Dagens overskrift har ikke noget at gøre med at jeg nemt bliver solskoldet, for det gør jeg ikke, faktisk får jeg hurtigt en flot brun kulør. Dagens overskrift har at gøre med, at jeg ikke er den store fan af at sidde i en stol og lade mig bage igennem, for jeg bryder mig ikke om at have det for varmt faktisk frygter jeg en lille smule at svede.
Når jeg træner om morgenen er det helt fint at sveden hagler af mig, selvom det tog mig lidt tid at lære, for i folkeskolen var det altid usejt at svede, selv til idræt, så pigerne gjorde hvad de kunne for ikke at lave noget, og så er idræt jo bare ikke sjovt. Da jeg her sidste år lærte at svede, så blev det pludselig sjovt at dyrke sport, men til gengæld ved jeg jo så også ganske udmærket hvor klamt sportstøj lugter, så når jeg har været i bad, så er det bare på med en masse deodorant og så er sved bare et absolut no go.
Det har måske noget at gøre med, at jeg i begyndelsen af puberteten ikke var så hurtig til at lære det med personlig hygiejne, og jeg havde nogle år hvor jeg nok lugtede lidt rigeligt meget. Det var sådan, at min klasselærer i sjette klasse tog en snak med mig om, at det måske ville være godt at købe en deodorant. Det var enormt pinligt, men jeg var ham egentlig taknemmelig, for han satte ord på noget jeg ikke selv kunne.
Jeg frygter altså at svede, og det er ikke godt hvis man skal ud i solen. Det betyder at jeg holder mig meget inde hele sommeren. Jeg har derfor tilbragt lidt for mange dage med at sidde i min stol foran fjernsynet, så jeg trængte til at komme lidt UD, så da min lillesøster gav sig til at vaske havemøblerne af, så hjalp jeg hende og så satte vi os ud. Sammenlagt blev det til mange timer, og der blev svedt meget, og det var hyggeligt, for jeg har ikke ret tit mulighed for at være sammen med min søster.
Jeg havde desværre glemt min bog hjemme ved mig selv, så jeg sad og skrev breve, men jeg måtte hele tiden skifte kuglepen fordi de ikke virkede, så brevet ligner a pro pos folkeskolen en kladde i dansk stil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar