Den hæmmede kvinde

Macho i kollektivtrafikken (link)

Stopper cykelryttere strømper ned i cykelshorstene for at se større ud? Sådan startede samtalen mellem en pædagog og mig. Jeg kunne så informere hende om de såkaldte skamkapsler der var højeste mode i 1500-tallet for at udsmykke, fremhæve og forstørre magtfulde mænds vedhæng, en civiliseret verdens penisfuteral.

Pædagogen blev fuldstændig mystificeret af denne opdagelse, og mente ikke at det ville kunne komme på måde igen foreløbig, og det kan hun have så ganske ret i, for med industrialiseringen i 1700-1800-tallet kom der et nyt mandsideal. Mænd skulle ikke længere være født til formue, de skulle have arbejdet for den, så de skulle være 'praktiske' og seriøse, og således skabtes den moderne mand uden tights, kniplinger og glitterstads.

Men hvad med kvinden? Er hun mere fri nu hvor hun slipper for korsetter og krinoliner? Første svar vil være ja, den kontrollerede kvinde er historie, men hvor fri er hun, har vi ikke stadig den hæmmede kvinde. Pencil skirts, lange kjoler og super tight jeans, den moderne kvinde kan ikke bevæge benene frit. Høje hæle og ballerinaer, den moderne kvinde kan ikke løbe fra en overfaldsmand.

Moderne kvinder træner, de kan måske endda selvforsvar, men medmindre de er olympiske mestre i taekwondo er sikkerhed så ikke stadig en illusion? Med mindre en kvinde kan give sin overfaldsmand et los i løgene, så står hun reelt ikke mange chancer.

For nogle år siden var jeg alene på skadestuen midt om natten, og da jeg var færdig omkring kl 3, valgte jeg at gå hjem. Pludselig var der en mand der begyndte at følge efter mig. Han gik måske 20-50 meter bag mig og i samme tempo som mig. Hans skridt lød unaturligt høje i de tomme gader. Der var ikke lys i et eneste vindue, der var intet der var åbent, hvis han ville mig noget, havde jeg ikke en jordisk chance. Jeg blev temmelig bange. Jeg turde ikke vende mig om, for jeg ville ikke provokere ham til handling. I mine vinterstøvler og med vabler ville jeg ikke kunne løbe fra ham, og jeg havde desuden ingen steder at løbe hen, og med begge arme i bandager og med friske sting, ville jeg ikke kunne slå fra mig. På en eller anden måde lykkedes det mig at acceptere, at der kunne ske mig noget, og det lykkedes mig relativt at slappe af i følelsen.

På et tidspunkt gik vi dog hver vores vej, og jeg så mig diskret over skulderen. Han var bare en helt almindelig ung mand.