Om seje fitnesspiger

I går var jeg henne og træne intervaller i det lokale fitnesscenter. Jeg har det godt med at træne intervaller, for jeg føler mig glad og stolt over, at jeg kan løbe hurtigt (3x500m 11.5km/t). Jeg elsker at mærke sveden springe frem, hjertet der hamrer af sted og truer med at springe ud af brystet på mig, åndedrættet der er tungt og gør en lille smule ondt, og nedtællingen til at man kan få lov til at trykke 'stop'. Jeg elsker at føle mig sig, vise verden, at jeg ikke er en komplet idiot. Det er kun nogle uger siden, at jeg igen startede med intervaller, efter jeg havde været ude med min skade, og allerede går det meget nemmere.

Da jeg begyndte på mit tredje og sidste interval, var der en ung pige der stillede sig op på løbebåndet ved siden af mit. Hun startede ud med at løbe 12km/t... og satte så farten op. Pludselig var jeg ikke længere nær så sej. Faktisk skammede jeg mig lidt over at have følt mig sej i første omgang. Jeg følte mig dum, og jeg følte, at jeg havde blameret mig, hvilket jeg selvfølgelig ikke havde. 11.5km/t (5'13'') er en fin fart, og jeg vil altid kunne finde folk der er hurtigere end mig. Jeg må bare lære at sætte forventningerne til mig selv ned, men jeg ærgrer mig ikke desto mindre.

Senere på dagen var jeg ovre ved en veninde, og vi snakkede om fitnesscentre, og om hvordan der nogle gange fyldt med smukke (og dygtige) unge mennesker. Nogle steder er der så slemt, at der slet ikke er til at være. Ens selvtillid skrumper ind til den kan være i en lomme, og tit får det én til at stoppe tidligere end man egentlig ville have gjort, jeg havde faktisk haft planer om at tage et fjerde interval, men droppede det. Egentlig burde jeg ikke have det så slemt med det, for jeg er hverken grim, dårlig eller gammel, men når den omtalte type er der, så føler jeg mig sådan.

En enkelt gang følte jeg mig dog en sådan pige overlegen. Hun om ind i fuld make-up, stropløs bluse og ingen bh. Heldigvis brugte hun trappemaskinen og ikke løbebåndet for jeg var ikke særlig ivrig efter at se hendes bare bryster hoppe ud af blusen. I dette tilfælde fandt jeg hende mere latterlig end intimiderende, så min selvtillid blev hvor den var, og jeg kunne træne færdig med god samvittighed. Når jeg skriver sådan her får jeg helt ondt af hende, hun er da sikkert ikke noget dårligt menneske, og hun havde jo nok en grund til at så ud som hun gjorde. Var hun ude på at score en af de store gutter der pumper jern? Eller havde hun glemt træningstøj? Det kan jeg jo i grunden slet ikke udtale mig om, hvilket ikke forhindrer mig i at gøre det alligevel.