Når bulimiske piger mødes

I går besøgte jeg min syge veninde i København. Men hvad gør syge piger når de mødes? De går på Jensens Bøfhus og spiser amok.

Jensens Bøfhus er et mærkeligt sted. Ejeren er en af landets største kunstsamlere, og i hans restauranter hænger der eksklusiv kunst for millioner. Jeg er ikke i tvivl om at restauranterne indriver millioner, men maden er ensformig og standardiseret. Eksklusiv kunst og standardiseret mad. Det er som at hænge en Picasso på McDonalds, mens langt finere steder har en plakat af et standart kunstværk. På den anden sider er det at bringe kunsten til folket. Folk der ellers ikke ville komme på et stort og fint museum, hvilket er gloværdigt, det er bare lidt svært at kapere for min kasseorienterede aspergerhjerne. Det er også et smart trick, for folk, som mig, der egentlig ikke er interesserede i maden sådan et sted vil komme for at nyde kunsten. Jeg tænker på et nye mottoer Bøf og billeder, Kunst og kartofler og Soft ice, salat og smørerier.

Jeg er ikke rask, sandsynligheden er, at jeg nok aldrig bliver det, men det sidste halve år har min spiseforstyrrelse været meget under kontrol, så efter fire portioner salat (uden dressing) fik jeg ondt i maven og måtte stoppe, men mavepiner er hele grunden til at gå på Jensens Bøfhus, for så god er deres mad altså heller ikke, at jeg kommer for at nyde et godt måltid.

Min veninde har det derimod rigtig skidt, og hun var flere gange ude for at kaste op. Hun fortæller at mange af hendes veninder finder det ubehageligt, at hun gør den slags, og at de ikke vil have det. Selvfølgelig er jeg ked af, at hun har det så skidt, at hun har brug for den slags, men det er vigtigt for mig, at hun er tryg ved mig og tør være sig selv, og man kan ikke være sig selv, når man tvinges til ikke at kaste op, for opkastningerne er et forsøg på at tøjle uroen, og at forhindre hende i at gøre det ville være tortur, og jeg ønsker ikke at påføre min veninde unødig smerte, hun har i forvejen rigeligt af det.

Nogle finder det måske ubehageligt at sidde mens hun er væk, de kan måske ikke lade være med at tænke på hvad det er hun laver, men det hjælper ikke noget. Man skal hverken fokusere fuldstændigt på opkastningerne eller fortie dem, de er et nødvendigt onde. Den måde vi snakker om dem på er med vores sædvanlige tragikomiske humor.

Jeg tror ikke, at vi er sjove at sidde i nærheden af, og heldigvis var vi tidlige og næsten alene, for vi snakkede om bræk, blod, knive, smerte, hospitaler, patienter og toiletter (ingen kender som min veninde de bedste offentlige toiletter i København). Vi grinede og var alvorlige på samme tid, hvis vi ikke grinede, ville vi græde, og det kan ødelægge enhver venindefrokost. Latter gør det hele mere håndterligt, mere forståeligt og mindre uhyggeligt. Dette er vores hverdag, og måske skal man enten være syg selv eller enormt forstående for af kunne grine med, men jeg ville ønske, at vi også kunne grine sammen med vores familier, for man har brug for veninder, men man er afhængig af sin familie, men når man snakker med dem, bliver de kede af det, og så bliver vi kede af det, og så er det, at man er skyld i at julen bliver ødelagt, og skyldfølelsen er en af de store syndere der kan få én til at overspise og kaste op.

Jeg kan være den bedste veninde for min veninde, og jeg forsøger at være det. Vi gik en tur gennem Fælledparken (koldt og blæsende) og jeg havde lyst til at slå armene om hende og sige, at alt nok skal blive godt, men det ved jeg reelt ikke noget om, jeg ser hende jo kun nogle gange om året. Jeg kan være den bedste veninde det skal være, men jeg kan aldrig blive hendes familie.