Medierne er altid fulde af historier om psykiatere der ikke gør deres, og jeg har også selv skrevet en HER, men de er langt fra alle sådan. En gang om året skal ens medicin evalueres af en psykiater, men det er ikke et møde man automatisk bliver indkaldt til, så det kostede pædagogerne en del besvær at skaffe mig en tid. Jeg var selv temmelig modvillig, for jeg syntes, at jeg i forvejen havde rigeligt at forholde mig til før flytningen, men det var bare fordi jeg havde glemt hvor fantastisk min psykiater er.
Jeg troede, at det bare lige ville blive et kort møde, men det endte med at tage 1½ time. For det første er det med at skifte apotek midt i et tilskudsår ikke så ligetil når man er på kronikerbevilling og har en afbetalingsordning med apoteket, for det andet ville hun meget gerne høre hvordan det var gået siden sidst og hvad planerne er fremover. Hun er psykiater i distriktspsykiatrien, så hun må se hundredvis af patienter, og det er altså et år siden jeg så hende sidst, men hun kunne huske forbløffende meget om mig. Noget kunne hun naturligvis se ud fra min journal, men min skæve form for humor kunne hun også huske.
Det var et meget fornøjeligt møde, at jeg følte mig slet ikke udkørt bagefter. Min psykiater emmer af kompetence, og det er betryggende at vide, for hvor ville vores psykiatriske system være, hvis alle psykiatere virkelig var som dem man ser i medierne? Jeg ved bedre end mange, at vores psykiatriske system har sine problemer. Det er ikke bare et spørgsmål om at der skal pumpes flere penge ind i systemet, det handler om at systemet måske helt skal ændres, men forleden da man i folketinget diskuterede at sidestille psykisk sygdomme med de somatiske (fysiske) da endte man blot med at diskutere hvem der skulle have æren, og vis skyld det var, at det ikke var sket før, og det hjælper måske for politikernes selvforståelse, men ikke på ret meget mere.
1 kommentar:
Hvor er det dejligt at høre.
Send en kommentar