Hvad kan jeg drive det til?

Folk spørger mig tit, hvad mine håber og mine drømme er? Hvad vil jeg være når jeg bliver stor? Jeg har en meget dårlig forståelse af fremtiden, så spørgsmålet virker så abstrakt, at jeg ikke kan finde ud af at tænke på det, langt mindre at finde et svar. Hvis folk i det mindste kunne finde ud af at afgrænse spørgsmålet lidt, så ville jeg måske have en chance, så hvor det før var dem der spurgte mig, så er det nu mig der spørger dem, hvad tror I at mine fremtidsudsigter er?

Deres ord er ikke den endegyldige sandhed, men de kender mig efterhånden ret godt, så deres vurdering betyder meget for mig. Vil jeg mon nogensinde komme til at bo selv? Vil jeg kunne tage en uddannelse? Vil jeg nogensinde slippe ud af mit mønster med spiseforstyrrelse og selvskade? Jeg er nød til at have svar på disse spørgsmål, for jeg tør ikke begynde at drømme om en fremtid der bare ikke er realistisk. Folk er dog relativt forhåbningsfulde på mine vegne, men på sigt, for selvom jeg er nået en lang vej, og jeg har dage hvor det lader til at gå rigtig godt, så er der stadig en lang vej igen før at jeg kan få hvad man vil betegne som et normalt liv.

Nu er spørgsmålet så, om jeg overhovedet tør ønske noget sådan. Jeg har lært at leve med at få så meget hjælp, hvilket kan være ret svært at lære, og jeg har levet med det i så mange år, at tanken om en dag ude i fremtiden at skulle klare mig selv er angstfremkaldende, men måske ikke af de årsager som folk må tro. Selv at skulle stå for aftaler og planlægning, det tror jeg sagtens jeg kan lære. Chancen for en dag at være følelsesmæssigt stabil nok til ikke altid at være omringet af folk jeg kan tale med, og som kan hjælpe mig, den virker tiltalende. Det jeg er bange for er, at jeg er en af den type personer der giver slip og sumper hen, hvis jeg ikke har folk til at udfordre og stimulere mig.

Jeg kender godt dem der synker sammen foran fjernsynet eller computeren og som bare ikke kommer videre, og jeg bebrejder dem ikke, for der er jo en grund til, at man får sin førtidspension, men jeg vil mere end det med mit liv. Jeg kan ikke klare det pres og de udfordringer som 'normale' mennesker kan, men der sidder et godt hoved på mine skuldre og min krop er ung og sund, så der er ingen grund til, at jeg ikke skal gøre bare et eller andet. Jeg ønsker at få bare et eller andet ud af mit liv, bare et eller andet jeg kan fortælle folk når de spørger, men jeg frygter, at jeg ikke har den selvdisciplin der skal til for at kunne opretholde en hverdag. På nuværende tidspunkt er der altid nogen jeg kan prale til, hvis min løbetur gik ekstra godt, eller som kan beundre et maleri jeg har malet, eller som kan sige at de tror på mig når jeg starter på universitetet (enkeltfag). Alle mennesker har brug for opmuntring, især hvis man føler, at ens liv har været fuld af nederlag.

Det føles måske som om mit liv er det ene nederlag efter det andet, men det er ikke helt rigtigt. Faktisk nåede jeg forbløffende langt på egen hånd, graden af mit handicap og mine sårbarheder taget i betragtning. Noget af det har været godt, noget et mareridt, men jeg kom igennem og jeg overlevede.