Jeg er i gang med sidste bind af Ringenes Herre, og selvom den er godt skrevet og super spændende, så driver den min også til vanvid, for den er tung og langtrukken, og jeg kan det meste af handlingen udenad, fordi jeg har set filmene så mange gange. Og før Ringenes Herre læste jeg Gilgamesh i flere varianter, hvilket også var et tidskrævende projekt, så da jeg var på biblioteket i går havde jeg lidt en craving efter dejligt tynde og let tilgængelige bøger.
Problemet med tynde bøger er ofte, at de bliver dårlige, for hvis de prøver at skrive en novelle, der så ender med at blive for lang, så bliver den tit langtrukken og kedelig, og hvis de prøver at skrive en bog, der så ender med at blive for kort, så bliver den tit usammenhængende og intetsigende. Så hvordan vælger man med succes en tynd bog? Det er der vel ikke noget endegyldigt svar på, men hvis den ikke er god, så spilder man i det mindste ikke nær så meget af sin tid. Mit trick er, at jeg har en stor fed bog ved navn "1001 bøger du skal læse før du dør", hvilket ikke er en garanti for noget som helst, men det er i det mindste mindre tilfældigt end bare at tage bøger ned fra hylden valgt ud fra en sjov titel, et eksotisk forfatternavn eller en pæn forside.
Jeg brugte vel godt og vel en halv time til at snuse rundt mellem bøgerne, og jeg arbejdede mig endda ret hurtigt frem, men jeg fortryder lidt, at jeg ikke brugte længere tid. For nogle år tilbage boede jeg i Aarhus, dengang det stadig stavedes med bolle å, og jeg holdt meget af at komme på Risskov bibliotek, for det var tæt på hvor jeg boede, og tæt på hvor jeg var indlagt på psykiatrisk hospital. Det var nogle meget mørke år, men når jeg var på biblioteket, så var det hele ligesom lidt lettere, og jeg brugte mange lange timer der, hvor jeg gik op og ned langs reolerne og lod fingerspidserne løbe hen over bogryggene. Jeg ville tage posevis af bøger med hjem. Nogle ville jeg læse, andre ville jeg aflevere igen nogle dage senere, for jeg var normalt på biblioteket flere gange om ugen, for jeg bestilte ikke andet end læse, spise (eller lade være med at spise) og sove, og sådan kom jeg det ene år op på at læse 182 bøger plus det løse.
Så meget kan jeg ikke længere præstere, for jeg har efterhånden også fået andre ting ind i mit liv. Men selvom jeg savner at læse så meget, så savner jeg endnu mere, i den grad at færdes på biblioteket. Det var noget jeg stoppede med da jeg boede i Randers, for det var et forfærdeligt sted at komme. Hele biblioteket var ét stort rum, hvor reolerne ude i siderne, men en stor del af rummet, inde i midten, var arrangeret med små caféborde, hvor man kunne sidde ved computerne, spillede videospil eller læse en avis eller sidde og snakke. Det gav en helt forfærdelig akustik, og forbi er de dage, hvor man er stille på et bibliotek. Det var en pine for mig at komme der, og når jeg gik mellem reolerne, følte jeg mig udstillet, som om der var et eller andet jeg helt havde misforstået, man kommer da ikke på biblioteket efter bøger.
Selvom det nu er over et år siden jeg flyttede, så er biblioteket stadig et sted jeg bare kommer, for at forsvinde hurtigst muligt igen, selvom mit nye bibliotek er lang bedre indrettet.
torsdag den 31. januar 2013
onsdag den 30. januar 2013
Om at spare penge
Vej bruger rejsekort når jeg tager til Aarhus for at studere eller gå til psykolog, og det har jeg kunnet spare nogle håndøre på, men reglerne er blevet ændret, så nu gælder det som en lokalrejse, og pensionistrabatten frafalder, og så må jeg finde andre dyrere eller mere besværlige måder at betale på. Jeg kan heller ikke få pensionistrabat på klippekort og pendlerkort, og det eneste alternativ er, at jeg skal trække en billet i automaten hver gang jeg skal af sted, hvilket er pokkers besværligt når man kommer i sidste øjeblik før toget går, og det betyder, at jeg skal have styr nok på min økonomi til, at der også er råd til billetter i slutningen af måneden
Det eneste andet alternativ er, at jeg får et pendlerkort, og det er meget meget dyrere, og min socialrådgiver sagde, at jeg er for 'rig' til at søge om merydelse (§100), hvilket jeg dog prøver på alligevel, men det er så pokkers besværligt, og jeg har hverken meget tid eller mange kræfter til det. Men jeg burde ikke klage, for hvis det ikke var for mit forbrug af Pepsi Max, så var mit forbrug på et absolut minimum. Jeg har tidligere forsøgt at skære ned på mit forbrug, og det gik rigtig godt, men lige nu er hverken tid og sted til den slags numre, men der er dog visse ting man kan gøre for at spare penge.
Normalt drikker jeg Pepsi Max af 0.5L flasker, men det er voldsomt dyre, mellem 25 og 45 kr pr L, så nu prøver jeg at skifte til 1.5L flasker, som koster mellem 7 og 15 kr pr L, så der er mange penge at spare, men jeg gør det alligevel kun modvilligt, for det er en noget tam oplevelse, for kulsyren holder ikke nær så længe, så det fungere kun bare sådan nogenlunde, hvis jeg drikker det hele på en gang. Det kan jeg også sagtens gøre, nogle dage, men der vil også være dage hvor jeg ikke kan, såsom de fredage, hvor jeg skal tidligt på universitetet, men hvis jeg bare spare penge nogle dage, så sparer jeg da også lidt.
Så er der dage som er en mellemting, som f.eks eksempel i dag. Jeg har drukket det meste af flasken nu her (jeg drikker cola om morgenen i stedet for morgenkaffe, til gengæld drikker jeg sjældent senere end frokost), men om lidt tager jeg til træning, og når jeg kommer hjem, kan jeg godt lide at drikke lidt, men til den tid, vil det der er tilbage i flasken være kedeligt, så jeg skal beslutte mig til om jeg vil drikke det sidste nu hvor det er nogenlunde frisk, eller om jeg vil gemme det. Suk alle disse krævende valg.
Det eneste andet alternativ er, at jeg får et pendlerkort, og det er meget meget dyrere, og min socialrådgiver sagde, at jeg er for 'rig' til at søge om merydelse (§100), hvilket jeg dog prøver på alligevel, men det er så pokkers besværligt, og jeg har hverken meget tid eller mange kræfter til det. Men jeg burde ikke klage, for hvis det ikke var for mit forbrug af Pepsi Max, så var mit forbrug på et absolut minimum. Jeg har tidligere forsøgt at skære ned på mit forbrug, og det gik rigtig godt, men lige nu er hverken tid og sted til den slags numre, men der er dog visse ting man kan gøre for at spare penge.
