Jeg er handicappet, og med de besværligheder jeg har, har jeg brug for støtte for at kunne klare de grav det stiller at tage en uddannelse. I går var jeg så i Aarhus på Rådgivnings- og Støttecentret for at fortælle lidt om mig selv, og for at høre hvilken hjælp jeg ville være berettiget til. Det var mærkeligt at snakke om. Et eller andet sted føltes det som om at det er noget jeg bør kunne klare selv, jeg har jo kunnet før, eller det kunne jeg egentlig ikke helt, men jeg kæmpede, og jeg klarede det da sådan lige akkurat, indtil jeg lige pludselig ikke kunne klare det mere, men alligevel, er jeg virkelig udfordret nok til at kunne få hjælp? Ja, det er jeg åbenbart.
Det var underligt at side og snakke med damen fra RSC om hvilke ting der er svære for mig ved at gå på universitetet efter kun at have gået der i to dage. Jeg kunne meget let fortælle, hvad det var der var svært for fem år siden, men jeg ved jo rent faktisk ikke, om det er de samme ting der er svære. Jeg kan dog allerede sige, at det bliver svært med de andre på holdet, de er så mange og så støjende, at jeg lige nu sidder og ikke har lyst til at tage derind i dag, men jeg skal, ellers bliver jeg bare angst for det, desuden har jeg en læsegruppeaftale med en af de lidt ældre studerende, hvilket jeg heller ikke har lyst til, men det vil være godt for mig på sigt, og hun er da sikkert flink nok, når jeg lærer hende at kende, men lige nu er hun altså lidt skræmmende.
Damen på RSC var enormt sød ved mig, og vi sakkede blandt andet om hvordan holdundervisning får det værste frem i mig. Når jeg sidder sammen med folk på tomandshånd, eller i mindre grupper, så er jeg velartikuleret og selvsikker (eller lader i det mindste som om jeg er det), men når jeg sidder inde i klassen, bliver jeg genert, og stammer, og jeg taler så lavt, at læreren slet ikke kan høre hvad jeg prøver på at sige. Det er ikke fordi jeg er bange for at sige noget dumt, ikke kun i hvert fald, men det er også den generelle uro i klassen der generer mig. Folk larmer ikke, men de er heller ikke stille, der er en konstant summen moslen med papirer og lignende. Alle de lyde gør mig usikker, og en lille smule angst.
Der er så mange ting jeg gerne vil spørge læreren om, mange nørdede ting, men jeg bliver usikker på mig selv, for det er ting de andre endnu ikke ville kunne forstå, så jeg føler mig pinligt berørt ved at spørge, men nu er jeg blevet godkendt til 30 timers hjælp per semester fra en ældre studerende, som sagtens kan være yngre end mig, og som højst sandsynligt er det, men det gør nu ikke noget, når bare de kan hjælpe mig med at blive bedre til hebraisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar