Om TV hygge

Der er en pige på mit bosted, som er noget af det mest stille og forsagte jeg nogensinde har mødt. Der gik måneder før jeg hørte hende sige en hel sætning. Hun gjorde mig nysgerrig, og jeg besluttede mig for, at jeg ville gøre hende tryg ved mig.

Først fik vi et lille vinkeritual, så så vi en film (overvåget af en pædagog), og i fredags førte vi vores første egentlige samtale.

I går kom hun så hjem fra en forlænget weekend hos sine forældre. Jeg havde foræret hende en bog, jeg tænkte at jeg havde fået den gratis, så kunne jeg også give den videre gratis, og den ville hun have mig til at skrive en lille hilsen i.

Hun kom ned til mig i min lejlighed med den, og mens jeg skrev, ville jeg have hende til at slappe af, men hun sad som på nåle.

Jeg vil have at hun er tryg ved mig, så jeg lokkede hende til at se en film, som jeg var sikker på, at hun ville kunne lide (Dunderklumpen). Hun var virkelig nervøs, sad og kradsede sig i håndfladerne, et tegn som jeg kender fra mig selv, så jeg var bange for, at jeg var i gang med at presse hende alt for hårdt. Jeg sagde, at hun til hver en tid kunne sige stop, at det var helt i orden, men jeg var ikke sikker på, at hun ville gøre det. Jeg tog hendes hænder og sagde, at jeg lovede hende, at det ikke var nogen uhyggelig film, at hun kunne stole på mig.

Det var egentlig meget hyggeligt, i hvert fald for mig. Hvad hun syntes, det har jeg egentlig lidt svært ved at regne ud, men jeg håber at hun også kunne lide det.

Når jeg læser hvad jeg har skrevet, så synes det mig, at det virker nærmest seksuelt, og jeg føler mig som en børnelokker. Det var altså ikke helt meningen.