Normalt drikker jeg Pepsi Max af 0.5L flasker, men det er voldsomt dyre, mellem 25 og 45 kr pr L, så nu prøver jeg at skifte til 1.5L flasker, som koster mellem 7 og 15 kr pr L, så der er mange penge at spare, men jeg gør det alligevel kun modvilligt, for det er en noget tam oplevelse, for kulsyren holder ikke nær så længe, så det fungere kun bare sådan nogenlunde, hvis jeg drikker det hele på en gang. Det kan jeg også sagtens gøre, nogle dage, men der vil også være dage hvor jeg ikke kan, såsom de fredage, hvor jeg skal tidligt på universitetet, men hvis jeg bare spare penge nogle dage, så sparer jeg da også lidt.
Så er der dage som er en mellemting, som f.eks eksempel i dag. Jeg har drukket det meste af flasken nu her (jeg drikker cola om morgenen i stedet for morgenkaffe, til gengæld drikker jeg sjældent senere end frokost), men om lidt tager jeg til træning, og når jeg kommer hjem, kan jeg godt lide at drikke lidt, men til den tid, vil det der er tilbage i flasken være kedeligt, så jeg skal beslutte mig til om jeg vil drikke det sidste nu hvor det er nogenlunde frisk, eller om jeg vil gemme det. Suk alle disse krævende valg.
tirsdag den 29. januar 2013
Bekymrede øjne
Kærestesorger sucks. Jeg vil ikke sige, at jeg er knust, men jeg er noget nedtrykt, og livet går videre, mens jeg bare sidder i sofaen og ser til. I går efter træning kiggede jeg længe i spejlet og overvejede, om jeg virkelig behøvede at vaske hår. Det var det måske ikke, men jeg gjorde det alligevel, for et eller andet skulle jeg jo bruge min tid på, og jeg er ikke nedtrykt nok til bare at ligge på sengen og stirre tomt ud i luften. Efterfølgende, fik jeg lavet lidt hebraisk, ikke imponerende meget, men lige akkurat nok til, at jeg kunne lægge bøgerne til side med god samvittighed.
Bag efter var jeg bare træt, selvom klokken ikke var særlig mange, så jeg sad bare og så fjernsyn, det ene program efter det andet. Min far plejer at se anklagende på mig, hvis jeg ser Dr. Phil, men han var der ikke, og desuden må reglerne være noget andet når man har kærestesorger, og så må man også gerne sukke og tænke at DR Phil simpelthen er verdens klogeste mand, men Dr Phil varer kun en time ud af en hel lang dag, men så er der heldigvis andre serier.
Jeg var alene hjemme det meste af dagen, men når min far var her, så han på mig med bedrøvede øjne. Det plejer at gøre mig enormt usikker på mig selv, men lige for tiden bygger det på kærestesorger, og selvom det er ubehageligt at have det, så er det både konkret og normalt og er noget som folk omkring mig kan forholde sig til. Normalt handler min sorg om selvskade eller om at jeg som asperger kan have svært ved at klare ændringer, og så kan folk godt have ondt af mig, men de forstår ikke, og det kan godt lide en lidt akavet stemning. Kærestesorger er til gengæld dejlig nemme at forstå, og selvom der måske ikke findes nogen rigtig god måde at hjælpe på, så findes der dog måder som folk kender og føler sig trygge ved. Der er ikke noget jeg behøves at forklare.
I dag tager jeg hjem til mig selv, og jeg ved ikke, om jeg glæder mig til at blive trøstet af pædagogerne, eller om jeg gruer for at se dem i øjnene, for jeg kan ikke lade være med at skamme mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skammer mig over, men jeg skammer mig, føler mig utilstrækkelig, tænker at jeg må virke som en naiv idiot, og jeg har en eller anden ide om, at jeg ikke fortjener at blive trøstet.
Jeg har ikke grædt, og jeg ved ikke lige, om jeg i det hele taget har brug for at græde. Ændringer og forvirring får mig til at græde, dette her får mig bare til at se væk og krølle mig ind i mig selv. Første gang min ex og jeg mødtes, og jeg viste ham mine arme, sagde han, at han håbede, at han ikke ville få mig til at gøre sådan noget, bare roligt, det er slet ikke sådan noget jeg tænker på at gøre, faktisk tænker jeg slet ikke på at gøre noget som helst andet end jeg gør nu. Men livet går videre, og jeg må bare se om jeg kan følge med.
Bag efter var jeg bare træt, selvom klokken ikke var særlig mange, så jeg sad bare og så fjernsyn, det ene program efter det andet. Min far plejer at se anklagende på mig, hvis jeg ser Dr. Phil, men han var der ikke, og desuden må reglerne være noget andet når man har kærestesorger, og så må man også gerne sukke og tænke at DR Phil simpelthen er verdens klogeste mand, men Dr Phil varer kun en time ud af en hel lang dag, men så er der heldigvis andre serier.
Jeg var alene hjemme det meste af dagen, men når min far var her, så han på mig med bedrøvede øjne. Det plejer at gøre mig enormt usikker på mig selv, men lige for tiden bygger det på kærestesorger, og selvom det er ubehageligt at have det, så er det både konkret og normalt og er noget som folk omkring mig kan forholde sig til. Normalt handler min sorg om selvskade eller om at jeg som asperger kan have svært ved at klare ændringer, og så kan folk godt have ondt af mig, men de forstår ikke, og det kan godt lide en lidt akavet stemning. Kærestesorger er til gengæld dejlig nemme at forstå, og selvom der måske ikke findes nogen rigtig god måde at hjælpe på, så findes der dog måder som folk kender og føler sig trygge ved. Der er ikke noget jeg behøves at forklare.
I dag tager jeg hjem til mig selv, og jeg ved ikke, om jeg glæder mig til at blive trøstet af pædagogerne, eller om jeg gruer for at se dem i øjnene, for jeg kan ikke lade være med at skamme mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skammer mig over, men jeg skammer mig, føler mig utilstrækkelig, tænker at jeg må virke som en naiv idiot, og jeg har en eller anden ide om, at jeg ikke fortjener at blive trøstet.
Jeg har ikke grædt, og jeg ved ikke lige, om jeg i det hele taget har brug for at græde. Ændringer og forvirring får mig til at græde, dette her får mig bare til at se væk og krølle mig ind i mig selv. Første gang min ex og jeg mødtes, og jeg viste ham mine arme, sagde han, at han håbede, at han ikke ville få mig til at gøre sådan noget, bare roligt, det er slet ikke sådan noget jeg tænker på at gøre, faktisk tænker jeg slet ikke på at gøre noget som helst andet end jeg gør nu. Men livet går videre, og jeg må bare se om jeg kan følge med.
mandag den 28. januar 2013
Hacker angreb og kærestesorger
Vigtigt:
Først så har min mummimor email adresse været hacket, så hvis I har modtaget en mail med en masse links, så er den IKKE fra mig. Jeg har været inde og ændre koden, men hvem ved hvor lang tid det holder. Jeg undskylder for hvilken ulejlighed det må have medført.
