Kærestesorger sucks. Jeg vil ikke sige, at jeg er knust, men jeg er noget nedtrykt, og livet går videre, mens jeg bare sidder i sofaen og ser til. I går efter træning kiggede jeg længe i spejlet og overvejede, om jeg virkelig behøvede at vaske hår. Det var det måske ikke, men jeg gjorde det alligevel, for et eller andet skulle jeg jo bruge min tid på, og jeg er ikke nedtrykt nok til bare at ligge på sengen og stirre tomt ud i luften. Efterfølgende, fik jeg lavet lidt hebraisk, ikke imponerende meget, men lige akkurat nok til, at jeg kunne lægge bøgerne til side med god samvittighed.
Bag efter var jeg bare træt, selvom klokken ikke var særlig mange, så jeg sad bare og så fjernsyn, det ene program efter det andet. Min far plejer at se anklagende på mig, hvis jeg ser Dr. Phil, men han var der ikke, og desuden må reglerne være noget andet når man har kærestesorger, og så må man også gerne sukke og tænke at DR Phil simpelthen er verdens klogeste mand, men Dr Phil varer kun en time ud af en hel lang dag, men så er der heldigvis andre serier.
Jeg var alene hjemme det meste af dagen, men når min far var her, så han på mig med bedrøvede øjne. Det plejer at gøre mig enormt usikker på mig selv, men lige for tiden bygger det på kærestesorger, og selvom det er ubehageligt at have det, så er det både konkret og normalt og er noget som folk omkring mig kan forholde sig til. Normalt handler min sorg om selvskade eller om at jeg som asperger kan have svært ved at klare ændringer, og så kan folk godt have ondt af mig, men de forstår ikke, og det kan godt lide en lidt akavet stemning. Kærestesorger er til gengæld dejlig nemme at forstå, og selvom der måske ikke findes nogen rigtig god måde at hjælpe på, så findes der dog måder som folk kender og føler sig trygge ved. Der er ikke noget jeg behøves at forklare.
I dag tager jeg hjem til mig selv, og jeg ved ikke, om jeg glæder mig til at blive trøstet af pædagogerne, eller om jeg gruer for at se dem i øjnene, for jeg kan ikke lade være med at skamme mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skammer mig over, men jeg skammer mig, føler mig utilstrækkelig, tænker at jeg må virke som en naiv idiot, og jeg har en eller anden ide om, at jeg ikke fortjener at blive trøstet.
Jeg har ikke grædt, og jeg ved ikke lige, om jeg i det hele taget har brug for at græde. Ændringer og forvirring får mig til at græde, dette her får mig bare til at se væk og krølle mig ind i mig selv. Første gang min ex og jeg mødtes, og jeg viste ham mine arme, sagde han, at han håbede, at han ikke ville få mig til at gøre sådan noget, bare roligt, det er slet ikke sådan noget jeg tænker på at gøre, faktisk tænker jeg slet ikke på at gøre noget som helst andet end jeg gør nu. Men livet går videre, og jeg må bare se om jeg kan følge med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar