Jeg interesserer mig egentlig ikke stort for hvem der vinder, ikke må nuværende tidspunkt i hvert fald, jeg kender ikke engang reglerne i de fleste discipliner, men der er noget fascinerende ved at iagttage sportsudøverne. Jeg vil gerne lære at holde af sport, jeg vil gerne kunne værdsætte en god finte, men for at være ærlig, så synes jeg en stor del af tiden, at det er jævnt kedeligt. Jeg ligger henslængt i sofaen og lader mig hypnotisere af boldens bane eller af vandets glitren, jeg lader mig frivilligt trække ind i en illusion om den ophøjede rene atlet, som at se på græske statuer, men jeg ved at det er en løgn. Kan man måske fristes kalde mig sportsateist?
Der er historien om hammerkasteren, jeg ved ikke om den er sand, men jeg håber. Store konkurrencer kræver store resultater, så han fik sin hammer udhulet. Han lånte imidlertid denne lidt lettere hammer ud til en konkurrent, hvorfor? Fordi det ikke var vigtigt hvem der slog rekorderne, bare de blev slået. Jeg synes det er en smuk historie, så pyt med at han snød, for hvad er snyd, det er at gribe chancer, og frække sportsfolk dem kan medierne godt lide.
Medierne, hvorfor lige dem? Handler sport om at spille spillet, eller om at underholde masserne? Organiseret sport for menigmand, altså dem der ikke lige tilhørte eliten, blev genopfundet i slutningen af 1800-tallet som et forsøg på at forhindre arbejderklassen i at lave revolution, som en slags religion for pøblen, hvis fanatisme i dag kan måle sig med terrorgrupper over hele verden. Handlede terrorangrebet i München og Palæstina eller om sport? Husker vi det fordi det netop var OL det ramte og ikke, lad os sige, et teater?
Politik og sport hænger sammen, derfor er en australsk atlet blevet sendt hjem for racistiske udtalelser, men sport hører i endnu højere grad sammen med penge, derfor kostede Bendtners boxershortstrick en større bøde en racistiske udtalelser. Men hvad med sport og sex? Det er vel den nationale ånd der afgør det, mænd ser jo op til deres fodboldhelte, og fodboldheltene er vel et eller andet sted bare en del af folket. Er man til langsomt opspild og et skud tilbage til målmanden? Eller er det to ryk og en aflevering? Hvert hold har sin egen måde at spille på.
Føler jeg mig for god til at se sport? Måske lidt, men det skyldes lige så meget, at der er så meget jeg ikke forstår, så jeg kan ikke rigtigt føle mig som en del af fællesskabet, og så er det jo nemmest bare at sige, at det hele er noget lort.
Måske burde jeg som sportsateist beklage mig mig over de høje lønninger nogle idrætsfolk får? Der er jo ligefrem gået inflation i det inden for visse sportsgrene. Men egentlig ikke. Mennesker kan lide at forgylde deres helte. Det er politisk ukorrekt at hylde krigshelte, for krig er jo noget dårligt noget, desuden gør de sig ikke lige godt på TV, så sportsfolk kan vel være lige så gode helte som skuespillere og sangere. De kan jo også være sundere helte, måske især kvinderne fordi de står i så stærk kontrast til modebladenes stankelben. Lod os endelig hylde den sunde livsstil, eller er det politisk ukorrekt fordi Hitler også gjorde det? Men hvis sportsstjerner skal hyldes, så skal de også levere. Det kan godt tænkes at det er god taktik at spille sikkert i en fodboldkamp om bronzemedaljen, men det er saft suse mig kedeligt at se på, så levér.
OL er startet, og jeg ser det som min mission at lære at værdsætte sport.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar