Om at modtage en gave II

Jeg har skrevet om det før, men nu har det endnu engang været jul, så nu gør jeg det igen, om problemerne med at modtage en gave og finde en grimasse der kan passe.

Jeg havde ikke ønsket mig noget særligt, bare penge, noget tøj og nogle bøger. Min familie har for længst lært ikke at improvisere for meget med mine gaver, for jeg bliver ikke glad, for det er jo mig selv der bedst ved hvad jeg har brug for, og så er jeg jo ikke dummere end at det er det jeg ønsker mig. Men dette er en sandhed med modifikationer. Af min søster ønskede jeg mig bluser til skolebrug, lange nok til at gå ned til hoften, men ellers ikke specificeret yderligere, for jeg stoler på min søsters gode smag, og med god ret, for det var to virkelig fine bluser jeg fik af hende. Vi fik alle to gaver af hende, en rigtig og en ekstra. Bluserne var min rigtige, og så fik jeg også en ekstra, to bøger, "The god of small things" af Arundhati Roy og "Monkey hunting" af Christina García.

Nu kommer jeg til at lyde urimelig og utaknemmelig, men jeg blev ikke med det samme glad for disse bøger. Det var ikke, at jeg var ked af gaven, jeg kunne bare ikke rigtigt forholde mig til den, så jeg sagde tak, gav min søster et knus, og så beskæftigede jeg mig ellers ikke rigtigt med dem igen før i går, da jeg blev færdig med at læse "The Hobbit" og skulle finde på noget nyt at læse. Jeg vidste at "the god of small things" stod på min liste over bøger jeg SKAL/VIL læse, så den tog jeg uden at tænke nærmere over, men jeg blev straks grebet af den og fik læst hen ved 90 sider i løbet af eftermiddagen.

Min lillesøster havde fået et godt tilbud på bøger i studenterboghandlen, så der blev givet mange bøger i julegave, mandelgave og pakkespil. Hvilke tanker der lå bag hvem der fik hvad, det ved jeg ikke, men dette var i hvert fald et godt valg til mig, og jeg kan mærke hvordan mit hjerte begynder at varme op til gaven.

Disse tanker er ikke nye, de kommer op hver jul, for folk giver mig jo en gave, ikke kun fordi julen dikterer, at det skal man, men også fordi de lægger følelser i og vil gøre noget godt for mig. Når jeg er så utaknemmelig, at jeg ikke bliver glad, så føler jeg rent ud sagt at jeg træder på dem, skider på deres følelser og er en dårlig søster, datter og barnebarn. Min familie kender mig, de ved efterhånden, at jeg er sådan, de ved, at jeg ikke mener noget ondt med det, at jeg en af dagene vil holde lige så meget af gaven som den fortjener. Men nogle gange vil jeg komme til at modtage gaver fra folk der ikke kender mig så godt, så jeg er lidt tvunget til at lære en grimasse der kan passe for ikke at fornærme nogen.

Et eller andet sted synes jeg måske også, at det er urimeligt, at man absolut skal blive glad for en gave det øjeblik man får den. Det er jo en ny ting, det er noget man skal have gjort plads til i sit liv, nogle gange er det noget der vil ændre ved ens liv, mange gange er det noget man skal finde plads til på sine hylder. Tøj ser ikke altid godt ud når det ligger foldet sammen, først når man får det på og matchet med noget andet, kan det leve op til sit fulde potentiale. En bog er et meget personligt valg der siger noget om giveren og hvem giveren synes modtageren er, og det skal der analyseres på. Der ligger mange tanker, følelser og symboler i en gave, og en dag som juleaften får man mange gaver, så der er mange indtryk man skal tage ind og forholde sig til. Derfor er det også en dag hvor det kan være ekstra svært at reagere som man forventes at gøre.

Juleaften er mine smil ikke falske, for jeg er blandt mennesker jeg elsker, men mine smil stivner, for musklerne i mine kæber og kinder er ikke veludviklede nok, og de kan ikke klare at smile så bredt og så længe. Jeg mærker hvordan mine ansigtsmuskler trættes, og jeg tænker, at alle da bestemt må kunne se det, og at det nemt må kunne misforstås.