke blive for meget.

En dag da jeg stod og brokkede mig over, at jeg ikke fattede en skid, var der en der sagde, at når jeg snakker om ikke at fatte en skid, så forstod jeg stadig langt mere end de fleste. Jeg forstår måske mere end jeg selv vil anerkende, men meget har også at gøre med at jeg har fået et ry, som jeg enten skal modbevise eller leve op til.

Jeg skal dog ikke blive for hellige. En dag snakkede jeg med en som jeg ikke kender så godt, og så for det bare ud af mig at hun også bare var så dygtig. Det var sagt i frustration over min egen elendighed og kvaler og selvmedlidenhed, men så snart det var sagt, kunne jeg godt høre de lettere bitre undertoner. jeg var lige ved at undskylde, men hvordan undskylder man, at man har kaldt nogen dygtig? Da min latinlærer kaldte mig dygtig kom jeg med en lyd som jeg omtaler som et fnis, men det udtrykker ikke helt den eksplosivitet hvormed lyden kom.