I går talte jeg med en af vores ergoterapeuter om det med, at jeg aller helst vil løbe på løbebånd, meget hellere end jeg vil løbe i Guds fri natur. En af grundende til det er, at folk holder en hvis distance, vi ser alle ligeud og løber i samme retning og med et bestemt mellemrum mellem hvert løbebånd. Desuden er der en uskreven regel om, at hvis det er muligt, så tager man ikke et løbebånd lige ved siden af en anden.
Ergoterapeuten smilede til mig og spurgte hvordan jeg havde regnet det ud. Først undrede spørgsmålet mig, og jeg stirrede på hende, men så kom jeg i tanke om, at jeg har aspergers, og jeg derfor ikke nødvendigvis burde kunne regne den slags ud.
Jeg har igennem tiden set et utal af komedier, tegnefilm, you-tube klip, vittighedstegninger ect. der omhandler problemet mænd og pisserender, og der blev det gjort klart, at det bestemt ikke er høfligt at stille sig for tæt på andre. Og for mig var det altså nærliggende at overføre denne viden til løbebåndene, hvad så end løbebånd og pisserender har til fælles.
Når vi så sad og snakkede om det, blev jeg i tvivl om hvorvidt jeg selv overholder denne regel, jeg har jo mine yndlingsbånd, og hvis de er ledige tænker jeg nok ikke så meget over, om der nu står nogen ved siden af eller ej.
Det har taget mig godt og vel 4 måneder at lære, men jeg er faktisk begyndt at holde af at løbe. Jeg kan godt lide at præstere noget der kan måles, noget der kan fortælles i tal, noget jeg kan prale med uden folk tror jeg er totalt idiot.
torsdag den 31. maj 2012
onsdag den 30. maj 2012
Om identitet og værdighed
Jeg vil gerne være en god pige der gør hvad der bliver sagt, men jeg vil ikke gøre det på bekostning af min identitet og min værdighed.
Normalt om tirsdagen spiller jeg badminton med en af pædagogerne og en af de andre piger, men i går ville jeg lige nå over og styrketræne først. Der står ikke hvad jeg skal gøre i sådan et tilfælde, så for at være sikker, startede jeg ud med en god og solid morgenmad, to portioner yoghurt, med nødder og rugfras, og en bolle.
Jeg trænede ikke super hårdt, og turde blandt andet ikke at lave for mange øvelser for armene, for stingene sidder stadig i det sår jeg erhvervede sidste mandag. Jeg plejer ikke at være så hys med hvad lægen siger, men i forhold til hvor meget det lige blødte den dag, så tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte være forsigtig. Jeg tog det derfor bare helt stille og roligt.
På vejen hjem skulle jeg lige i Fakta og have tanket op med Pepsi max, og der lod jeg mig friste af en bakke lækre røde vindruer, som jeg købte, tog med hjem, og spiste rub og stub og med god samvittighed, for jeg skulle over og spille badminton.
Jeg gjorde mig klar og gik nedenunder. Pludselig kommer den mandlige pædagog der skal med til badminton hen og spørger om jeg ikke skal have en portion yoghurt inden vi tager af sted, for det står der på min madplan. Jeg siger nej, for jeg har jo lige spist vindruer (ikke bare en håndfuld men en hel bakke), på dette tidspunkt var jeg stadig fortrøstningsfuld, for jeg havde ikke fantasi til at forstille mig, at det ville være et problem, men det blev det, for han ville stadig have mig til at spise yoghurt, og jeg nægtede at spise to mellemmåltider.
Jeg kender ikke denne mandlige pædagog ret godt, og jeg har ALDRIG talt med ham om personlige ting, som for eksempel madplan, så da han drog en af de andre pædagoger ind i diskussionen, gik jeg i gang med at diskutere med hende i stedet for. Hun derimod prøvede at trække sig ud af, hvad hun mente var, vores diskussion. Dette tolkede jeg som om jeg talte for døve øren. Det føltes som om de begge bare var imod mig og slet ikke lyttede til hvad jeg havde at sige.
Det var enormt ydmygende at stå der. Jeg er 27 år, jeg er i princippet voksen, jeg har lov til at træffe mine egne beslutninger, gode som dårlige, og dette var ikke en gang nogen dårlig beslutning, det var bare en anden beslutning. Jeg følte mig enormt magtesløs. Den madplan som var meningen skulle være en støtte når tingene gik svært, var pludselig blevet en hæmsko.
Måske er det overdrevet at føle, at jeg i denne diskussion mistede min identitet, men det gjorde jeg. Jeg var ikke længere mig, en kvinde med problemer, men stadig med følelser, idéer og valg, jeg følte at jeg var blevet degraderet til Patient med stort P, en viljeløs sag der bare havde at makke ret.
Jeg følte mig magtesløs. Hvad kan man gøre når ens modstander ikke en gang lytter til logiske argumenter? Så jeg sagde, at så kunne det hele bare være lige meget, jeg ville ikke længere til badminton (skal jeg behandles som et barn, vil jeg også opføre mig som et barn). Jeg vendte om på hælen, og gik op til mig selv.
Problemet var nu, at jeg jo havde spist til at skulle være fysisk aktiv, og det havde jeg endnu ikke været. Så jeg sprang op på min motionscykel og oksede af sted. Normalt står den bare og samler støv ved siden af min sofa, men i disse situationer er den god at have.
Den mandlige pædagog kom op for at undskylde. Han anerkendte, at jeg faktisk havde en pointe, og at det var hans fejl, men også lidt madplanen, fordi den ikke er specifik nok. Jeg var glad for, at han påtog sig skylden, så slap jeg for at føle mig alt for meget som en hystade, men jeg ville ikke give ham ret med hensyn til madplanen, den er nemlig specielt konstrueret for, at jeg ikke skal føle at min selvstændighed bliver kvalt Dog var det slet ikke ham jeg ønskede en undskyldning af, for jeg har næsten intet med ham at gøre, så hans meninger betyder ikke alverden. Den kvindelige pædagog taler jeg derimod meget med, så det var vigtigt for mig at hun forstod, men hun kom ikke op til mig. Da jeg senere på dagen fangede hende, viste det sig, at hun slet ikke havde opfattet sig som en del af diskussionen, derfor var hun heller ikke kommet, men vi fik da snakket om det til sidst, men først efter, at jeg havde skippet frokosten i protest.
