Der er en pige på mit bosted der er rigtig svær at få i tale. Hun er så genert, at man nærmest skal tvinge ordene ud af hende. Når man kommer hen i nærheden af hende, ser hun straks ned i gulvet, og jeg bliver frygtelig nervøs for at overtræde hendes privatsfære.
Hun bor her endnu ikke helt. Hun er her om dagen, og så bliver hun hentet af sin far om eftermiddagen.
I løbet af de sidste par uger har vi fået et lille ritual, hvor vi, når hun går forbi vinduet i TV stuen på vej hen til parkeringspladsen, så vinker vi ivrigt til hinanden.
Ritualet startede en dag, hvor jeg blev grebet i at stå og glo på dem. Egentlig hvor det ikke dem jeg gloede på, jeg stod bare i mine egne tanker og stirrede ud i luften. Det er svært at komme ud af sådan en situation med værdigheden i behold. Enten dukker man sig i skam og sidder under vinduet med røde kinder og håber på at de snart er væk, så man kan rejse sig igen. Eller også vinker man kækt.
Jeg valgte altså den sidste udvej, og nu har vi altså gjort det hver dag lige siden, eller rettere næsten hver dag, for for et par dage siden holdt faderen parkeret et andet sted, så de kom slet ikke forbi vinduet. Det var en meget mærkelig fornemmelse at sidde der, og de så ikke kom, for selvom vi ikke officielt er venner endnu, så var der nok en hvis grad af savn inde over.
I går havde jeg så på mit initiativ en samtale med den pædagog der kender hende bedst. Jeg ville gerne vide hvordan man bedst greb det an. Jeg vil jo gerne være hendes ven uden at skræmme hende.
Efter frokost hjalp pædagogen os med at falde i snak, og det var da en begyndelse, men det var ikke just de dybe samtaleemner der kom på banen. Jeg havde både været ude og løbe OG spillet badminton, så jeg havde egentlig slet ikke energien til at være social, men det var der lejligheden bød sig, så jeg måtte jo gøre forsøget.
Da hun skulle hjem, sad jeg som sædvanligt i sofaen og så mine serier. Faderen holdt igen parkeret et andet sted, men Rebekka løb lige hen til vinduet og vinkede til mig. Det varmede mit lille aspergerhjerte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar