Husmor i høje hæle

Se her kommer mutter med kost og spand,
med skrubbe og klude og sæbevand

Hele ferien har jeg tænkt på, at min lejlighed da vist godt nok trængte til en ordentlig omgang med støvsuger og gulvmoppe, men før jeg kunne komme til, skulle der først lige ryddes op og tørres støv af. Når jeg først kommer i gang, kan jeg egentlig godt lide at gå og gøre min lille hybel fin og ren, men optakten, hvor man skal overbevise sig selv om, at det er på tide at komme i gang er rædselsfuld. Når jeg står og ser på et virvar af løse ark, nullermænd og grus som har siddet under skoene, så ønsker jeg mig et andet sted hen og jeg har bare overhovedet og helt og aldeles ikke lyst til at rydde op eller noget som helst i den retning, men det skal jo gøres fra tid til anden.

Jeg fik taget mig sammen, men samtidig forholder det sig sådan, at i dag er det nytårsaften, og så skal man være pænt klædt på, og jeg skal have min super fine, men også ret små Sophie Scnoor sko på, og de er så bitte små, at jeg er nødt til at vænne mine fødder til at have dem på, ellers bliver det et mareridt uden lige. Jeg burde være startet for flere dage siden, men der skænkede jeg det ikke den mindste tanke. Så i går fandt jeg æsken frem og tog skoene på.

Næh, hvor var de fine, men jeg kunne jo ikke sidde hele dagen på en stol og beundre mine fødder, så jeg gik i gang med oprydning og rengøring mens jeg trippede rundt på tåspidserne for ikke at lave for meget larm. Det var en lidt mærkelig fornemmelse at gå rundt i joggingtøj og pæne og gøre rent, men hvis det er det der skal til for at jeg kommer igennem nytårsaften, så gør jeg det med glæde.

Min lejlighed blev i hvert fald fin og ren, og jeg er klar til at byde det nye år velkommen. Tidligere har jeg gruet lidt for nytårsaften, for det er den dag på året hvor man i højere grad bliver konfronteret med sin egen utilstrækkelighed. Det er en aften hvor man ser tilbage på det år der er gået, og ser hvordan man er fanget i den samme trædemølle og ikke kommer ud af stedet, men i år er jeg kommet ud af stedet, jeg her rykket mig langt væk fra den som jeg engang var. I dag er jeg en glad ung kvinde, der arbejder intensivt på at få styr på sit liv. Jeg er startet op på universitetet igen, jeg dyrker sport, jeg gør noget ud af mit udseende og mit generelle velbefindende, jeg har gode venner og en familie jeg holder af, og jeg tør gå et nyt år i møde, jeg er ikke bange, næsten ikke i hvert fald.

Om en ordbog

Er man en nørd, hvis man glæder sig som et lille barn til juleaften på at ens nye ORDBOG kommer med posten. Det er man nok lidt... meget, men det er også bare fordi den kommer med posten, alle glæder sig til at få pakker, gør de ikke? Men jo, jeg er en nørd.

Pakken kom i går, og det var en fryd at bladrer gennem bogens sider, finde ord, finde lyd, finde meninger, sætte mig ned, sætte post its i, sætte tid af. Jeg brugte flere timer på at finde sjove ord og lære dem.

Aram [borg] lærte jeg ved at huske børnesangen "Aramsasa, aramsasa, gulli gulli gulli gulli gulli ramsasa".

Dam [blod], adam [menneske], adamah (femininum endelse 1) [agerjord].

På hebraisk kan man tage et verbum, som for eksempel 'achal [spise] og sætte et ma- foran, hvilket gør ordet til et spørgsmål, der så leder videre til et nomen, ma'achal [hvad det er som at man spiser, mad]. I dette tilfælde kan man så sætte en femininum endelse 2 på, ma'achælæt [kniv]

Bosh [at skamme sig], mabushim (maskulinum plural endelse) [hvad det er som at man skammer sig over, mandlige kønsorganer].

Typisk mig, har jeg valgt at lære en masse ord, som jeg ikke kan bruge til forfærdelig meget ud fra de tekster vi skal læse, men hvad gør det, for som sagt, så er jeg lidt af en nørd, og bare det at lære disse ord synes jeg er super fedt :)

Om at modtage en gave II

Jeg har skrevet om det før, men nu har det endnu engang været jul, så nu gør jeg det igen, om problemerne med at modtage en gave og finde en grimasse der kan passe.

Jeg havde ikke ønsket mig noget særligt, bare penge, noget tøj og nogle bøger. Min familie har for længst lært ikke at improvisere for meget med mine gaver, for jeg bliver ikke glad, for det er jo mig selv der bedst ved hvad jeg har brug for, og så er jeg jo ikke dummere end at det er det jeg ønsker mig. Men dette er en sandhed med modifikationer. Af min søster ønskede jeg mig bluser til skolebrug, lange nok til at gå ned til hoften, men ellers ikke specificeret yderligere, for jeg stoler på min søsters gode smag, og med god ret, for det var to virkelig fine bluser jeg fik af hende. Vi fik alle to gaver af hende, en rigtig og en ekstra. Bluserne var min rigtige, og så fik jeg også en ekstra, to bøger, "The god of small things" af Arundhati Roy og "Monkey hunting" af Christina García.

Nu kommer jeg til at lyde urimelig og utaknemmelig, men jeg blev ikke med det samme glad for disse bøger. Det var ikke, at jeg var ked af gaven, jeg kunne bare ikke rigtigt forholde mig til den, så jeg sagde tak, gav min søster et knus, og så beskæftigede jeg mig ellers ikke rigtigt med dem igen før i går, da jeg blev færdig med at læse "The Hobbit" og skulle finde på noget nyt at læse. Jeg vidste at "the god of small things" stod på min liste over bøger jeg SKAL/VIL læse, så den tog jeg uden at tænke nærmere over, men jeg blev straks grebet af den og fik læst hen ved 90 sider i løbet af eftermiddagen.

Min lillesøster havde fået et godt tilbud på bøger i studenterboghandlen, så der blev givet mange bøger i julegave, mandelgave og pakkespil. Hvilke tanker der lå bag hvem der fik hvad, det ved jeg ikke, men dette var i hvert fald et godt valg til mig, og jeg kan mærke hvordan mit hjerte begynder at varme op til gaven.

Disse tanker er ikke nye, de kommer op hver jul, for folk giver mig jo en gave, ikke kun fordi julen dikterer, at det skal man, men også fordi de lægger følelser i og vil gøre noget godt for mig. Når jeg er så utaknemmelig, at jeg ikke bliver glad, så føler jeg rent ud sagt at jeg træder på dem, skider på deres følelser og er en dårlig søster, datter og barnebarn. Min familie kender mig, de ved efterhånden, at jeg er sådan, de ved, at jeg ikke mener noget ondt med det, at jeg en af dagene vil holde lige så meget af gaven som den fortjener. Men nogle gange vil jeg komme til at modtage gaver fra folk der ikke kender mig så godt, så jeg er lidt tvunget til at lære en grimasse der kan passe for ikke at fornærme nogen.

Et eller andet sted synes jeg måske også, at det er urimeligt, at man absolut skal blive glad for en gave det øjeblik man får den. Det er jo en ny ting, det er noget man skal have gjort plads til i sit liv, nogle gange er det noget der vil ændre ved ens liv, mange gange er det noget man skal finde plads til på sine hylder. Tøj ser ikke altid godt ud når det ligger foldet sammen, først når man får det på og matchet med noget andet, kan det leve op til sit fulde potentiale. En bog er et meget personligt valg der siger noget om giveren og hvem giveren synes modtageren er, og det skal der analyseres på. Der ligger mange tanker, følelser og symboler i en gave, og en dag som juleaften får man mange gaver, så der er mange indtryk man skal tage ind og forholde sig til. Derfor er det også en dag hvor det kan være ekstra svært at reagere som man forventes at gøre.

Juleaften er mine smil ikke falske, for jeg er blandt mennesker jeg elsker, men mine smil stivner, for musklerne i mine kæber og kinder er ikke veludviklede nok, og de kan ikke klare at smile så bredt og så længe. Jeg mærker hvordan mine ansigtsmuskler trættes, og jeg tænker, at alle da bestemt må kunne se det, og at det nemt må kunne misforstås.

Hjemme igen og træt

Hvor dejlig julen end er, så er det nu rart at være hjemme i sin egen lejlighed igen, også selvom der nu står bagage over det hele og ler hånligt af mig, fordi jeg ikke har overskud til at pakke det ud. Uret på væggen hvisker mig i øret og siger, at jeg er sent på den, for jeg vågnede først kl 7, og det er fint nok, når jeg er hjemme ved min far og skal tage hensyn til andre mennesker, men når jeg er her, vil jeg gerne op og i gang med dagen. Jeg er kommet hjem fra ferie, og så vil jeg gerne have at alt skal køre som det plejer, men sådan fungerer det bare ikke, for jeg er træt helt ind i sjælen.

Jeg holder meget af min familie, og jeg vil meget gerne være sammen med dem, men når jeg så har været det, så vil jeg også meget gerne hjem igen. Hjem for at sove den ud. Det er ikke kun aspergere der har det sådan, så vidt jeg har forstået bliver alle mennesker trætte i julen. Der sker så meget, der er så mange indtryk af lyd og lys og stemninger, at selv den mest hard core neurotypiske (en person der ikke er autist) for overstimuleret sine sanser. Hvordan man reagerer på det kan så variere.

I år reagerer jeg på en helt normal måde, jeg er bare træt og sover længe, og jeg sukker dybt over de arbejdsopgaver der ligger og venter på mig. Et eller andet sted ønsker jeg grædende at krybe ind til en pædagog, så hun kan stryge mig beroligende over ryggen, men jeg er ikke på et punkt, hvor tårerne ville komme, så jeg sidder og fortæller lystigt om alt hvad jeg har oplevet.

Der var julelysene der viste sig ikke at være selvslukkende, så vi nær havde futtet hele træet af (det var godt at jeg havde husket en spand med vand), der var desserten som jeg troede jeg ikke kunne spise, men som jeg godt kunne alligevel, der var gaven hvor jeg tre dage før jul fortalte min far præcis hvad han skulle købe, og gaven fra min lillesøster, som sad så godt på mig og passede så godt til mit hår, at jeg følte mig smuk, og pædagogerne ved godt hvor sjælden en følelse det er for mig.

Jeg havde en travl jul, hvor jeg fik set mange veninder. Der var hende fra København, som jeg elsker over alt på jorden, der var hende der til dagligt bor i Skotland, hende der er søster til en jeg delte en lejlighed med en gang for længe siden, og hende jeg lærte at kende, da jeg var i Paris i sommer. Det var et hårdt program, men jeg fortryder ikke et minut af det. Veninder er det der gør livet værd at leve, men de skal plejes, ellers glider man fra hinanden, og det gør ondt helt ind i hjertekulen.

Det eneste der ikke har været plads til i julen var Jesus. Jeg oprettede denne blog for at forene mig med min tro og med min Gud, men den er kommet til at handle om alt andet. Jeg har en julekrybbe stående, og jeg ser tit op på den, og så tænker jeg, at det kunne være rart at komme i kirke, men så tænker jeg på at skulle ud af døren 'blot' for at sidde mast inde mellem en masse mennesker, og så kommer jeg fra ideen igen.

Vi tar lige opvasken

D. 26. december er vi altid til julefrokost hos vores elskede farmor. Hun er en frisk dame på 84, og hun står for det hele selv, vi skulle bare medbringe min søsters og mine Pepsi Max, blandt andet fordi de er så tunge at slæbe på. Men selvom hun er fuldt ud i stand til at klare alting selv, så ville min søster og jeg da lige være de gode børnebørn og tage opvasken.

Der var engang i min gymnasietid, hvor min farmor bad mig om at hjælpe til, men jeg var en forkælet unge, og jeg blev rasende og mente, at det bare var fordi jeg var en pige, og at min mor og farmor ville tvinge mig ind i en diskriminerende stereotyp af hvad en kvinde burde være. Hvad jeg ikke kunne se dengang var, at det slet ikke handlede om, at jeg er en pige, jeg har ingen brødre, så jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg er ret sikker på, at det handlede om, at jeg ikke længere var et barn og derfor godt kunne begynde at tage min del af ansvaret. Jeg skammer mig over min vrede, men jeg var teenager, så raseriudbrud er hvad der kan ske.

Min lillesøster er lidt af en frossenpind og en hyggetrold og havde svøbt en strikket plaid om livet og lignede en parafrase på en afrikansk pagne. Det var hende der måtte stå med hænderne i vand, for mine ærmer var for snævre til at smøge op, så jeg tørrede af. 'Ulempen' ved at være aftørreren er, at det er opvaskeren der sætter tempoet, og selvom jeg forsøger at følge trop, sa falder jeg altid bagud. Det er ikke fordi det har nogen som helst betydning at jeg lige er et par skåle bagud, men konkurrence mennesket kommer op i mig og jeg sætter farten op.

Laura Ingalls Wilder, hende med Laura-bøgerne, skriver i "Drengen og gården" om da hendes mand, Almanso, var dreng. han var den der skulle sæbe ulden op på loftet når fårene var blevet klippet. Han lavede et væddemål med fåreklipperne om, at han kunne blive færdig før dem, hvilket de bare grinede af. I frokostpausen blev han ude længere end de andre for at indhente de andre. Efter pausen klippede de de sidste får og grinede af Almanso der gjorde sig færdig, men da han var det, ledte han dem op på loftet hvor han mellem ulden havde gemt et uklippet får, og på den måde vandt han væddemålet. (løst genfortalt efter hukommelsen).

Min søster og jeg havde ikke noget væddemål, vi vaskede bare op. Vi snakkede lidt, men mest var vi bare stille sammen. Ikke nogen akavet stilhed, vi var bare så sikre, at vi ikke havde brug for at forklare os, og det er en rar følelse.

Juleaften havde min søster været meget utilpas ved at min far og jeg skulle være så negative hele tiden. Jeg ser det ikke som bitterhed men bare som vores sans for humor, men jeg kan godt se, at det kan være irriterende eller ligefrem ubehageligt, hvis man ikke selv er sådan, så vi havde prøvet at holde os i skindet, hvilket gik rigtig godt indtil kaffen (efter opvasken). I bilen hjem gjorde jeg hende opmærksom på vores anstrengelser. Det var mest for at gøre hende glad, at jeg sagde det, men også for at gøre opmærksom på mig selv, men tæller noget virkelig helt som en god gerning, når man gør andre mennesker opmærksom på den. Får man sin gave i Himlen, når man allerede har fået den på jorden?

Om seje fitnesspiger

I går var jeg henne og træne intervaller i det lokale fitnesscenter. Jeg har det godt med at træne intervaller, for jeg føler mig glad og stolt over, at jeg kan løbe hurtigt (3x500m 11.5km/t). Jeg elsker at mærke sveden springe frem, hjertet der hamrer af sted og truer med at springe ud af brystet på mig, åndedrættet der er tungt og gør en lille smule ondt, og nedtællingen til at man kan få lov til at trykke 'stop'. Jeg elsker at føle mig sig, vise verden, at jeg ikke er en komplet idiot. Det er kun nogle uger siden, at jeg igen startede med intervaller, efter jeg havde været ude med min skade, og allerede går det meget nemmere.

Da jeg begyndte på mit tredje og sidste interval, var der en ung pige der stillede sig op på løbebåndet ved siden af mit. Hun startede ud med at løbe 12km/t... og satte så farten op. Pludselig var jeg ikke længere nær så sej. Faktisk skammede jeg mig lidt over at have følt mig sej i første omgang. Jeg følte mig dum, og jeg følte, at jeg havde blameret mig, hvilket jeg selvfølgelig ikke havde. 11.5km/t (5'13'') er en fin fart, og jeg vil altid kunne finde folk der er hurtigere end mig. Jeg må bare lære at sætte forventningerne til mig selv ned, men jeg ærgrer mig ikke desto mindre.

Senere på dagen var jeg ovre ved en veninde, og vi snakkede om fitnesscentre, og om hvordan der nogle gange fyldt med smukke (og dygtige) unge mennesker. Nogle steder er der så slemt, at der slet ikke er til at være. Ens selvtillid skrumper ind til den kan være i en lomme, og tit får det én til at stoppe tidligere end man egentlig ville have gjort, jeg havde faktisk haft planer om at tage et fjerde interval, men droppede det. Egentlig burde jeg ikke have det så slemt med det, for jeg er hverken grim, dårlig eller gammel, men når den omtalte type er der, så føler jeg mig sådan.

En enkelt gang følte jeg mig dog en sådan pige overlegen. Hun om ind i fuld make-up, stropløs bluse og ingen bh. Heldigvis brugte hun trappemaskinen og ikke løbebåndet for jeg var ikke særlig ivrig efter at se hendes bare bryster hoppe ud af blusen. I dette tilfælde fandt jeg hende mere latterlig end intimiderende, så min selvtillid blev hvor den var, og jeg kunne træne færdig med god samvittighed. Når jeg skriver sådan her får jeg helt ondt af hende, hun er da sikkert ikke noget dårligt menneske, og hun havde jo nok en grund til at så ud som hun gjorde. Var hun ude på at score en af de store gutter der pumper jern? Eller havde hun glemt træningstøj? Det kan jeg jo i grunden slet ikke udtale mig om, hvilket ikke forhindrer mig i at gøre det alligevel.

Om juleaften

Hold da op, jeg er ikke stået så sent op i årevis. Kl er 8 og jeg føler mig helt malplaceret i en verden jeg ikke forstår mig på, med juletræ og gavepapir, bånd og brændte mandler. Jeg hader bestemt ikke julen, og jeg er både glad for de gaver jeg gav og fik, men jeg kan mærke, at jeg ikke nyder julen helt så meget som jeg burde. Jeg holder meget af min familie, og jeg ville gerne nyde det for deres skyld, men aftenen trak længere og længere ud, og jeg begyndte at blive småirritabel af træthed, og jeg blev længe oppe, og jeg gjorde det gerne, for min families skyld, men også for min egen, for et eller andet sted, så ville jeg jo gerne.

Juleaftensdag er så forbandet lang, og jeg følte mig konstant konfronteret med min egen uformåen, fordi jeg blandt andet ikke kunne komme i den rigtige stemning. Jeg sad som på nåle, og jeg spejdede efter praktiske arbejdsopgaver jeg kunne lave. Jeg kunne ikke tage ned og træne, for centret var lukket. Jeg prøvede at løbe en tur, men jeg genoptræner stadig efter min skade, så jeg kan/må kun løbe 1800 m, og det tager kun nogle minutter, og så måtte jeg ind igen gennem våde tunge snedriver. Jeg fik dog brudt lidt af dovenskaben, og jeg følte mig lidt mere frisk, og mere klar til at møde dagen med åben pande.

Det er min lillesøster og mig der pyntede træet. Juletræspyntning er i vores familie meget traditionelt, og ændrede sig ikke engang i forbindelse med vores forældres skilsmisse. Min søster og jeg sørger for at holde traditionerne i hævd. Nogle stykker julepynt har faste pladser, nogle har en historie, så absolut skal fortælles hvert år (og vi både fortæller og lytter gerne). Men i år var det lidt anderledes, for min lillesøster havde været i Tivoli og købe julepynt. Først var jeg sådan lidt hmm, hvad skal man med nyt julepynt, vi har jo rigeligt i det gamle, men det var faktisk rigtig pænt. Vi kommenterede alle hvor pænt selve træet er, og det er da på ingen måde grimt, men jeg kan altså ikke huske nok fra tidligere år til, at jeg synes, at jeg kan komme med nogensomhelst holdbar vurdering. Dette blev tolket som negativitet, men det var overhovedet ikke sådan, at jeg havde ment det.

Et sted hvor jeg dog VAR meget negativ var Disneys juleshow. Jeg er nok et af de eneste mennesker der ikke bryder mig om det program. Det meste er faktisk godt, men jeg kan ikke snuppe Jesper Fårekylling, jeg irriteres over hans åndssvage wannabe rim, og jeg hader hans forfærdelige stjerneskudssang som spilles, ikke én, men tre gange i løbet af showet (de kan jo virkelig ikke synge godt nok til at ramme så høje toner). Det var ikke min mening at ødelægge stemningen for min lillesøster, men jeg kunne simpelthen ikke holde min kæft, hvilket jeg faktisk skammer mig rigtig meget over. Jeg havde lyst til at bede om tilgivelse, men jeg turde ikke, for så ville hun lyve og sige at det var okay, og så ville min dårlige samvittighed mildnes, og jeg opførte mig forkert, og jeg fortjente dårlig samvittighed. Et andet senarie var, at vi så ville flytte fokus hen på mig, og jeg vil ikke have, at min søster synes jeg er en fuldkommen taber, eller jeg ville i hvert fald ikke have, at jeg troede, at hun syntes det. Så jeg tav... i hvert fald indtil den næste negative sætning strømmede ud af min mund, og så skammede jeg mig en gang til. Anders And i sneen elsker jeg dog, og jeg griner lige meget hvert år.

Jeg indrømmer, at jeg gik lidt til og fra juleshowet, for jeg skulle også lige nå at klæde om. Min kjole var pæn, men hår og make-up forstår jeg mig ikke på, så det blev bare sat/lagt som jeg gør når jeg skal i skole, hvilket gjorde mig enormt selvbevidst, på den ufede måde, og jeg skammede mig. Hvorfor skulle jeg overhovedet gøre så ynkeligt et forsøg på at gøre mig pæn, det sker jo alligevel aldrig. Da jeg kom ud fra badeværelset sagde min far et det ser godt ud til mig med make-up, min far der ellers ALDRIG kommenterer på mit udseende, dårlig nok når jeg i tidens løb har prøvet at tvinge ham til det. Jeg brugte så mange år på at længes efter, at han sagde noget, men han gjorde det aldrig. Jeg troede, at det ville være en trylleformular der løste alle mine problemer med dårligt selvværd, men det gjorde det ikke. Mest var det fordi der ikke findes nogen trylleformular, men også fordi, mit selvværd har det langt bedre. Nu må i ikke misforstå mig, jeg blev bestemt meget glad, men der var bare ikke nogen engle der sang.

Men generelt kom jeg vist til at være meget negativ i løbet af aftenen, og det gik min søster søster på, men det er bare den måde jeg taler på, meget af det var egentlig ikke ment negativt, det var bare sproglige finter, men jeg kan godt forstå, at hun forstod det sådan. I aftenens anledning ville jeg gerne have ændret mig for hende, som en ekstra lille julegave, men jeg fandt mig selv ude af stand til det.

Støjende julehygge

I går var min familie og jeg til det årlige lillejuleaftens hygge hos nogle gode venner, med æbleskiver, ost og pakkeleg. Jeg er lidt en kylling når det kommer til den slags arrangementer, så jeg turde egentlig ikke at tage med, for jeg var sikker på, at jeg ville blive træt og ensom, for jeg er ikke vant til at være ude om aftenen fordi jeg altid går så tidligt i seng, og det var at træde ud af min sikkerhedszone.

Men jeg kom med, og jeg havde en hyggelig aften. Æbleskiver kunne jeg ikke spise nogle af, men der var ost i rigelige mængder med friskbagt HVIDT brød, hvilket var lidt af en luksus, jeg elsker hvidt brød, men skammer mig lidt over det, for det er jo ikke sundt. Jeg blev helt overvældet af alle de forskellige oste, og jeg skulle lige smage lidt af dem alle, og lidt efter lidt blev mængden af mad jeg fik spist større end jeg lige syntes jeg burde have spist. Jeg siger til mig selv, at det er i orden, det er jo kun jul én gang om året, lige som det også kun er nytår, fastelavn, påske og sommer én gang om året, og pludselig bliver året til ét stort ædegilde. Men det går nok, jeg er slank og veltrænet og burde kunne klare det ekstra kalorieindtag, i hvert fald fysisk, hvad min spiseforstyrrede hjerne siger, det er straks et helt andet spørgsmål. Jeg går ikke i panik, jeg vil ikke ødelægge julen med panik, jeg vil nyde den og være sammen med familie og venner, jeg vil opleve verden på en tilnærmelsesvist normal måde, jeg vil...

På trods af frygten for det ukendte. Nej ukendte er forkert et ord, for vi har vejret lillejuleaften der hvert år de sidste 25 år eller mere, det er bare mig der ikke har været med de sidste 5 år fordi jeg har været syg, så det er ikke ukendt, det er bare uvant. Så på trods af frygten for det uvante, tog jeg med, og jeg sad i min fine kjole og smilede og nikkede. Jeg hyggede mig, det gjorde jeg virkelig, men jeg følte mig også lost. Jeg er ikke vant til at begå mig i større selskaber, og jeg er slet ikke vant til den larm det giver. Jo mere folk hygger sig, jo højere taler de. Larmen gjorde mig endnu mere træt, og den gjorde mig svimmel. Flere gange sad jeg på min stol og var bange for at drætte ned, for når det larmer hele vejen rundt mister jeg lidt orienteringssansen og jeg kan ikke finde ud af op og ned, og højre og venstre. Det er helt enormt ubehageligt, og til sidst valgte jeg, at sætte mig hen i en sofa i et tilstødende lokale.

De andre spillede pakkeleg, men jeg var for træt, og jeg orkede ikke ophidselsen. De andre morede sig kosteligt, og jeg var ikke fri for at blive en lille smule misundelig, men jeg var også for træt til, at blive sådan rigtigt misundelig. Jeg kunne sidde og se på dem gennem døråbningen, og de var helt opslugte af deres egen lille verden, som jeg ikke var en del af. Ja, jeg følte mig udenfor, og jeg havde en lille smule ondt af mig selv, men jeg havde jo selv valgt det, men jeg var nødt til det, og jeg havde ondt af mig selv, fordi jeg var nødt til at vælge at melde mig ud af fællesskabet, men mest havde jeg ondt af mig selv fordi jeg ikke havde nogen bog med. Den larm pakkeleg generere overstiger al sund fornuft, og jeg var egentligt også lidt glad for at sidde derinde for mig selv ved siden af juletræet, og for første gang i år, følte jeg, at nu er det jul.

Efter pakkeleg kom min veninde/bonussøster ind og talte med mig. Hun er ikke min bonussøster fordi min far har fundet sig en ny kone, men fordi vores forældre altid i vores levetid har været venner, så vi er praktisk talt vokset op sammen. Det var hyggeligt at få snakket sammen med hende i enerum. Vi havde siddet ved siden af hinanden under maden, men der foregik der så meget, og der er bare visse ting man ikke snakker om under bordet, sygdom værende en af dem, og selvom det går mig så godt for tiden, så handler mit liv stadig meget om forskellige dårligdomme.

Mørbanket

Min far min søster og jeg var i biografen i går for at se "Hobitten", og klokken blev næsten 9 før vi var færdige. Da vi kom hjem skulle der så lige ordnes vasketøj, natmad, aftenkaffe og res en seng i stuen til mig, så jeg kom først i seng hen ved halv 10-tiden. Det lyder måske ikke af så forfærdeligt meget, men det er det når man normalt er vant til at gå i seng ved 7-tiden. Resultatet er, at jeg først vågnede sent i dag, og kl 6 er sent, når man er vant til at stå op kl 3.

Jeg bleiver altid så forvirret af at vågne sent, det er som om jeg slet ikke kan komme ordentligt i gang med dagen, som om jeg er gået glip af en helt masse meget vigtigt. Jeg ved ikke hvad det vigtige skulle være, men det føles meget presserende. Jeg kan egentlig godt gå hen og blive lidt gnaven på mig selv.

I dag er jeg dog mest gnaven fordi jeg har så forfærdelig ondt i hele kroppen af at ligge på den dumme drømmeseng. Jeg har egentlig ikke noget imod, at det er mig der sover i stuen. Det giver mig ro lig at have mine lange (eller knap så lange) og stille morgener, men jeg er altså ikke gode venner med den foldesammenseng jeg skal sove på. Der er trælameller på tværs, og madrassen er ganske ganske tynd, så at jeg sover ganske forfærdeligt og er gul og blå over hele kroppen. Jeg har en ganske god fornemmelse af hvordan prinsessen på ærten må have haft det. Jeg selv har ikke blåt blod i årerne, og ville derfor have stillet mig ganske godt tilfreds med 20 madrasser og tyve ederdunsdyner, om end jeg nok ville være bange for at falde ned. Og sådan kender man ikke en ægte prinsesse.

Jeg burde løbe mig en tur eller dyrke noget yoga for at løse op i ledende, men det stormer udenfor, og jeg har alt for travlt til at dyrke yoga, så jeg bliver siddende under tæppet, sløv i øjnene og sløv i kroppen. Jeg skammer mig over min dovenskab. Ifølge visse moderne psykologer findes dovenskab slet ikke, for der er altid en underliggende årsag, men det ændre ikke ved, at det er forkert at være 'doven', også selvom det er jul. Man burde have lov til at være doven i julen, men jeg for fniller af at sidde dagen lang på min flade og lave ikke-nok.

Av, jeg har faktisk vildt ondt i kroppen, så i dag slutter jeg mit blogindlæg tidligt og vil se om jeg ikke kan få lavet bare nogle enkelte øvelser, så det hele er lidt mere til at holde ud.

Når bulimiske piger mødes

I går besøgte jeg min syge veninde i København. Men hvad gør syge piger når de mødes? De går på Jensens Bøfhus og spiser amok.

Jensens Bøfhus er et mærkeligt sted. Ejeren er en af landets største kunstsamlere, og i hans restauranter hænger der eksklusiv kunst for millioner. Jeg er ikke i tvivl om at restauranterne indriver millioner, men maden er ensformig og standardiseret. Eksklusiv kunst og standardiseret mad. Det er som at hænge en Picasso på McDonalds, mens langt finere steder har en plakat af et standart kunstværk. På den anden sider er det at bringe kunsten til folket. Folk der ellers ikke ville komme på et stort og fint museum, hvilket er gloværdigt, det er bare lidt svært at kapere for min kasseorienterede aspergerhjerne. Det er også et smart trick, for folk, som mig, der egentlig ikke er interesserede i maden sådan et sted vil komme for at nyde kunsten. Jeg tænker på et nye mottoer Bøf og billeder, Kunst og kartofler og Soft ice, salat og smørerier.

Jeg er ikke rask, sandsynligheden er, at jeg nok aldrig bliver det, men det sidste halve år har min spiseforstyrrelse været meget under kontrol, så efter fire portioner salat (uden dressing) fik jeg ondt i maven og måtte stoppe, men mavepiner er hele grunden til at gå på Jensens Bøfhus, for så god er deres mad altså heller ikke, at jeg kommer for at nyde et godt måltid.

Min veninde har det derimod rigtig skidt, og hun var flere gange ude for at kaste op. Hun fortæller at mange af hendes veninder finder det ubehageligt, at hun gør den slags, og at de ikke vil have det. Selvfølgelig er jeg ked af, at hun har det så skidt, at hun har brug for den slags, men det er vigtigt for mig, at hun er tryg ved mig og tør være sig selv, og man kan ikke være sig selv, når man tvinges til ikke at kaste op, for opkastningerne er et forsøg på at tøjle uroen, og at forhindre hende i at gøre det ville være tortur, og jeg ønsker ikke at påføre min veninde unødig smerte, hun har i forvejen rigeligt af det.

Nogle finder det måske ubehageligt at sidde mens hun er væk, de kan måske ikke lade være med at tænke på hvad det er hun laver, men det hjælper ikke noget. Man skal hverken fokusere fuldstændigt på opkastningerne eller fortie dem, de er et nødvendigt onde. Den måde vi snakker om dem på er med vores sædvanlige tragikomiske humor.

Jeg tror ikke, at vi er sjove at sidde i nærheden af, og heldigvis var vi tidlige og næsten alene, for vi snakkede om bræk, blod, knive, smerte, hospitaler, patienter og toiletter (ingen kender som min veninde de bedste offentlige toiletter i København). Vi grinede og var alvorlige på samme tid, hvis vi ikke grinede, ville vi græde, og det kan ødelægge enhver venindefrokost. Latter gør det hele mere håndterligt, mere forståeligt og mindre uhyggeligt. Dette er vores hverdag, og måske skal man enten være syg selv eller enormt forstående for af kunne grine med, men jeg ville ønske, at vi også kunne grine sammen med vores familier, for man har brug for veninder, men man er afhængig af sin familie, men når man snakker med dem, bliver de kede af det, og så bliver vi kede af det, og så er det, at man er skyld i at julen bliver ødelagt, og skyldfølelsen er en af de store syndere der kan få én til at overspise og kaste op.

Jeg kan være den bedste veninde for min veninde, og jeg forsøger at være det. Vi gik en tur gennem Fælledparken (koldt og blæsende) og jeg havde lyst til at slå armene om hende og sige, at alt nok skal blive godt, men det ved jeg reelt ikke noget om, jeg ser hende jo kun nogle gange om året. Jeg kan være den bedste veninde det skal være, men jeg kan aldrig blive hendes familie.