Slutteligt viste det sig ved nærlæsning af madplanen, at der slet ikke står noget om et formiddagsmåltid i forbindelse med badminton, det er kun ved løbetræning, så hele diskussionen, yoghurt vs. vindruer, var helt unødvendig, i hvert fald i denne omgang, men lur mig om ikke der sker noget lignende en anden gang, sådan er det altid med den slags, ligegyldigt hvor i systemet man befinder sig.
Normalt om tirsdagen spiller jeg badminton med en af pædagogerne og en af de andre piger, men i går ville jeg lige nå over og styrketræne først. Der står ikke hvad jeg skal gøre i sådan et tilfælde, så for at være sikker, startede jeg ud med en god og solid morgenmad, to portioner yoghurt, med nødder og rugfras, og en bolle.
Jeg trænede ikke super hårdt, og turde blandt andet ikke at lave for mange øvelser for armene, for stingene sidder stadig i det sår jeg erhvervede sidste mandag. Jeg plejer ikke at være så hys med hvad lægen siger, men i forhold til hvor meget det lige blødte den dag, så tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte være forsigtig. Jeg tog det derfor bare helt stille og roligt.
På vejen hjem skulle jeg lige i Fakta og have tanket op med Pepsi max, og der lod jeg mig friste af en bakke lækre røde vindruer, som jeg købte, tog med hjem, og spiste rub og stub og med god samvittighed, for jeg skulle over og spille badminton.
Jeg gjorde mig klar og gik nedenunder. Pludselig kommer den mandlige pædagog der skal med til badminton hen og spørger om jeg ikke skal have en portion yoghurt inden vi tager af sted, for det står der på min madplan. Jeg siger nej, for jeg har jo lige spist vindruer (ikke bare en håndfuld men en hel bakke), på dette tidspunkt var jeg stadig fortrøstningsfuld, for jeg havde ikke fantasi til at forstille mig, at det ville være et problem, men det blev det, for han ville stadig have mig til at spise yoghurt, og jeg nægtede at spise to mellemmåltider.
Jeg kender ikke denne mandlige pædagog ret godt, og jeg har ALDRIG talt med ham om personlige ting, som for eksempel madplan, så da han drog en af de andre pædagoger ind i diskussionen, gik jeg i gang med at diskutere med hende i stedet for. Hun derimod prøvede at trække sig ud af, hvad hun mente var, vores diskussion. Dette tolkede jeg som om jeg talte for døve øren. Det føltes som om de begge bare var imod mig og slet ikke lyttede til hvad jeg havde at sige.
Det var enormt ydmygende at stå der. Jeg er 27 år, jeg er i princippet voksen, jeg har lov til at træffe mine egne beslutninger, gode som dårlige, og dette var ikke en gang nogen dårlig beslutning, det var bare en anden beslutning. Jeg følte mig enormt magtesløs. Den madplan som var meningen skulle være en støtte når tingene gik svært, var pludselig blevet en hæmsko.
Måske er det overdrevet at føle, at jeg i denne diskussion mistede min identitet, men det gjorde jeg. Jeg var ikke længere mig, en kvinde med problemer, men stadig med følelser, idéer og valg, jeg følte at jeg var blevet degraderet til Patient med stort P, en viljeløs sag der bare havde at makke ret.
Jeg følte mig magtesløs. Hvad kan man gøre når ens modstander ikke en gang lytter til logiske argumenter? Så jeg sagde, at så kunne det hele bare være lige meget, jeg ville ikke længere til badminton (skal jeg behandles som et barn, vil jeg også opføre mig som et barn). Jeg vendte om på hælen, og gik op til mig selv.
Problemet var nu, at jeg jo havde spist til at skulle være fysisk aktiv, og det havde jeg endnu ikke været. Så jeg sprang op på min motionscykel og oksede af sted. Normalt står den bare og samler støv ved siden af min sofa, men i disse situationer er den god at have.
Den mandlige pædagog kom op for at undskylde. Han anerkendte, at jeg faktisk havde en pointe, og at det var hans fejl, men også lidt madplanen, fordi den ikke er specifik nok. Jeg var glad for, at han påtog sig skylden, så slap jeg for at føle mig alt for meget som en hystade, men jeg ville ikke give ham ret med hensyn til madplanen, den er nemlig specielt konstrueret for, at jeg ikke skal føle at min selvstændighed bliver kvalt Dog var det slet ikke ham jeg ønskede en undskyldning af, for jeg har næsten intet med ham at gøre, så hans meninger betyder ikke alverden. Den kvindelige pædagog taler jeg derimod meget med, så det var vigtigt for mig at hun forstod, men hun kom ikke op til mig. Da jeg senere på dagen fangede hende, viste det sig, at hun slet ikke havde opfattet sig som en del af diskussionen, derfor var hun heller ikke kommet, men vi fik da snakket om det til sidst, men først efter, at jeg havde skippet frokosten i protest.
Slutteligt viste det sig ved nærlæsning af madplanen, at der slet ikke står noget om et formiddagsmåltid i forbindelse med badminton, det er kun ved løbetræning, så hele diskussionen, yoghurt vs. vindruer, var helt unødvendig, i hvert fald i denne omgang, men lur mig om ikke der sker noget lignende en anden gang, sådan er det altid med den slags, ligegyldigt hvor i systemet man befinder sig.
tirsdag den 29. maj 2012
Om TV hygge
Der er en pige på mit bosted, som er noget af det mest stille og forsagte jeg nogensinde har mødt. Der gik måneder før jeg hørte hende sige en hel sætning. Hun gjorde mig nysgerrig, og jeg besluttede mig for, at jeg ville gøre hende tryg ved mig.
Først fik vi et lille vinkeritual, så så vi en film (overvåget af en pædagog), og i fredags førte vi vores første egentlige samtale.
I går kom hun så hjem fra en forlænget weekend hos sine forældre. Jeg havde foræret hende en bog, jeg tænkte at jeg havde fået den gratis, så kunne jeg også give den videre gratis, og den ville hun have mig til at skrive en lille hilsen i.
Hun kom ned til mig i min lejlighed med den, og mens jeg skrev, ville jeg have hende til at slappe af, men hun sad som på nåle.
Jeg vil have at hun er tryg ved mig, så jeg lokkede hende til at se en film, som jeg var sikker på, at hun ville kunne lide (Dunderklumpen). Hun var virkelig nervøs, sad og kradsede sig i håndfladerne, et tegn som jeg kender fra mig selv, så jeg var bange for, at jeg var i gang med at presse hende alt for hårdt. Jeg sagde, at hun til hver en tid kunne sige stop, at det var helt i orden, men jeg var ikke sikker på, at hun ville gøre det. Jeg tog hendes hænder og sagde, at jeg lovede hende, at det ikke var nogen uhyggelig film, at hun kunne stole på mig.
Det var egentlig meget hyggeligt, i hvert fald for mig. Hvad hun syntes, det har jeg egentlig lidt svært ved at regne ud, men jeg håber at hun også kunne lide det.
Når jeg læser hvad jeg har skrevet, så synes det mig, at det virker nærmest seksuelt, og jeg føler mig som en børnelokker. Det var altså ikke helt meningen.
Først fik vi et lille vinkeritual, så så vi en film (overvåget af en pædagog), og i fredags førte vi vores første egentlige samtale.
I går kom hun så hjem fra en forlænget weekend hos sine forældre. Jeg havde foræret hende en bog, jeg tænkte at jeg havde fået den gratis, så kunne jeg også give den videre gratis, og den ville hun have mig til at skrive en lille hilsen i.
Hun kom ned til mig i min lejlighed med den, og mens jeg skrev, ville jeg have hende til at slappe af, men hun sad som på nåle.
Jeg vil have at hun er tryg ved mig, så jeg lokkede hende til at se en film, som jeg var sikker på, at hun ville kunne lide (Dunderklumpen). Hun var virkelig nervøs, sad og kradsede sig i håndfladerne, et tegn som jeg kender fra mig selv, så jeg var bange for, at jeg var i gang med at presse hende alt for hårdt. Jeg sagde, at hun til hver en tid kunne sige stop, at det var helt i orden, men jeg var ikke sikker på, at hun ville gøre det. Jeg tog hendes hænder og sagde, at jeg lovede hende, at det ikke var nogen uhyggelig film, at hun kunne stole på mig.
Det var egentlig meget hyggeligt, i hvert fald for mig. Hvad hun syntes, det har jeg egentlig lidt svært ved at regne ud, men jeg håber at hun også kunne lide det.
Når jeg læser hvad jeg har skrevet, så synes det mig, at det virker nærmest seksuelt, og jeg føler mig som en børnelokker. Det var altså ikke helt meningen.
mandag den 28. maj 2012
Om forvirrede tanker
Jeg kan slet ikke samle tankerne i dag, en masse mere eller mindre ligegyldige emner snurrer rundt i min hjerne og skaber kaos, og mit hoved føles så forfærdeligt tungt.
Jeg burde tage over og løbe, men jeg er træt og jeg har fire vabler på mine fødder, hvoraf den ene er en smule betændt, men er det bare en dårlig undskyldning for ikke at tage af sted? jeg var jo heller ikke af sted i fredags, så jeg burde virkelig...
Jeg læser 'Løb dig slank' af Birgitte Nymann, og magen til guide til en spiseforstyrrelse skal man lede længe efter. Den handler om hvordan man kan snyde kroppen til hele tiden at forbrænde flere kalorier, og det giver mig enormt dårlig samvittighed, også selvom det er lykkedes mig at tabe mig, ikke enormt meget, men lidt har også ret.
Jeg læser også en anden bog om naturvidenskabens filosofiske historie. Den anden dag gik jeg helt kold på side 118 ud af 450, og jeg tænkte, at hvis den allerede da begyndte at blive for svær for mig, så var jeg endnu dummere end jeg troede. Da jeg vågnede i går gik det så op vor mig, at det afsnittet omhandlede i virkeligheden ikke var så svært, det var jo bare grafer. Varmen stiger mig virkelig til hovedet, så nu har jeg bestilt et par naturvidenskabelige leksika på saxo.com.
Saxo er blevet min nye bedste ven. Internet handel har aldrig rigtig før sagt mig noget, jeg kan ikke forholde mig ordentligt til vare, som jeg ikke kan have mellem hænderne, og det er også det der gør det hele så farligt, for selvom jeg nu har bestilt fem bøger, og over flere gange fordi jeg er en klovn der ikke kan strukturere mine indkøb ordentligt, så har jeg ikke nogen fornemmelse af at have brugt nogen penge overhovedet, heller ikke selvom jeg vel må have brugt 800 kr plus minus. Det er et skråplan, siger jeg jer, et skråplan.
Hvem narrer jeg med alle mine bøger og hang til DR2 (der var et yderst interessant program om hovedjægere i går)? Jeg kalder mig selv intelligent, og det er jeg måske også, men det ændrer ikke ved det faktum, at jeg har lige så stor hang til sladder (brugte hele dagen i går på at læse Bitterfissen Bethany) og intriger (så dance moms på kanal 4).
Jeg tror jeg trænger til en pause fra mig selv, så måske det ville være sundt, ikke kun for min krop, men også for mit sind, hvis jeg tog over og løbe, måske ikke alle 7 km, men bare hvor meeget mine fødder lige synes at de kan holde til.
Jeg burde tage over og løbe, men jeg er træt og jeg har fire vabler på mine fødder, hvoraf den ene er en smule betændt, men er det bare en dårlig undskyldning for ikke at tage af sted? jeg var jo heller ikke af sted i fredags, så jeg burde virkelig...