Sørgeligt:
Min kæreste har slået op med mig. Sådan der, så er det sagt. Jeg fik ikke nogen forklaring, og jeg spurgte ikke, men jeg har mine egne idéer der handler om alt fra sygdom til forventninger. Jeg havde ikke set det komme, ikke før i går i hvert fald, men nu er jeg jo heller ikke den bedste til at læse situationer. Jeg ville måske have ønsket, at han havde sagt det FØR jeg tog til Odense for at overbevise alle om, at det er godt for mig at have en kæreste, men jeg går ud fra, at nogle gange skal der afstand til for at kunne træffe en sådan beslutning. Det gode ved at være her er, at jeg kan komme mig, uden at jeg skal redegøre over for samtlige pædagoger, at vi altså ikke kommer sammen mere.
Jeg ved ikke hvordan jeg har det, jeg føler mig bare tung i kroppen og har lyst til at gemme mig i hjørnet af sofaen med en bog, men det må vente, for nu mere end længe har jeg brug for struktur, så bogen vil jeg udskyde nogle timer endnu, og først vil jeg træne og lave hebraisk. Jeg har også lidt mistet appetitten, ikke sådan helt, men bare lidt, lidt på samme måde som jeg havde det før alt det med kæresteri, men det er nu ikke et symptom der generer mig voldsomt, for måske kan jeg så nå at tabe mig lidt før jeg starter på uni igen, faktisk kan jeg godt lide tanken.
Jeg ønsker at blive trøstet, men jeg ønsker også at blive ladt alene med min skam og min ulykke. Det hele har måske heldigvis ikke varet så længe, så jeg kan ikke tillade mig at være helt så ked af det som i bøger og på film, og jeg har heller ikke behov for at være så ked af det. i går krøb jeg sammen i sofaen med en pepsi max og så mit yndlingsprogram, Top Gear på 3+ som jeg ikke kan tage hjemme ved mig selv.
Der går nok nogle dage før jeg er ovenpå igen, men livet gør ondt engang imellem ligegyldigt om man er syg, handicappet eller normal, og det må man vel bare tage med.
Først så har min mummimor email adresse været hacket, så hvis I har modtaget en mail med en masse links, så er den IKKE fra mig. Jeg har været inde og ændre koden, men hvem ved hvor lang tid det holder. Jeg undskylder for hvilken ulejlighed det må have medført.
Sørgeligt:
Min kæreste har slået op med mig. Sådan der, så er det sagt. Jeg fik ikke nogen forklaring, og jeg spurgte ikke, men jeg har mine egne idéer der handler om alt fra sygdom til forventninger. Jeg havde ikke set det komme, ikke før i går i hvert fald, men nu er jeg jo heller ikke den bedste til at læse situationer. Jeg ville måske have ønsket, at han havde sagt det FØR jeg tog til Odense for at overbevise alle om, at det er godt for mig at have en kæreste, men jeg går ud fra, at nogle gange skal der afstand til for at kunne træffe en sådan beslutning. Det gode ved at være her er, at jeg kan komme mig, uden at jeg skal redegøre over for samtlige pædagoger, at vi altså ikke kommer sammen mere.
Jeg ved ikke hvordan jeg har det, jeg føler mig bare tung i kroppen og har lyst til at gemme mig i hjørnet af sofaen med en bog, men det må vente, for nu mere end længe har jeg brug for struktur, så bogen vil jeg udskyde nogle timer endnu, og først vil jeg træne og lave hebraisk. Jeg har også lidt mistet appetitten, ikke sådan helt, men bare lidt, lidt på samme måde som jeg havde det før alt det med kæresteri, men det er nu ikke et symptom der generer mig voldsomt, for måske kan jeg så nå at tabe mig lidt før jeg starter på uni igen, faktisk kan jeg godt lide tanken.
Jeg ønsker at blive trøstet, men jeg ønsker også at blive ladt alene med min skam og min ulykke. Det hele har måske heldigvis ikke varet så længe, så jeg kan ikke tillade mig at være helt så ked af det som i bøger og på film, og jeg har heller ikke behov for at være så ked af det. i går krøb jeg sammen i sofaen med en pepsi max og så mit yndlingsprogram, Top Gear på 3+ som jeg ikke kan tage hjemme ved mig selv.
Der går nok nogle dage før jeg er ovenpå igen, men livet gør ondt engang imellem ligegyldigt om man er syg, handicappet eller normal, og det må man vel bare tage med.
søndag den 27. januar 2013
Planer vs virkelighed
Jeg havde store planer for alt det jeg skulle nå mens jeg er i Odense. Det var hovedsageligt hebraisk jeg ville lave, men også andre ting som skrive breve, læse bøger og gå ture, men jeg får ikke rigtigt gjort noget af det. Det er to uger siden at jeg sidst havde en hel fridag, så da jeg kom hjem til min far, kollapsede jeg i sofaen, og her sidder jeg stadig. Det har været to gode uger med en masse fantastiske mennesker, så nu 'fortjener' jeg at holde lidt fri, om end jeg savner kæresten, om end han nok ikke ville være helt begejstret for underholdningen, mig i poset jogging tøj helt opslugt af TLC's programmer. Af en eller anden grund virker dagen endnu mere doven, når man bliver på den samme kanal hele dagen, for det viser nemlig så meget innovation, initiativ og handlekraft at skifte kanal i ny og næ, men det er som om jeg mister enhver vilje når der er madprogrammer, og det var der nemlig hele den lange dag på TLC.
Jeg glæder mig til at vende tilbage til universitetet, for mine dage mangler struktur, men det er alligevel rart med et par dage her, hvor jeg holder helt fri. Jeg har endnu ikke helt styr på hvilken dag vi starter, jeg har heller ikke styr på hvilke bøger vi skal bruge, og jeg har slet ikke styr på, hvor, hvornår og hvordan jeg skal få styr på det hele, hvilket stresser mig lidt, men ikke nær så meget som det stresser mig at prøve at finde ud af det. Jeg elsker at være tilbage på universitetet, men nogle gange hader jeg det også, for hele den administrative del er noget forfærdeligt rod.
På TLC i går var der et program om nogle amish unge som forlod den fædrende gård og tog til New York for at opleve livet der. Om de vil forlade amish eller om de er på en eller anden form for rumspringa, det står ikke helt klart, mest har jeg lyst til at tro, at det hele er fake, og det bare er skuespillere, jeg sad og ledte efter et hvert tænkeligt tegn på at jeg havde ret, for jeg ønskede virkelig at have ret. Amish folk er måske lidt sære, og jeg kunne aldrig selv leve på den måde, men der er noget uskyldigt og uspoleret over dem, og det pinte mig at se dem drikke sig i hegnet og høre dem bande. hvis det står sådan til med amish folk, hvordan står det så ikke til med alle os andre?
Jeg har slæbt alle mine hebraiskting med til Odense, og jeg mener slæbt, for de både vejer og fylder en hel del. Ligesom til jul var jeg sikker på, at jeg ville få lavet en helt masse, men jeg har end ikke haft dem oppe af tasken, og det ville være fint, hvis det bare var i denne weekend jeg ikke fik lavet noget, men jeg har ikke fået lavet noget de sidste to uger, og det er det jeg skammer mig over og ønskede at kompensere for i denne weekend, men det lader ikke til at blive til noget, i stedet kan jeg nu en lækker opskrift på gnocci med eksotiske svampe (hemmeligheden ligger i at bage kartoflerne i stedet for at koge dem).
TV'et er min bedste ven når jeg er træt. når jeg er frisk, vil jeg meget hellere læse en god bog, men når jeg er træt, så er det kun tv'et der duer. Jeg bilder mig selv og omverdenen ind, at jeg lærer en helt masse. En hvis mængde lærer jeg, men det er ubetydeligt i forhold til hvor meget tid jeg bruger på det, men skidt jeg ser det alligevel.
Jeg glæder mig til at vende tilbage til universitetet, for mine dage mangler struktur, men det er alligevel rart med et par dage her, hvor jeg holder helt fri. Jeg har endnu ikke helt styr på hvilken dag vi starter, jeg har heller ikke styr på hvilke bøger vi skal bruge, og jeg har slet ikke styr på, hvor, hvornår og hvordan jeg skal få styr på det hele, hvilket stresser mig lidt, men ikke nær så meget som det stresser mig at prøve at finde ud af det. Jeg elsker at være tilbage på universitetet, men nogle gange hader jeg det også, for hele den administrative del er noget forfærdeligt rod.
På TLC i går var der et program om nogle amish unge som forlod den fædrende gård og tog til New York for at opleve livet der. Om de vil forlade amish eller om de er på en eller anden form for rumspringa, det står ikke helt klart, mest har jeg lyst til at tro, at det hele er fake, og det bare er skuespillere, jeg sad og ledte efter et hvert tænkeligt tegn på at jeg havde ret, for jeg ønskede virkelig at have ret. Amish folk er måske lidt sære, og jeg kunne aldrig selv leve på den måde, men der er noget uskyldigt og uspoleret over dem, og det pinte mig at se dem drikke sig i hegnet og høre dem bande. hvis det står sådan til med amish folk, hvordan står det så ikke til med alle os andre?
Jeg har slæbt alle mine hebraiskting med til Odense, og jeg mener slæbt, for de både vejer og fylder en hel del. Ligesom til jul var jeg sikker på, at jeg ville få lavet en helt masse, men jeg har end ikke haft dem oppe af tasken, og det ville være fint, hvis det bare var i denne weekend jeg ikke fik lavet noget, men jeg har ikke fået lavet noget de sidste to uger, og det er det jeg skammer mig over og ønskede at kompensere for i denne weekend, men det lader ikke til at blive til noget, i stedet kan jeg nu en lækker opskrift på gnocci med eksotiske svampe (hemmeligheden ligger i at bage kartoflerne i stedet for at koge dem).
TV'et er min bedste ven når jeg er træt. når jeg er frisk, vil jeg meget hellere læse en god bog, men når jeg er træt, så er det kun tv'et der duer. Jeg bilder mig selv og omverdenen ind, at jeg lærer en helt masse. En hvis mængde lærer jeg, men det er ubetydeligt i forhold til hvor meget tid jeg bruger på det, men skidt jeg ser det alligevel.
lørdag den 26. januar 2013
Om hende den sårbare
Min familie elsker mig meget højt, og de vil gerne hvad der er aller bedst for mig, men nogle gange kan det være lidt svært at afgøre hvad der er bedst for mig, især når vi ses så relativt sjældent som vi gør. Pludselig en dag, øjensynligt ud af den blå luft, fik jeg en kæreste, og jeg blev straks konfronteret med præventionsspørgsmålet, men det gjorde min familie også, og de begyndte at bekymre sig.
Min familie har fulgt mig tæt gennem de onde år. De har set mig når jeg var mest nede og mest sårbar. De har set mig forsøge selvmord og set mig opgive, og de har været virkelig bange. Gennem det seneste år har jeg fået det meget meget bedre, men det kan godt være svært at tro på, selv for mig der lever mit liv hver dag, men endnu mere for min familie som ser mig mindre end en gang om måneden, så det vil tage tid for dem at slappe af og lade mig tage chancer. Hvis jeg var dem, ville jeg ønske at pakke mig ind i vat og placere mig et sted, hvor jeg ikke kan gøre skade på mig selv, men sådan kan man ikke leve sit liv. Jeg har ligesom alle andre behov for at have mennesker i mit liv. Jeg har selvfølgelig pædagogerne, men ligegyldigt hvor dygtige de er, og ligegyldigt hvor meget jeg holder af dem, så er det bare ikke nok. Det bør heller ikke være nok, for selvom jeg er syg og handicappet, så er jeg også mere end det.
At få en kæreste er en stor satsning, men det er en satsning jeg er villig til at tage fordi jeg holder af ham, og jeg gerne vil lære ham bedre at kende så jeg vil holde endnu mere af ham. Vi har det rigtig godt sammen, og ja, jeg ved godt, at et forhold kan ende med et brud, og så bliver jeg sikkert rigtig ked af det, men det må jeg tage senere hvis den tid kommer, for måske vil et brud knuse mig, og måske vil jeg bare have almindelige kærestesorger, men lige nu vil jeg bare have lov til at være ung og forelsket, svævende på en lille lyserød sky.
Jeg er taget hjem til min far, for at familien kan se, at jeg ikke går i stykker af at prøve noget nyt, og de skal nok hurtigt vænne sig til tanken.
Min familie har fulgt mig tæt gennem de onde år. De har set mig når jeg var mest nede og mest sårbar. De har set mig forsøge selvmord og set mig opgive, og de har været virkelig bange. Gennem det seneste år har jeg fået det meget meget bedre, men det kan godt være svært at tro på, selv for mig der lever mit liv hver dag, men endnu mere for min familie som ser mig mindre end en gang om måneden, så det vil tage tid for dem at slappe af og lade mig tage chancer. Hvis jeg var dem, ville jeg ønske at pakke mig ind i vat og placere mig et sted, hvor jeg ikke kan gøre skade på mig selv, men sådan kan man ikke leve sit liv. Jeg har ligesom alle andre behov for at have mennesker i mit liv. Jeg har selvfølgelig pædagogerne, men ligegyldigt hvor dygtige de er, og ligegyldigt hvor meget jeg holder af dem, så er det bare ikke nok. Det bør heller ikke være nok, for selvom jeg er syg og handicappet, så er jeg også mere end det.
