Jeg har en skæv døgnrytme, og det blev kun værre, da det skiftede til vintertid. Jeg selv blev ved med at vågne på det samme tidspunkt, samfundet havde bare ændret sin opfattelse af hvad det tidspunkt var.
I går vågnede jeg til sædvanlig tid, og satte mig til at lave latin ved 4-tiden om morgenen. Jeg sad ret koncentreret og jeg nåede langt. Da kl blev 8.30 var jeg helt udmattet, men det var blevet tid til at tage af sted på uni. Jeg kunne slet ikke bære, at min dag teknisk set først startede der. Jeg stod og hang op af dørkarmen til pædagogernes kontor og klagede min nød, men hankede så op i mine ting og gik ned til toget. Mit hår var sat op i en finurlig frisure for at skjule, at mit hår var en lille smule fedtet, og med en kraftig sort og lidt skæv makeup prøvede jeg at skjule de sorte rande under øjnene.
Jeg sad i toget og brugte alle mine kræfter på ikke at gnide mig søvnigt i mine sminkede øjne. Allerede før første station vidste jeg, at jeg ikke ville kunne klare at tage til timer, men i stedet for at springe over i et tog der ville bringe mig hjem, blev jeg siddende hele vejen til Aarhus og tog det samme tog hjem igen, for jeg havde ikke lige noget bedre at få min dag til at gå med, og man slapper godt af i et tog, for der er ikke mange ting der kan aflede en fra stille kontemplation.
Man skulle tro, at en simpel løsning på mit problem ville være at gå senere i seng og derfor vågne senere, men hvis det var så simpelt havde jeg nok gjort det for længst. Jeg har i mange år lidt af aftenangst. Jeg vågner om morgenen og har det fint, og så får jeg det dårligere og dårligere i løbet af dagen, indtil jeg går tidligt i seng for at sove mig fra mine problemer. Problemet med aftenangst har egentlig ikke været så slemt gennem de sidste par år, men hukommelsen om hvordan det var sidder stadig i kroppen på mig, og jeg er rædselsslagen for at blive angst, så jeg har vænnet mig til fortsat at gå tidligt i seng bare for at være på den sikre side, og der skal mere kraftige midler til at ændre den rytme.
Imens kan jeg så ærgre mig over ikke at komme til latin, for for en sjælden gangs skyld var jeg super godt forberedt, men sådan er livet.
1 kommentar:
Som jeg vist har sagt før, så er det virkelig genkendeligt for mig med den aftenangst. Bortset fra, at det hos mig handler om morgenangst. Jeg skal IKKE ud af huset før efter frokost helst, og hvis ikke der kommer en støtte fra morgenen, bliver jeg oppe aftenen forinden til efter midnat, så jeg kan blive i sengen til mellem ti og elleve. Jeg er Så angst for morgener - det lyder til, at det er det samme for dig, bare i forhold til aftener.
Send en kommentar