Om en tur til vandet

Jeg er en pige der hører til i byen. Jeg vil gerne føle menneskers liv omkring mig, og jeg vil gerne være tæt på indkøbsmuligheder. Jeg ville føle mig som en fange ude på landet, hvor jeg pga min epilepsi ville være afhængig af folk til at køre mig rundt. Jeg ville føle mig kvalt i et landsbysamfund, hvor man kommer hinanden ved. Men når det så er sagt, så kan de selv samme følelser også melde sig når jeg dag efter dag, måned efter måned har gået langs trafikerede veje og indåndet bilernes os. Nogle gange drømmer jeg om at komme væk, væk fra byen, væk fra menneskemængden, væk fra støjen, væk fra det hele.

I går inviterede en kammerat mig med en tur til havet, og jeg sprang straks til. Han kom i bil og hentede mig (også her i byen er jeg afhængig af andre) og så kørte vi op til Bulbjerg der ligger et godt stykke nord på ude ved vestkysten.

Min kammerat og jeg havde faktisk aldrig mødt hinanden før i det virkelige liv. Det var meningen, at vi skulle have været på en date på et tidspunkt, men det kunne bare ikke rigtigt blive os to, men han er flink og intelligent, og vi snakker rigtig godt sammen, så der er intet i vejen for, at vi kan være venner.

Vinden blæste kraftigt da vi kom til bulbjerg. Bølgerne stod op af benene på os og gjorde vores tøj vådt, da vi gik i vandkanten, men hvad gjorde det, vi var ved stranden, og så hører den slags ting sig til. Stranden var stenet, så der var kun en km eller så, hvor det var til at gå, men hvad gjorde det, så gik vi bare frem og tilbage på det samme stykke, og den tur tilbagelagde vi så bare en halv snes gange.

Der er nu noget magisk over Vesterhavet. For selvom hav og stenstrand, på samme måde som byen, godt kan gå hen og blive gråt i gråt, så er det alligevel noget helt andet, og man føler at man står over for en hel farvepalet og ens øjne og hjerne fryder sig over den sansemæssige stimulering. Og når så vinden tager til, og griber fat i hår og skørter, så får jeg lyst til at brede armene ud og flyve og blandt de hvide Måger og skrige af mine lungers fulde kræft, ikke af angst og frustration, men af fryd over at den slags steder og dage findes.

Vi var taget tidligt af sted fordi min døgnrytme er skæv og jeg har al min energi tidligt om morgenen. Vi kunne dog ikke tage alt for tidligt af sted, da jeg lige skulle have afsluttet mit løbeprogram og så i bad. Men vi var tidligt nok af sted til, at der ikke rigtigt var andre mennesker end os da vi kom. Da vi kom tilbage til bilen efter vores slendretur, var parkeringspladsen dog helt fuld. Det havde vi ikke rigtigt mærket noget til nede på stranden, jeg ved ikke om folk var pivede og ikke kunne lide stenstrand eller hvad, måske var der et andet sted man kunne gå ned, eller måske foretrak folk at gå inde i landet, hvor der ikke var så meget blæst, who knows, i hvert fald generede de ikke os.

Vi spiste frokost hjemme hos ham (nybagt brød), hvilket igen var noget af en køretur. Til sidst kørte han mig hjem til mig selv, endnu et godt stykke, og jeg glemte ligesom at sige, at jeg jo egentlig sagtens kunne tage en bus, men det er bare så forfærdeligt at sidde i en bus, når det er så varmt.