Hvor dejlig julen end er, så er det nu rart at være hjemme i sin egen lejlighed igen, også selvom der nu står bagage over det hele og ler hånligt af mig, fordi jeg ikke har overskud til at pakke det ud. Uret på væggen hvisker mig i øret og siger, at jeg er sent på den, for jeg vågnede først kl 7, og det er fint nok, når jeg er hjemme ved min far og skal tage hensyn til andre mennesker, men når jeg er her, vil jeg gerne op og i gang med dagen. Jeg er kommet hjem fra ferie, og så vil jeg gerne have at alt skal køre som det plejer, men sådan fungerer det bare ikke, for jeg er træt helt ind i sjælen.
Jeg holder meget af min familie, og jeg vil meget gerne være sammen med dem, men når jeg så har været det, så vil jeg også meget gerne hjem igen. Hjem for at sove den ud. Det er ikke kun aspergere der har det sådan, så vidt jeg har forstået bliver alle mennesker trætte i julen. Der sker så meget, der er så mange indtryk af lyd og lys og stemninger, at selv den mest hard core neurotypiske (en person der ikke er autist) for overstimuleret sine sanser. Hvordan man reagerer på det kan så variere.
I år reagerer jeg på en helt normal måde, jeg er bare træt og sover længe, og jeg sukker dybt over de arbejdsopgaver der ligger og venter på mig. Et eller andet sted ønsker jeg grædende at krybe ind til en pædagog, så hun kan stryge mig beroligende over ryggen, men jeg er ikke på et punkt, hvor tårerne ville komme, så jeg sidder og fortæller lystigt om alt hvad jeg har oplevet.
Der var julelysene der viste sig ikke at være selvslukkende, så vi nær havde futtet hele træet af (det var godt at jeg havde husket en spand med vand), der var desserten som jeg troede jeg ikke kunne spise, men som jeg godt kunne alligevel, der var gaven hvor jeg tre dage før jul fortalte min far præcis hvad han skulle købe, og gaven fra min lillesøster, som sad så godt på mig og passede så godt til mit hår, at jeg følte mig smuk, og pædagogerne ved godt hvor sjælden en følelse det er for mig.
Jeg havde en travl jul, hvor jeg fik set mange veninder. Der var hende fra København, som jeg elsker over alt på jorden, der var hende der til dagligt bor i Skotland, hende der er søster til en jeg delte en lejlighed med en gang for længe siden, og hende jeg lærte at kende, da jeg var i Paris i sommer. Det var et hårdt program, men jeg fortryder ikke et minut af det. Veninder er det der gør livet værd at leve, men de skal plejes, ellers glider man fra hinanden, og det gør ondt helt ind i hjertekulen.
Det eneste der ikke har været plads til i julen var Jesus. Jeg oprettede denne blog for at forene mig med min tro og med min Gud, men den er kommet til at handle om alt andet. Jeg har en julekrybbe stående, og jeg ser tit op på den, og så tænker jeg, at det kunne være rart at komme i kirke, men så tænker jeg på at skulle ud af døren 'blot' for at sidde mast inde mellem en masse mennesker, og så kommer jeg fra ideen igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar