Om en ikke-tur til Aarhus

Jeg har haft en forfærdelig uro hele weekenden. Måske er det fordi jeg har ferie, måske er det fordi det er første gang siden jeg startede på uni, at jeg har slappet så meget af, at jeg har kunnet mærke hvor stresset jeg i virkeligheden er, så måske det er godt nok, at jeg har ferie og kan prøve at slappe lidt af, også selvom det er vildt irriterende, både at have uro og slappe af.

I går morges havde jeg siddet og malet på et super fedt projekt, som jeg vil snakke en masse om senere, men i løbet af formiddagen fik jeg det så skidt at jeg pakkede mine ting (bøger, læsebriller, kamera, kalender og noget saftevand) og fortalte pædagogerne, at jeg ville tage til Aarhus. Min plan var ikke noget særligt, jeg ville bare gå rundt, tage nogle billeder, måske spise lidt frokost et eller andet sted og så tage hjem. Planen var vist mest at komme væk fra det hele, og så have noget at skrive om i dag.

I toget havde jeg så meget uro, at det gik hen og udviklede sig til en mild køresyge, så jeg kunne ikke engang læse, så jeg sad bare og så ud af vinduet, og så på træerne der for forbi og blev en tåge af grønne, gule og brune farver. Det var smukt nok, men det hjalp ikke just på min kvalme.

Der var en mand der havde fået en bøde, den havde han fået for 10 min siden, men nu havde han besluttet sig for, at det var altså for galt, så han kom op og bankede på togførerens dør, hvilket var lige ved siden af mig. Billetkontrolløren kom ud og de gik i gang med at diskutere. Billetkontrolløren var imponerende rolig, hun havde jo sikkert prøvet det mange gange før. Den unge mand var oprevet, men heller ikke helt umådelig vred, men det var alligevel ubehageligt at høre på.

Jeg sad og stirrede stift ud af vinduet, som om jeg slet ikke var der, og jeg skammede mig over min passive opførsel, eller mangel på samme, man føler jo, at man bør gøre et eller andet, men hvad kan man gøre der ikke bare gør situationen endnu værre? Det er forfærdeligt at sidde der og ikke længere være helten i sin egen historie, og man drømmer om at gøre noget heltemodigt, i hvert fald noget der er bedre end at sidde med skyklapper på og stirre ud af vinduet.

Jeg fik det endnu dårligere efter denne oplevelse, så jeg stod af i Langå. Jeg kunne lige nøjagtig ikke nå toget tilbage, men det gjorde ikke noget, for jeg trængte til MAD. Jeg var ikke sulten, men jeg trængte til mad fordi jeg havde uro. Så jeg gik ind til byen.

Langå er sikkert en hyggelig lille by, men i går var en fugtig, grå søndag, og det er ikke klædeligt for nogen by, men jeg så heller ikke så meget af den. Jeg stiftede bekendtskab med bageren, der stort set kun solgte franskbrød og kager, men jeg kunne da lige få to pølsehorn, som jeg hurtigt guffede i mig, og derefter var jeg i Fakta, hvor jeg købte Pepsi max og en pose nødder, som jeg fik spist før jeg nåede tilbage til stationen.

Jeg skulle i alt vente 45 min på mit tog, og så lang tid er svær at bruge i Langå på en søndag, så jeg sad bare på en bænk og nød stilheden. Hjemme fik jeg endnu mere mad (en sukkerfri chokoladebar og en bolle), før vi kom til frokosten, som jeg også tog rigeligt af. I alt blev det en dag med temmelig meget mad, eller rettere, det blev en dag med temmelig meget mad efter mine nye standarter, i gamle dage kunne jeg have spist 10 gange mere uden overhovedet at have en 'særlig anledning' som i går.

Lige den gris jeg fik malet færdig