At få en kæreste er en stor satsning, men det er en satsning jeg er villig til at tage fordi jeg holder af ham, og jeg gerne vil lære ham bedre at kende så jeg vil holde endnu mere af ham. Vi har det rigtig godt sammen, og ja, jeg ved godt, at et forhold kan ende med et brud, og så bliver jeg sikkert rigtig ked af det, men det må jeg tage senere hvis den tid kommer, for måske vil et brud knuse mig, og måske vil jeg bare have almindelige kærestesorger, men lige nu vil jeg bare have lov til at være ung og forelsket, svævende på en lille lyserød sky.
Jeg er taget hjem til min far, for at familien kan se, at jeg ikke går i stykker af at prøve noget nyt, og de skal nok hurtigt vænne sig til tanken.
fredag den 25. januar 2013
Om en operation?
Forleden var jeg til forundersøgelse på kæbekirurgisk afdeling. Jeg havde troet at jeg bare skulle ind og have en beskrivelse af operationen, få foretaget nogle test, og så få en ny tid, men sådan foregik det slet ikke, for det var slet ikke givet på forhånd, at jeg skulle have operationen, det var noget jeg selv skulle beslutte mig for. Jeg tror at jeg har set for mange lægeserier på TV, for der har lægerne altid en stærk mening om den sag, som de så overtaler patienterne til, men tandlægen her var fuldstændig stone face, valget var op til mig, hvilket fik mig til at gå helt i panik, for jeg er ikke god til det med valg.
Når nu jeg skal træffe et valg, så ville jeg gerne gøre det på kvalificeret vis, men da lægen fortalte mig argumenterne for og imod, kunne jeg ikke visualisere dem, og de gav derfor ingen mening inde i mit hoved, og når noget ikke, så kan man ikke træffe et kvalificeret valg. Jeg tror nok at jeg skiftevis så bedende på tandlægen og på den pædagog der var med mig. Jeg er rimelig intelligent, og jeg er ikke vant til ikke at forstå hvad der bliver sagt, så jeg tog hele sagen meget personligt. Heldigvis for mig, kunne pædagogen stille nogle rigtig gode spørgsmål, og det hjalp mig godt på vej.
En gang slap tandlægen dog facaden og gav sin egen mening til kende, og det var da han sagde, at jeg måske slet ikke ville kunne klare en så stor operation rent psykisk. Han så på mine papirer og så alle mine indlæggelser på psykiatriske hospitaler, og han så en svag person. På nogle punkter er jeg måske svag, men på andre punkter er jeg stærk, men det kan han jo som sådan ikke vide så meget om ud fra fire linjer på et stykke papir. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt fornærmet, for hans vurdering handlede ikke om hvorvidt jeg ville få færre spændinger i kæbe og hoved ved at få en operation, eller om defekten var stor nok til at kunne forsvare sig at gå med bøjle, blive opereret, og så gå med bøjle igen, men handlede om hans idéer om psykisk sygdom. Det var dog ikke sådan, at han sagde, at jeg ikke kunne få operationen. Så vidt jeg forstod var det faktisk et spørgsmål om han troede, at jeg kunne børste tænder godt nok, og om jeg havde viljestyrke til at klare et toårigt forløb. Kan psykisk syge ikke have god viljestyrke og tandhygiejne? Især den sidste er ikke noget jeg har hørt før. Dog kan jeg ikke helt udelukke, at min egen tandlæge har skrevet et eller andet til ham, som jeg ikke ved noget om.
Jeg er dog ikke kommet nærmere at træffe et valg, og jeg bruger nok ikke så meget energi på det, som jeg burde, men der er den mellemløsning, at jeg får en bideskinde, og det er nok det valg jeg ender med at træffe, for måske tandlægen har ret i, at jeg ikke har nok viljestyrke.
Når nu jeg skal træffe et valg, så ville jeg gerne gøre det på kvalificeret vis, men da lægen fortalte mig argumenterne for og imod, kunne jeg ikke visualisere dem, og de gav derfor ingen mening inde i mit hoved, og når noget ikke, så kan man ikke træffe et kvalificeret valg. Jeg tror nok at jeg skiftevis så bedende på tandlægen og på den pædagog der var med mig. Jeg er rimelig intelligent, og jeg er ikke vant til ikke at forstå hvad der bliver sagt, så jeg tog hele sagen meget personligt. Heldigvis for mig, kunne pædagogen stille nogle rigtig gode spørgsmål, og det hjalp mig godt på vej.
En gang slap tandlægen dog facaden og gav sin egen mening til kende, og det var da han sagde, at jeg måske slet ikke ville kunne klare en så stor operation rent psykisk. Han så på mine papirer og så alle mine indlæggelser på psykiatriske hospitaler, og han så en svag person. På nogle punkter er jeg måske svag, men på andre punkter er jeg stærk, men det kan han jo som sådan ikke vide så meget om ud fra fire linjer på et stykke papir. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt fornærmet, for hans vurdering handlede ikke om hvorvidt jeg ville få færre spændinger i kæbe og hoved ved at få en operation, eller om defekten var stor nok til at kunne forsvare sig at gå med bøjle, blive opereret, og så gå med bøjle igen, men handlede om hans idéer om psykisk sygdom. Det var dog ikke sådan, at han sagde, at jeg ikke kunne få operationen. Så vidt jeg forstod var det faktisk et spørgsmål om han troede, at jeg kunne børste tænder godt nok, og om jeg havde viljestyrke til at klare et toårigt forløb. Kan psykisk syge ikke have god viljestyrke og tandhygiejne? Især den sidste er ikke noget jeg har hørt før. Dog kan jeg ikke helt udelukke, at min egen tandlæge har skrevet et eller andet til ham, som jeg ikke ved noget om.
Jeg er dog ikke kommet nærmere at træffe et valg, og jeg bruger nok ikke så meget energi på det, som jeg burde, men der er den mellemløsning, at jeg får en bideskinde, og det er nok det valg jeg ender med at træffe, for måske tandlægen har ret i, at jeg ikke har nok viljestyrke.
onsdag den 23. januar 2013
Om et administrativt helvede
Man siger halvt i spøg halvt i alvor, at det moderne helvede er lutter administration og bureaukrati, i så fald kan de lære en del fra Aarhus Universitet.
I stedet for at tage ud og rejse, vil jeg bruge min sommerferie på at tage et fag på universitetet. Det skal ikke være et fag med den helt vilde studierelevans, om end det godt kan retfærdiggøres, men jeg tænker, at eftersom jeg læser på deltid, så kan jeg godt bruge de næste 10-15 år på teologi, og hvis jeg skal det, så får jeg brug for lidt afveksling for ikke at blive fuldkommen bims. Derfor har jeg valgt at melde mig til et fag om de gamle vikinger, hvor man skal ud og få beskidte negle i den danske muld. Jeg ved ikke før om lang tid om jeg kommer ind, men jeg håber. Hvis jeg skal lave en kobling til teologi, så vil jeg sige, at et hvert lands tro er unikt, og for tro bygger på mentalitet, og mentaliteten skabes af vores fælles historie. Da st Ansgar bragte kristendommen til Danmark var vi stadigvæk vikinger, så det ville faktisk være dumt at tro, at man kan forstå den danske tro uden en hvis forståelse for vikingerne. Hvilket ville være en fin begrundelse, men min begrundelse er bare, at jeg er en nørd, og jeg syntes det kunne være vildt fedt.
På grund af min fine begrundelse, kunne jeg nemt søge om merit og bruge det som et valgfag, men jeg har kun to valgfag til rådighed på min bachelor, og alle de andre fag jeg gerne vil tage, dem må jeg selv betale for, jeg tænker derfor at det ville være smart at bruge valgfagene på de dyre fag, da et fag nemt kan koste over 5000 kr, og så selv betale for dem der koster under 2000 kr.
I går sad jeg så og sloges med min ansøgning. Det hele skulle være så nemt og elektronisk. Elektronisk var det ganske vist, men nemt fandt jeg det ikke. Først kunne jeg slet ikke finde ansøgningsskemaet, det tog mig en halv time, men det lykkedes til sidst. Først skulle jeg tilmelde mig som interesseret i summer school, det gik nemt nok, de ville bare have navn, email og fødselsdag. Så skulle jeg godkende min tilmelding, hvorefter jeg så kunne gå i gang med at ansøge om fag. Til at starte med var det nemt nok, man udfyldte 1-5 felter, godkendte og kom videre til de næste 1-5 felter. Jeg kunne dog ikke blive færdig med min ansøgning, for så ville de pludselig have, at jeg skulle vedhæfte en kopi af min godkendelse om merit, men jeg skulle lige netop IKKE have merit fordi jeg selv vil betale. Jeg kan ikke fortsætte min ansøgning, så en af pædagogerne har på mine vegne skrevet til studievejledningen og bedt om hjælp.
Jeg har skumlet en del over dette problem, og brokket mig til mange mennesker, jeg er dog sikker på at universitetet ikke kan se hvor irriterende det hele er, for gemt et eller andet sted, langt fra øjets rækkevide, er der sikkert en eller anden knap, som jeg selvfølgelig bare skulle have trykket på, så de mener sikkert at det hele bare er min egen fejl *gag*.
Universitetspapirer var dog ikke det eneste jeg sad og rodede med. I dag skal jeg til en forundersøgelse på kæbekirurgisk afdeling og så skulle der udfyldes en masse papirer. De ville selvfølgelig have nogle praktiske oplysninger om praktiserende læge, medicin, allergier mm, men de ville også vide hvad jeg ønsker at ændre ved mit ansigt. Hvad??? Jeg vil gerne opereres fordi min overkæbe og underkæbe ikke passer sammen og det giver spændinger og spændingshovedpine. Vil jeg gøre ansigtet eller næsen smallere eller bredere? Vil jeg have hagen frem? Hvad med læberne? skal kæbebenet være mere markeret? Det er da for pokker ikke en plastickirurg jeg skal til, men der stod at de meget gerne ville have at jeg udfyldte papirerne, så jeg forsøgte efter bedste evne.
Til sidst var jeg så blæst oppe i hovedet, at jeg lagde det hele fra mig, og udskiftede bureaukrati med Tolkien, administratorer med orker og skalpeller med svær og økser.
I stedet for at tage ud og rejse, vil jeg bruge min sommerferie på at tage et fag på universitetet. Det skal ikke være et fag med den helt vilde studierelevans, om end det godt kan retfærdiggøres, men jeg tænker, at eftersom jeg læser på deltid, så kan jeg godt bruge de næste 10-15 år på teologi, og hvis jeg skal det, så får jeg brug for lidt afveksling for ikke at blive fuldkommen bims. Derfor har jeg valgt at melde mig til et fag om de gamle vikinger, hvor man skal ud og få beskidte negle i den danske muld. Jeg ved ikke før om lang tid om jeg kommer ind, men jeg håber. Hvis jeg skal lave en kobling til teologi, så vil jeg sige, at et hvert lands tro er unikt, og for tro bygger på mentalitet, og mentaliteten skabes af vores fælles historie. Da st Ansgar bragte kristendommen til Danmark var vi stadigvæk vikinger, så det ville faktisk være dumt at tro, at man kan forstå den danske tro uden en hvis forståelse for vikingerne. Hvilket ville være en fin begrundelse, men min begrundelse er bare, at jeg er en nørd, og jeg syntes det kunne være vildt fedt.
På grund af min fine begrundelse, kunne jeg nemt søge om merit og bruge det som et valgfag, men jeg har kun to valgfag til rådighed på min bachelor, og alle de andre fag jeg gerne vil tage, dem må jeg selv betale for, jeg tænker derfor at det ville være smart at bruge valgfagene på de dyre fag, da et fag nemt kan koste over 5000 kr, og så selv betale for dem der koster under 2000 kr.
I går sad jeg så og sloges med min ansøgning. Det hele skulle være så nemt og elektronisk. Elektronisk var det ganske vist, men nemt fandt jeg det ikke. Først kunne jeg slet ikke finde ansøgningsskemaet, det tog mig en halv time, men det lykkedes til sidst. Først skulle jeg tilmelde mig som interesseret i summer school, det gik nemt nok, de ville bare have navn, email og fødselsdag. Så skulle jeg godkende min tilmelding, hvorefter jeg så kunne gå i gang med at ansøge om fag. Til at starte med var det nemt nok, man udfyldte 1-5 felter, godkendte og kom videre til de næste 1-5 felter. Jeg kunne dog ikke blive færdig med min ansøgning, for så ville de pludselig have, at jeg skulle vedhæfte en kopi af min godkendelse om merit, men jeg skulle lige netop IKKE have merit fordi jeg selv vil betale. Jeg kan ikke fortsætte min ansøgning, så en af pædagogerne har på mine vegne skrevet til studievejledningen og bedt om hjælp.
Jeg har skumlet en del over dette problem, og brokket mig til mange mennesker, jeg er dog sikker på at universitetet ikke kan se hvor irriterende det hele er, for gemt et eller andet sted, langt fra øjets rækkevide, er der sikkert en eller anden knap, som jeg selvfølgelig bare skulle have trykket på, så de mener sikkert at det hele bare er min egen fejl *gag*.
Universitetspapirer var dog ikke det eneste jeg sad og rodede med. I dag skal jeg til en forundersøgelse på kæbekirurgisk afdeling og så skulle der udfyldes en masse papirer. De ville selvfølgelig have nogle praktiske oplysninger om praktiserende læge, medicin, allergier mm, men de ville også vide hvad jeg ønsker at ændre ved mit ansigt. Hvad??? Jeg vil gerne opereres fordi min overkæbe og underkæbe ikke passer sammen og det giver spændinger og spændingshovedpine. Vil jeg gøre ansigtet eller næsen smallere eller bredere? Vil jeg have hagen frem? Hvad med læberne? skal kæbebenet være mere markeret? Det er da for pokker ikke en plastickirurg jeg skal til, men der stod at de meget gerne ville have at jeg udfyldte papirerne, så jeg forsøgte efter bedste evne.
Til sidst var jeg så blæst oppe i hovedet, at jeg lagde det hele fra mig, og udskiftede bureaukrati med Tolkien, administratorer med orker og skalpeller med svær og økser.
tirsdag den 22. januar 2013
Om at få det dårligt
Jeg var henne og træne i går, eller rettere, så skulle jeg have været henne og træne i går, for jeg kom derhen, stillede mig op på cross traineren og efter bare 10 min var jeg nødt til at vakle ud igen fordi jeg simpelthen fik det så dårligt. Jeg havde spist før jeg tog af sted, og jeg trænede ikke spor hårdt, så den eneste forklaring jeg kan finde er, at jeg ikke spiste og drak nok, da jeg var ovre ved min kæreste i søndags, hvilket ikke er helt utænkeligt, då det var en endnu uvant situation, og det kan være svært for mig at overføre en vane fra en situation til en anden.
Mens jeg stod på cross traineren begyndte jeg at svede. Jeg ved godt, at det er meningen man skal svede når man træner, men dette var ikke motionssved, med derimod stressved, hvilket er enormt ubehageligt, for det er den slags der ikke sætter sig på huden som dråber, men som bare opvarmer én, så huden nærmest begynder at svige. Samtidig begyndte det at boble inde i hovedet på mig, og jeg begyndte at ryste.
Benene x'ede under mig da jeg gik ind i omklædningsrummet, da jeg gik ind for at klæde om, så jeg kunne komme hjem. Jeg købte en banan i receptionen. Den kostede 4 kr, hvilket var lidt dyrt i forhold til, at jeg faktisk slet ikke bryder mig ret meget om bananer, men jeg trængte bare sådan til et eller andet. Heldigvis havde jeg ikke så langt hjem, og jeg vaklede af sted på de isglatte fortove, og da jeg kom hjem, gik jeg op med mit overtøj, og så gik jeg ned i køkkenet og spiste en hel masse mad.
Jeg sørgede for at få masser af mad hele dagen, og det samme har jeg gjort her til morgen, og jeg føler mig helt enormt klam, men jeg ved, at det har været nødvendigt, så jeg har gjort det, mens jeg har prøvet at overdøve min dårlige samvittighed.
Når nu jeg ikke rigtigt fik trænet i går, så var det så meningen, at jeg ville træne i dag, men jeg føler mig så overvældet at træthed, at det slet ikke kan komme på tale. Måske er det bare trætheden der gjorde, at jeg fik det dårligt, og i så tilfælde, har det været uden grund, at jeg spiste al den ekstra mad, og bare det, at jeg tænker det, får mig til at føle mig endnu mere klam.
Det går ellers ikke skide godt med min træning, først blev jeg skadet (igen), så blev jeg dårlig, og i dag er jeg så for træt, og jeg frygter, at jeg kommer ind i en rigtig dårlig vane med bare ikke at komme af sted. Det har ellers kørt rigtig godt i rigtig lang tid, men det går vel op og ned med alting, også med de ting der er der for at holde en hvis stabilitet i ens liv. Lige nu sidder jeg og savner at træne rigtig godt igennem, så man kampsveder og til sidst bare kollapser på den nærmeste bænk, men samtidig sidder jeg og nikker lidt med hovedet og mine øjenlåg er så uendeligt tunge, så det er bare ikke realistisk. Hvis jeg så bare kunne komme af sted i morgen, men det kan jeg så heller ikke, for jeg skal møde på hospitalet i Aarhus (ikke noget alvorligt) tidligt om morgenen, så jeg skal med toget endnu tidligere, og for tidligt til at jeg kan nå derhen, få trænet, komme tilbage, komme i bad og komme af sted igen.
Samtidig er jeg også bange for, at jeg også får det dårligt næste gang jeg kommer derhen, og at jeg endnu engang må tage tidligt hjem igen. At man får det dårligt er en god undskyldning for at tage hjem, men hvad nu hvis folk ikke kan se at jeg har det dårligt, hvad nu hvis de tror, at jeg bare er doven? Det ville ikke være til at bære.
Mens jeg stod på cross traineren begyndte jeg at svede. Jeg ved godt, at det er meningen man skal svede når man træner, men dette var ikke motionssved, med derimod stressved, hvilket er enormt ubehageligt, for det er den slags der ikke sætter sig på huden som dråber, men som bare opvarmer én, så huden nærmest begynder at svige. Samtidig begyndte det at boble inde i hovedet på mig, og jeg begyndte at ryste.
Benene x'ede under mig da jeg gik ind i omklædningsrummet, da jeg gik ind for at klæde om, så jeg kunne komme hjem. Jeg købte en banan i receptionen. Den kostede 4 kr, hvilket var lidt dyrt i forhold til, at jeg faktisk slet ikke bryder mig ret meget om bananer, men jeg trængte bare sådan til et eller andet. Heldigvis havde jeg ikke så langt hjem, og jeg vaklede af sted på de isglatte fortove, og da jeg kom hjem, gik jeg op med mit overtøj, og så gik jeg ned i køkkenet og spiste en hel masse mad.
Jeg sørgede for at få masser af mad hele dagen, og det samme har jeg gjort her til morgen, og jeg føler mig helt enormt klam, men jeg ved, at det har været nødvendigt, så jeg har gjort det, mens jeg har prøvet at overdøve min dårlige samvittighed.
Når nu jeg ikke rigtigt fik trænet i går, så var det så meningen, at jeg ville træne i dag, men jeg føler mig så overvældet at træthed, at det slet ikke kan komme på tale. Måske er det bare trætheden der gjorde, at jeg fik det dårligt, og i så tilfælde, har det været uden grund, at jeg spiste al den ekstra mad, og bare det, at jeg tænker det, får mig til at føle mig endnu mere klam.
Det går ellers ikke skide godt med min træning, først blev jeg skadet (igen), så blev jeg dårlig, og i dag er jeg så for træt, og jeg frygter, at jeg kommer ind i en rigtig dårlig vane med bare ikke at komme af sted. Det har ellers kørt rigtig godt i rigtig lang tid, men det går vel op og ned med alting, også med de ting der er der for at holde en hvis stabilitet i ens liv. Lige nu sidder jeg og savner at træne rigtig godt igennem, så man kampsveder og til sidst bare kollapser på den nærmeste bænk, men samtidig sidder jeg og nikker lidt med hovedet og mine øjenlåg er så uendeligt tunge, så det er bare ikke realistisk. Hvis jeg så bare kunne komme af sted i morgen, men det kan jeg så heller ikke, for jeg skal møde på hospitalet i Aarhus (ikke noget alvorligt) tidligt om morgenen, så jeg skal med toget endnu tidligere, og for tidligt til at jeg kan nå derhen, få trænet, komme tilbage, komme i bad og komme af sted igen.
Samtidig er jeg også bange for, at jeg også får det dårligt næste gang jeg kommer derhen, og at jeg endnu engang må tage tidligt hjem igen. At man får det dårligt er en god undskyldning for at tage hjem, men hvad nu hvis folk ikke kan se at jeg har det dårligt, hvad nu hvis de tror, at jeg bare er doven? Det ville ikke være til at bære.
mandag den 21. januar 2013
Om en kæreste
Som nogle af jer måske fæstnede sig ved, så skrev jeg i går om min måske-kæreste, nu er det så måske lidt mere officielt. Det hele er meget nyt, og jeg ved egentlig ikke hvordan jeg skal forholde mig til det. På grund af min aspergers ved jeg ikke helt om jeg forelsker mig lige som andre mennesker, for det med kærligheden kommer i takt med, at jeg vænner mig til at have ham i mit liv, og jeg kan rigtig godt lide ham, og jeg vil gerne vænne mig til ham. Jeg vil gerne vænne mig til at være tæt på et andet menneske, både fysisk og mentalt, jeg vil gerne vænne mig til at dele og tage imod og jeg vil gerne vænne mig til at forpligte mig over for et andet menneske.
Nogle ting har jeg allerede vænnet mig til, og jeg begynder faktisk at synes at det er rart at være sammen i mange timer. Når jeg er sammen med veninder, så holder jeg normalt 1-2 timer, nogle enkelte gange 3, men i går var jeg sammen med min kæreste i 5 timer, og bagefter var jeg ikke mere end almindeligt træt. At være sammen i mange timer, betyder også, at jeg skal finde mange timer i min kalender. Misforstå mig ikke, jeg vil gerne finde dem, men jeg er bare ikke sådan vildt god til set der med ændringer, så jeg er nervøs for, hvordan min hverdag kommer til at se ud.
Da jeg kom hjem i går var alle pædagogerne meget nysgerrige og helt oppe og køre. En af mine kontaktpædagoger, den yngste af dem, fik det at vide som den aller første overhovedet, og hun var så spændt på mine vegne, at jeg gav hende lov til at fortælle det videre til overlap, der var de pædagoger der er ved at få fri fortæller praktiske informationer videre til dem der lige er mødt ind. Det gjorde mig ikke noget, at det ikke var mig selv der brød nyheden, jeg skulle jo selv bruge så mange kræfter på ikke at fnise og blive rød i hovedet.
Senere på dagen skulle jeg have en mere alvorlig samtale med en af mine andre kontaktpædagoger om beskyttelse, og jo, det var faktisk en lille smule pinligt, ikke på den akavede måde, men en mere sådan "du godeste"-agtig måde. Nogle gange kunne jeg godt komme til at tænke, at jeg altså var for gammel til denne her snak, hvilket er noget vrøvl, da jeg er i den fødedygtige alder, og det er efterhånden mange år siden jeg har haft seksualundervisning, jeg tror måske jeg var 16 eller 17, og i dag er jeg næsten 28.
Jeg er myndig, så der er ikke nogen der kan fortælle mig hvad jeg skal gøre, men min kontaktpædagog ville gerne have, at jeg i det mindste overvejede p-piller, men før jeg overhovedet vil diskutere det ville jeg lige slå op hvordan den slags egentlig virker, hvilket jeg har lært engang men glemt alt om. For mig begynder livet ved befrugtningen, og fra det øjeblik er det et barn, hvilket jeg fra starten fortalte min kæreste, så han ved, at hvis uheldet er ude, så er der ikke noget at diskutere.
Første gang jeg skulle til en undelivsundersøgelse ville gynækologen have at jeg begyndte på p-piller, ikke fordi jeg havde sex, men fordi hun mente, at det ville hjælpe mod uren hud. Det ville jeg ikke, men hun respekterede ikke mit valg, så da vi sagde farvel, sendte hun mig over for at få taget en blodprøve, og så sagde hun grav alvorligt "og så ringer du til lægen og aftaler en tid til at få sat en p-ring op". Jeg gad ikke diskutere mere med hende, så jeg sagde bare farvel, og så skete der ikke mere i den sag
Nogle ting har jeg allerede vænnet mig til, og jeg begynder faktisk at synes at det er rart at være sammen i mange timer. Når jeg er sammen med veninder, så holder jeg normalt 1-2 timer, nogle enkelte gange 3, men i går var jeg sammen med min kæreste i 5 timer, og bagefter var jeg ikke mere end almindeligt træt. At være sammen i mange timer, betyder også, at jeg skal finde mange timer i min kalender. Misforstå mig ikke, jeg vil gerne finde dem, men jeg er bare ikke sådan vildt god til set der med ændringer, så jeg er nervøs for, hvordan min hverdag kommer til at se ud.
Da jeg kom hjem i går var alle pædagogerne meget nysgerrige og helt oppe og køre. En af mine kontaktpædagoger, den yngste af dem, fik det at vide som den aller første overhovedet, og hun var så spændt på mine vegne, at jeg gav hende lov til at fortælle det videre til overlap, der var de pædagoger der er ved at få fri fortæller praktiske informationer videre til dem der lige er mødt ind. Det gjorde mig ikke noget, at det ikke var mig selv der brød nyheden, jeg skulle jo selv bruge så mange kræfter på ikke at fnise og blive rød i hovedet.
Senere på dagen skulle jeg have en mere alvorlig samtale med en af mine andre kontaktpædagoger om beskyttelse, og jo, det var faktisk en lille smule pinligt, ikke på den akavede måde, men en mere sådan "du godeste"-agtig måde. Nogle gange kunne jeg godt komme til at tænke, at jeg altså var for gammel til denne her snak, hvilket er noget vrøvl, da jeg er i den fødedygtige alder, og det er efterhånden mange år siden jeg har haft seksualundervisning, jeg tror måske jeg var 16 eller 17, og i dag er jeg næsten 28.
Jeg er myndig, så der er ikke nogen der kan fortælle mig hvad jeg skal gøre, men min kontaktpædagog ville gerne have, at jeg i det mindste overvejede p-piller, men før jeg overhovedet vil diskutere det ville jeg lige slå op hvordan den slags egentlig virker, hvilket jeg har lært engang men glemt alt om. For mig begynder livet ved befrugtningen, og fra det øjeblik er det et barn, hvilket jeg fra starten fortalte min kæreste, så han ved, at hvis uheldet er ude, så er der ikke noget at diskutere.
Første gang jeg skulle til en undelivsundersøgelse ville gynækologen have at jeg begyndte på p-piller, ikke fordi jeg havde sex, men fordi hun mente, at det ville hjælpe mod uren hud. Det ville jeg ikke, men hun respekterede ikke mit valg, så da vi sagde farvel, sendte hun mig over for at få taget en blodprøve, og så sagde hun grav alvorligt "og så ringer du til lægen og aftaler en tid til at få sat en p-ring op". Jeg gad ikke diskutere mere med hende, så jeg sagde bare farvel, og så skete der ikke mere i den sag
Abonner på:
Opslag (Atom)