Jeg læser 'Løb dig slank' af Birgitte Nymann, og magen til guide til en spiseforstyrrelse skal man lede længe efter. Den handler om hvordan man kan snyde kroppen til hele tiden at forbrænde flere kalorier, og det giver mig enormt dårlig samvittighed, også selvom det er lykkedes mig at tabe mig, ikke enormt meget, men lidt har også ret.
Jeg læser også en anden bog om naturvidenskabens filosofiske historie. Den anden dag gik jeg helt kold på side 118 ud af 450, og jeg tænkte, at hvis den allerede da begyndte at blive for svær for mig, så var jeg endnu dummere end jeg troede. Da jeg vågnede i går gik det så op vor mig, at det afsnittet omhandlede i virkeligheden ikke var så svært, det var jo bare grafer. Varmen stiger mig virkelig til hovedet, så nu har jeg bestilt et par naturvidenskabelige leksika på saxo.com.
Saxo er blevet min nye bedste ven. Internet handel har aldrig rigtig før sagt mig noget, jeg kan ikke forholde mig ordentligt til vare, som jeg ikke kan have mellem hænderne, og det er også det der gør det hele så farligt, for selvom jeg nu har bestilt fem bøger, og over flere gange fordi jeg er en klovn der ikke kan strukturere mine indkøb ordentligt, så har jeg ikke nogen fornemmelse af at have brugt nogen penge overhovedet, heller ikke selvom jeg vel må have brugt 800 kr plus minus. Det er et skråplan, siger jeg jer, et skråplan.
Hvem narrer jeg med alle mine bøger og hang til DR2 (der var et yderst interessant program om hovedjægere i går)? Jeg kalder mig selv intelligent, og det er jeg måske også, men det ændrer ikke ved det faktum, at jeg har lige så stor hang til sladder (brugte hele dagen i går på at læse Bitterfissen Bethany) og intriger (så dance moms på kanal 4).
Jeg tror jeg trænger til en pause fra mig selv, så måske det ville være sundt, ikke kun for min krop, men også for mit sind, hvis jeg tog over og løbe, måske ikke alle 7 km, men bare hvor meeget mine fødder lige synes at de kan holde til.
søndag den 27. maj 2012
MGP, min bare...
'Skal du så se MGP i aften' var der en af mine gode venner der spurgte mig om. Nej det ved alt der er helligt jeg ikke skulle. Tanken om at sidde fanget foran TV'et stirrende på semi-professionelt scene show og lytte til rædselsfuld musik (evt et par enkelte gode numre, som i nødvendigvis vinder) var så lammende at det bedste forsvar er et angreb, så jeg skrev en meget ophidset sms tilbage.
Problemet er, at det er alt for meget politik i MGP, nogle gange ligner det nærmest en evig forlængelse af den kolde krig, hvor afgivelsen af stemmer trækker et hjernedødt jerntæppe ned genne Europa.
Musik er noget subjektivt, og vores smag, især os der i virkeligheden ikke aner et klap om musik, påvirkes af den samtid vi lever i, hvad de siger på TV, og hvad vores venner taler om. Vi er alle små tryghedsnarkomaner, der i virkeligheden ikke interesserer os synderligt for det store udland, og det ved medierne, så de beskæftiger sig mest med sangene fra de nære lande, dem vi er trygge ved, plus nogle excentriske bedstemødre fra Rusland, så de landes sangere er vi på forhånd fortrolige med, og man er derfor ekstra tilbøjelig til at stemme på dem, genkendelsens glæde.
Jeg er heller ikke synderligt vild med fodbold, men der er der i det mindste tale om et simpelt talsystem baseret på hvem der scorer flest mål. At det så kan være en skoddommer der tager parti, det er så en anden sag, men selvom fodboldspillere er nogle klynkebabyer, så er det i det mindste sjældent at der kommer en decideret sag ud af det.
Min galde morede min kammerat, og det er da godt, at den kan bruges til et eller andet, for ellers gør den jo ikke megen nytte.
PS Tillykke til Sverige. Jeg kan se i avisen, at de vandt en overbevisende sejr, hvilket kan tyde på en form for kvalitet, men jeg aner det ikke, jeg har ikke hørt sangen.
Problemet er, at det er alt for meget politik i MGP, nogle gange ligner det nærmest en evig forlængelse af den kolde krig, hvor afgivelsen af stemmer trækker et hjernedødt jerntæppe ned genne Europa.
Musik er noget subjektivt, og vores smag, især os der i virkeligheden ikke aner et klap om musik, påvirkes af den samtid vi lever i, hvad de siger på TV, og hvad vores venner taler om. Vi er alle små tryghedsnarkomaner, der i virkeligheden ikke interesserer os synderligt for det store udland, og det ved medierne, så de beskæftiger sig mest med sangene fra de nære lande, dem vi er trygge ved, plus nogle excentriske bedstemødre fra Rusland, så de landes sangere er vi på forhånd fortrolige med, og man er derfor ekstra tilbøjelig til at stemme på dem, genkendelsens glæde.
Jeg er heller ikke synderligt vild med fodbold, men der er der i det mindste tale om et simpelt talsystem baseret på hvem der scorer flest mål. At det så kan være en skoddommer der tager parti, det er så en anden sag, men selvom fodboldspillere er nogle klynkebabyer, så er det i det mindste sjældent at der kommer en decideret sag ud af det.
Min galde morede min kammerat, og det er da godt, at den kan bruges til et eller andet, for ellers gør den jo ikke megen nytte.
PS Tillykke til Sverige. Jeg kan se i avisen, at de vandt en overbevisende sejr, hvilket kan tyde på en form for kvalitet, men jeg aner det ikke, jeg har ikke hørt sangen.
lørdag den 26. maj 2012
Om at spilde lægens tid
Eftersom jeg har haft det så skidt hele ugen, blev det besluttet, at jeg skulle et smut til lægen, for hvad nu hvis det skyldtes, at jeg havde mistet for meget blod i mandags? Jeg var lidt tilbageholdende med at sige okay, for hvad nu hvis der ikke var noget, det ville være helt ualmindeligt pinligt, tænk nu, hvis man spildte hele 10 minutter af lægens tid (sagt lidt i sarkasme, og lidt i alvor). Men til sidst sagde jeg ja, for jeg havde det så skidt, at jeg ikke kunne komme ud og løbe.
Jeg troppede op med min kontaktpædagog, og det var jeg glad for, for jeg kom ind til en læge som jeg ikke kendte, og som ikke kendte mig og min historie. Lidt ærgerligt, for ham den anden er en lille smule nyttet, og ham her er bare midaldrende og helt almindelig.
Min blodprocent var i den lave ende, dog inden for normalområdet så der var ingenting at komme efter der. Det eneste der er galt med mig er, at mit blodtryk er lidt lavt, men som lægen sagde, så er det helt normalt.
Hvad der dernæst skete, har min kontaktperson og jeg to helt forskellige meninger om hvad skete.
Jeg hørte at et utal af unge kvinder 'lider' af problemet, og selvom det i perioder er invaliderende for dem, så gider man ikke gøre noget ved 'problemet' og kalder det derfor en tilstand og ikke en sygdom, og han syntes åbenbart, at jeg så enormt doven ud, så hvis jeg bare tog mig sammen og kom ud og dyrkede noget sport og kom i form, så ville det hele løse sig selv. Fed, fed, fed!
Jeg var selv sagt meget ked af det da jeg kom ud derfra, og jeg var ked af, at vi overhovedet var kommet, og jeg havde enormt meget lyst til at være selvskadende, så jeg turde dårligt nok at forlade min kontaktpædagogs side.
Hun havde heldigvis hørt lidt bedre efter og med mere objektive briller (underligt at sige når det drejer sig om at høre noget, men pyt med det). Hun syntes han sagde, at jeg ikke skulle være bange, det sker for mange høje, SLANKE unge piger.
Jeg kan bedst lide hendes tolkning, men min er lettere at tro på for mig, da jeg har en meget selektiv hørelse.
Jeg troppede op med min kontaktpædagog, og det var jeg glad for, for jeg kom ind til en læge som jeg ikke kendte, og som ikke kendte mig og min historie. Lidt ærgerligt, for ham den anden er en lille smule nyttet, og ham her er bare midaldrende og helt almindelig.
Min blodprocent var i den lave ende, dog inden for normalområdet så der var ingenting at komme efter der. Det eneste der er galt med mig er, at mit blodtryk er lidt lavt, men som lægen sagde, så er det helt normalt.
Hvad der dernæst skete, har min kontaktperson og jeg to helt forskellige meninger om hvad skete.
Jeg hørte at et utal af unge kvinder 'lider' af problemet, og selvom det i perioder er invaliderende for dem, så gider man ikke gøre noget ved 'problemet' og kalder det derfor en tilstand og ikke en sygdom, og han syntes åbenbart, at jeg så enormt doven ud, så hvis jeg bare tog mig sammen og kom ud og dyrkede noget sport og kom i form, så ville det hele løse sig selv. Fed, fed, fed!
Jeg var selv sagt meget ked af det da jeg kom ud derfra, og jeg var ked af, at vi overhovedet var kommet, og jeg havde enormt meget lyst til at være selvskadende, så jeg turde dårligt nok at forlade min kontaktpædagogs side.
Hun havde heldigvis hørt lidt bedre efter og med mere objektive briller (underligt at sige når det drejer sig om at høre noget, men pyt med det). Hun syntes han sagde, at jeg ikke skulle være bange, det sker for mange høje, SLANKE unge piger.
Jeg kan bedst lide hendes tolkning, men min er lettere at tro på for mig, da jeg har en meget selektiv hørelse.
fredag den 25. maj 2012
Om at droppe handicap fodbold
Jeg tror jeg dropper det, altså handicap fodbold. Det er ikke fordi jeg ikke synes det er sjovt, det er bare det, at vi er begyndt at spille på udebane, og det kan min lille autistiske hjerne ikke klare.
Udenfor er der alt for mange uvæsentlige faktorer som jeg er nødt til at forholde mig til, vejrets skiften, mennesker der går på stien tæt ved, rågerne der skræpper op og alt for meget andet. Den slags kan jeg sagtens forholde mig til, når jeg går en tur langs stien, men det er straks langt sværere, når jeg skal forholde mig til 9 andre spillere i en ophedet kamp om bolden.
Jeg har derfor besluttet at droppe det indtil vintersæsonen går i gang igen.
Jeg føler det som et kæmpe nederlag. En ting er at melde fra en enkelt torsdag, det er straks noget helt andet at melde fra en hel sæson. Jeg føler mig doven, jeg føler at jeg giver alt for let op, og jeg tænker på alle de kalorier jeg ikke kommer til at forbrænde alligevel. Et eller andet sted ved jeg godt, at det ikke forholder sig sådan, men følelsen er ret insisterende.
Det bliver ikke bedre af, at jeg måske bliver nødt til at droppe min løbetræning her til morgen. Jeg har taget løbetøj på, men jeg er svimmel og mit hoved føles helt forfærdelig tungt. Jeg har før droppet løb sådan en enkelt dag hist og her, men af en eller anden grund virker det bare mindre acceptabelt i dag.
Udenfor er der alt for mange uvæsentlige faktorer som jeg er nødt til at forholde mig til, vejrets skiften, mennesker der går på stien tæt ved, rågerne der skræpper op og alt for meget andet. Den slags kan jeg sagtens forholde mig til, når jeg går en tur langs stien, men det er straks langt sværere, når jeg skal forholde mig til 9 andre spillere i en ophedet kamp om bolden.
Jeg har derfor besluttet at droppe det indtil vintersæsonen går i gang igen.
Jeg føler det som et kæmpe nederlag. En ting er at melde fra en enkelt torsdag, det er straks noget helt andet at melde fra en hel sæson. Jeg føler mig doven, jeg føler at jeg giver alt for let op, og jeg tænker på alle de kalorier jeg ikke kommer til at forbrænde alligevel. Et eller andet sted ved jeg godt, at det ikke forholder sig sådan, men følelsen er ret insisterende.
Det bliver ikke bedre af, at jeg måske bliver nødt til at droppe min løbetræning her til morgen. Jeg har taget løbetøj på, men jeg er svimmel og mit hoved føles helt forfærdelig tungt. Jeg har før droppet løb sådan en enkelt dag hist og her, men af en eller anden grund virker det bare mindre acceptabelt i dag.
torsdag den 24. maj 2012
Om at få det rigtig skidt
Varmen i går var ikke til at holde ud, og selvom jeg ikke syntes, at jeg bestilte andet end at drikke saft og pepsi max, så kan det ikke have været nok, for hen under aften fik jeg det rigtig skidt. Jeg væltede rundt, og følte, at jeg kunne besvime hvert øjeblik det skulle være.
Der var ikke noget sted jeg rigtigt kunne være. I min lejlighed turde jeg ikke at være efter i mandags, i pigernes opholdsrum var det kvælende varmt, i den store TV stue måtte jeg ikke være, og udenfor sad de og spillede og var glade og fornøjede.
Til sidst havde jeg det så skidt, at min ene kontaktpædagog gik rundt og spurgte drengene om det var i orden, at jeg lå på sofaen i den store stue (17-19.30 er det drengenes og pigerne må ikke være der). Jeg fik lov og lå der og havde ondt af mig selv. Jeg blev også helt afsindigt træt.
Jeg burde have drukket noget og så være gået i seng, men i stedet begyndte jeg at spise. Jeg spiste alt det brød jeg kunne få fingre i. Jeg husker ikke helt hvor meget jeg spiste, måske 5-6 boller, hvoraf nogle af dem ikke en gang smagte specielt godt.
På den måde proppet stavrede jeg op i seng, som dog først lige skulle redes, men det sortnede hele tiden for mine øjne og jeg kunne ikke holde balancen, så efter flere mislykkede forsøg på at få dynen ind i betrækket, så ringede jeg efter en pædagog der ordnede det for mig.
Jeg vil ikke skrive mere lige nu, for jeg har det stadig skidt, og mit hoved føles så forfærdeligt tungt. Jeg har mest lyst til bare at lægge mig på sofaen og bare blive liggende og have ondt af mig selv hele dagen, men det føler jeg ikke, at jeg kan tillade mig, og det ville også i længden blive usigeligt kedeligt. Ikke at det er enormt meget mere interessant at sidde i en stol på terrassen og læse, men det føles på en eller anden vis mindre dovent.
Der var ikke noget sted jeg rigtigt kunne være. I min lejlighed turde jeg ikke at være efter i mandags, i pigernes opholdsrum var det kvælende varmt, i den store TV stue måtte jeg ikke være, og udenfor sad de og spillede og var glade og fornøjede.
Til sidst havde jeg det så skidt, at min ene kontaktpædagog gik rundt og spurgte drengene om det var i orden, at jeg lå på sofaen i den store stue (17-19.30 er det drengenes og pigerne må ikke være der). Jeg fik lov og lå der og havde ondt af mig selv. Jeg blev også helt afsindigt træt.
Jeg burde have drukket noget og så være gået i seng, men i stedet begyndte jeg at spise. Jeg spiste alt det brød jeg kunne få fingre i. Jeg husker ikke helt hvor meget jeg spiste, måske 5-6 boller, hvoraf nogle af dem ikke en gang smagte specielt godt.
På den måde proppet stavrede jeg op i seng, som dog først lige skulle redes, men det sortnede hele tiden for mine øjne og jeg kunne ikke holde balancen, så efter flere mislykkede forsøg på at få dynen ind i betrækket, så ringede jeg efter en pædagog der ordnede det for mig.
Jeg vil ikke skrive mere lige nu, for jeg har det stadig skidt, og mit hoved føles så forfærdeligt tungt. Jeg har mest lyst til bare at lægge mig på sofaen og bare blive liggende og have ondt af mig selv hele dagen, men det føler jeg ikke, at jeg kan tillade mig, og det ville også i længden blive usigeligt kedeligt. Ikke at det er enormt meget mere interessant at sidde i en stol på terrassen og læse, men det føles på en eller anden vis mindre dovent.
onsdag den 23. maj 2012
Om det der med lægen
Da jeg var ved på skadestuen og blive syet her den anden dag, da var lægen ikke særlig sød ved mig, og han gad da ikke lige bedøve mig, ikke før til sidst, men da kunne det være lige meget for da var han jo stort set færdig. Han skældte mig også ud og sagde at det skulle jeg altså stoppe med at gøre NU. Jeg prøvede lige så roligt at forklare, at det er jeg altså ikke selv herre over, men han lyttede ikke og sad bare og var mega meget irriteret over at han skulle spilde sin tid på mig.
Det gjorde da lidt ondt, men værre var det heller ikke, og jeg ømmede mig da også mest for at få opmærksomhed. Det var ondt gjort, for pædagogen sad og fik det rigtig skidt på mine vegne. Jeg burde have spillet modig i stedet for at at pyldre sådan. Hun er en af mine yndlingspædagoger, og det gjorde ondt at se hende have det så skidt, men på den anden side bliv jeg glad, for så vidste jeg med sikkerhed, at hun holder af mig.
Jeg har efterfølgende flere gange snakket med pædagogerne om episoden. De synes alle, at det var meget forkert gjort af lægen, nogle bliver endda vrede. Det skræmmer mig lidt med alle deres følelser, for det var jo bare en uvenlig læge, værre er det vel heller ikke, jeg er jo selvskader, jeg er selv skyldt i at jeg er der, så selvom jeg er glad når jeg bliver behandlet ordentligt, så fortjener jeg det ikke.
En af mine kontaktpædagoger og jeg havde mange samtaler om emnet i går. Hun prøvede at overbevise mig om, at ALLE mennesker fortjener en menneskelig behandling når de er på sygehuset, men jeg var stejl og insisterede på, at der måtte være en undtagelse med mig.
Hvad præcis er dårligt selvværd? Er det det her, at jeg ikke føler mig værdig til en god behandling? Jeg føler dog, at hvis det skulle være 'rigtigt' dårligt selvværd, så burde jeg være deprimeret omkring det, og synes at det er enormt synd for mig, men det er jeg ikke, det er bare sådan det er, og så må jeg jo bare tage den derfra og komme videre med mit liv.
Når jeg ikke føler at jeg er berettiget til en værdig behandling, så bliver jeg så meget desto mere taknemmelig når læger og sygeplejersker behandler mig godt, og det gør de som regel det meste af tiden, og selvom jeg har mine episoder, så er jeg i reglen en nem patient. Sundhedspersonalet er under meget pres, så det er da det mindste jeg kan gøre.
Jeg synes ikke at der er noget værre end patienter der skaber sig, og jeg er bange for, at hvis jeg begynder at forvente mere, så vil jeg ende sådan, og vil jeg simpelthen ikke være med til, så hellere finde mig i en dum læge.
Det gjorde da lidt ondt, men værre var det heller ikke, og jeg ømmede mig da også mest for at få opmærksomhed. Det var ondt gjort, for pædagogen sad og fik det rigtig skidt på mine vegne. Jeg burde have spillet modig i stedet for at at pyldre sådan. Hun er en af mine yndlingspædagoger, og det gjorde ondt at se hende have det så skidt, men på den anden side bliv jeg glad, for så vidste jeg med sikkerhed, at hun holder af mig.
Jeg har efterfølgende flere gange snakket med pædagogerne om episoden. De synes alle, at det var meget forkert gjort af lægen, nogle bliver endda vrede. Det skræmmer mig lidt med alle deres følelser, for det var jo bare en uvenlig læge, værre er det vel heller ikke, jeg er jo selvskader, jeg er selv skyldt i at jeg er der, så selvom jeg er glad når jeg bliver behandlet ordentligt, så fortjener jeg det ikke.
En af mine kontaktpædagoger og jeg havde mange samtaler om emnet i går. Hun prøvede at overbevise mig om, at ALLE mennesker fortjener en menneskelig behandling når de er på sygehuset, men jeg var stejl og insisterede på, at der måtte være en undtagelse med mig.
Hvad præcis er dårligt selvværd? Er det det her, at jeg ikke føler mig værdig til en god behandling? Jeg føler dog, at hvis det skulle være 'rigtigt' dårligt selvværd, så burde jeg være deprimeret omkring det, og synes at det er enormt synd for mig, men det er jeg ikke, det er bare sådan det er, og så må jeg jo bare tage den derfra og komme videre med mit liv.
Når jeg ikke føler at jeg er berettiget til en værdig behandling, så bliver jeg så meget desto mere taknemmelig når læger og sygeplejersker behandler mig godt, og det gør de som regel det meste af tiden, og selvom jeg har mine episoder, så er jeg i reglen en nem patient. Sundhedspersonalet er under meget pres, så det er da det mindste jeg kan gøre.
Jeg synes ikke at der er noget værre end patienter der skaber sig, og jeg er bange for, at hvis jeg begynder at forvente mere, så vil jeg ende sådan, og vil jeg simpelthen ikke være med til, så hellere finde mig i en dum læge.
tirsdag den 22. maj 2012
Om alt for meget blod i sommervarmen
Det var 25 grader i den køligste af stuerne, og jeg vidste, at jeg snart ville blive smidt ud, for efter 17 er pigerne forment adgang fra stueetagen. Pigernes opholdsrum ligger på sydsiden, så jeg ville få det endnu mere forbandet dårligt, hvis jeg gik der op.
Jeg har det ikke godt med varme, og varmen var kommet så pludseligt, at jeg havde parraderne nede. Den ramte mig med fuld styrke, og jeg blev forvandlet til et klynkende skvat der bare gik og var i dårligt humør, og som tiden gik, blev jeg mere og mere ynkelig, og jeg begyndte at græde, ikke vildt og voldsomt, men bare lige så stille.
En af mine kontaktpædagoger kom hen til mig, men han var en mand, så ham havde jeg ikke så meget lyst til at betro mig til, så kom en kvinde, men hende kender jeg næsten ikke, hun tilbød at hente en af de andre, men på det tidspunkt var jeg så blevet tilbudt hjælp fra alle de pædagoger der var på arbejde, UNDTAGEN hende jeg egentlig helst ville tale med. Så begyndte jeg at græde endnu mere, både fordi jeg havde ondt af mig selv fordi jeg savnede hende der ikke lige kunne tale med mig, og fordi jeg hadede mig selv for ikke bare at kunne tage imod den hjælp der blev mig tilbudt, de andre pædagoger er jo også rigtig søde.
Jeg gik tudende op til mig selv. Hende jeg gerne ville snakke med kom op, men det var så varmt, at jeg ikke kunne lytte til fornuft, så det blev en meget uforløsende samtale der efterlod mig kun en lille smule mindre ked af det end da hun kom. På trods af varmen gik jeg ind og lagde mig under min kædedyne, der er en dyne der er designet til at lægge sig tæt og tungt omkring en, og det giver ro, den hjalp mig da også nok til, at jeg kunne klare mig igennem aftensmaden, om end jeg spiste mindre end det egentlig var meningen, but who cares, ingen ved mit bord i hvert fald.
Jeg satte mig ind i pigernes opholdsrum fordi jeg endnu ikke måtte komme ned i stuen. Det var ulideligt varmt, men der var ikke rigtigt andre steder jeg kunne være, men jeg kunne ikke holde det ud, det var så forfærdelig varmt at jeg havde lyst til at krølle mig sammen til en kugle og bare begynde at tude igen.
Jeg prøvede at sætte mig udenfor med en bog, men der var også for varmt, og den uro jeg følte indeni blev bare værre og værre. Jeg prøvede at skrive lidt i stedet, men mine tanker var smeltet og jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst.
Jeg gik op til mig selv og begyndte at tude over alle de små ubetydelige detaljer der var sket i løbet af dagen. Jeg vidste, at de var ubetydelige, og alligevel græd jeg. Og så skar jeg, og jeg ramte en blodåre, så blodet bare strømmede ud af mig. Det var lidt med vilje, men jeg blev alligevel lidt forskrækket, så jeg klemte sammen om såret med fingrene og skyndte mig ned til hende jeg så gerne ville snakke med, og efterlod et spor af blod i mit kølvand.
Da hun skulle se såret flød blodet ud og dannede en mindre sø ved mine fødder, og der sprøjtede stænk op på mine lyse hjemmesko, så de ser farlige ud.
Min arm blev pakket ind i et tykt lag viskestykker, men jeg blødte igennem på ingen tid, og de måtte smides i skraldespanden, og armen blev så pakket ind i et endnu tykkere lag håndklæder, og så tog vi af sted på skadestuen.
På skadestuen gik der et godt stykke tid før de opdagede hvor slemt det egentlig var og fik tilkaldt en læge. Sygeplejerskerne var rigtig søde ved mig, men lægen var et fjols der intet vidste om selvskade og ikke gad bedøve mig da han syede. At se mig blive syet uden bedøvelse var hård kost for pædagogen. At det gjorde ondt på hende at se var den største trøst jeg kunne få, for så må jeg jo betyde noget for hende, bare lidt. Det gjorde da ondt, men ikke mere end jeg kunne holde til.
Egentlig gik det ikke helt op for mig at han behandlede mig dårligt, eller jo, det gjorde det, men det gjorde mig ikke noget, det var jo nærmest legalt, jeg var jo selv skyld i at jeg var der, så da sygeplejerskerne og pædagogen brokkede sig, så forsvarede jeg ham, for så slemt havde det vel heller ikke været.
Jeg har det ikke godt med varme, og varmen var kommet så pludseligt, at jeg havde parraderne nede. Den ramte mig med fuld styrke, og jeg blev forvandlet til et klynkende skvat der bare gik og var i dårligt humør, og som tiden gik, blev jeg mere og mere ynkelig, og jeg begyndte at græde, ikke vildt og voldsomt, men bare lige så stille.
En af mine kontaktpædagoger kom hen til mig, men han var en mand, så ham havde jeg ikke så meget lyst til at betro mig til, så kom en kvinde, men hende kender jeg næsten ikke, hun tilbød at hente en af de andre, men på det tidspunkt var jeg så blevet tilbudt hjælp fra alle de pædagoger der var på arbejde, UNDTAGEN hende jeg egentlig helst ville tale med. Så begyndte jeg at græde endnu mere, både fordi jeg havde ondt af mig selv fordi jeg savnede hende der ikke lige kunne tale med mig, og fordi jeg hadede mig selv for ikke bare at kunne tage imod den hjælp der blev mig tilbudt, de andre pædagoger er jo også rigtig søde.
Jeg gik tudende op til mig selv. Hende jeg gerne ville snakke med kom op, men det var så varmt, at jeg ikke kunne lytte til fornuft, så det blev en meget uforløsende samtale der efterlod mig kun en lille smule mindre ked af det end da hun kom. På trods af varmen gik jeg ind og lagde mig under min kædedyne, der er en dyne der er designet til at lægge sig tæt og tungt omkring en, og det giver ro, den hjalp mig da også nok til, at jeg kunne klare mig igennem aftensmaden, om end jeg spiste mindre end det egentlig var meningen, but who cares, ingen ved mit bord i hvert fald.
Jeg satte mig ind i pigernes opholdsrum fordi jeg endnu ikke måtte komme ned i stuen. Det var ulideligt varmt, men der var ikke rigtigt andre steder jeg kunne være, men jeg kunne ikke holde det ud, det var så forfærdelig varmt at jeg havde lyst til at krølle mig sammen til en kugle og bare begynde at tude igen.
Jeg prøvede at sætte mig udenfor med en bog, men der var også for varmt, og den uro jeg følte indeni blev bare værre og værre. Jeg prøvede at skrive lidt i stedet, men mine tanker var smeltet og jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst.
Jeg gik op til mig selv og begyndte at tude over alle de små ubetydelige detaljer der var sket i løbet af dagen. Jeg vidste, at de var ubetydelige, og alligevel græd jeg. Og så skar jeg, og jeg ramte en blodåre, så blodet bare strømmede ud af mig. Det var lidt med vilje, men jeg blev alligevel lidt forskrækket, så jeg klemte sammen om såret med fingrene og skyndte mig ned til hende jeg så gerne ville snakke med, og efterlod et spor af blod i mit kølvand.
Da hun skulle se såret flød blodet ud og dannede en mindre sø ved mine fødder, og der sprøjtede stænk op på mine lyse hjemmesko, så de ser farlige ud.
Min arm blev pakket ind i et tykt lag viskestykker, men jeg blødte igennem på ingen tid, og de måtte smides i skraldespanden, og armen blev så pakket ind i et endnu tykkere lag håndklæder, og så tog vi af sted på skadestuen.
På skadestuen gik der et godt stykke tid før de opdagede hvor slemt det egentlig var og fik tilkaldt en læge. Sygeplejerskerne var rigtig søde ved mig, men lægen var et fjols der intet vidste om selvskade og ikke gad bedøve mig da han syede. At se mig blive syet uden bedøvelse var hård kost for pædagogen. At det gjorde ondt på hende at se var den største trøst jeg kunne få, for så må jeg jo betyde noget for hende, bare lidt. Det gjorde da ondt, men ikke mere end jeg kunne holde til.
Egentlig gik det ikke helt op for mig at han behandlede mig dårligt, eller jo, det gjorde det, men det gjorde mig ikke noget, det var jo nærmest legalt, jeg var jo selv skyld i at jeg var der, så da sygeplejerskerne og pædagogen brokkede sig, så forsvarede jeg ham, for så slemt havde det vel heller ikke været.
Abonner på:
Opslag (Atom)