Livet på et bosted

Jeg er blevet bedt om at skrive lidt om hvordan det er at bo på et bosted, og jeg sagde ja inden jeg havde fået tænkt mig om. Det er ikke noget jeg har noget imod at snakke om, det er bare vanskeligt, for jeg har boet på to bosteder, og de var meget forskellige, så jeg vil fortælle lidt om hvad et sådan tilbud har haft af betydning for mig.

Jeg vil mene, at det har redet mit liv at flytte på bosted, men det kommer ikke uden en pris.  Da jeg blev 18 og pludselig skulle være voksen, var jeg ikke klar. Jeg prøvede at klare mig det bedste jeg havde lært, men det var som at grave mig dybere og dybere ned i et hul, indtil min situation var ret håbløs. Nogle ting ved at flytte hjemmefra kunne jeg godt finde ud af, jeg kunne godt handle, lave mad og komme op om morgenen, jeg kunne godt betale mine regninger og skrive under på papirer, men jeg fik det psykisk værre og værre. Jeg elskede at blive indlagt, for så var der nogen der kunne tage sig af mig, når nu jeg ikke selv kunne.

Det første bosted hvor jeg boede var mest gearet til den praktiske hjælp. Ligesom jeg måtte tilpasse mig mine nye omgivelser, måtte bostedet også tilpasse sig mig, men selvom det var nogle fantastiske mennesker der arbejdede der kunne de ikke give mig den intensive omsorg jeg havde brug for. Hvis man skal på bosted burde det gælde om at finde det rigtige match, men langt hen af vejen, er det nok mere et spørgsmål om hvor der bliver en plads ledig.

Et bosted som jeg bor på nu er som at bo hjemme men med mange hjemmegående mødre næsten uden egne behov. Det er godt når man har det rigtig skidt, at der altid er en til at give knus, berolige og bare være der for én, men det kommer ikke uden en pris. For at blive beskyttet må man også aflevere lidt af sig selv. For at få det fulde udbytte må man være villig til at snakke om alt og altid være ærlig, og man må finde sig i at alt bliver ført til protokols. Det har fået mig til at føle, at jeg lidt har mistet noget af min identitet som et selvstændigt individ, jeg har assimileret mig med mit sagsnummer, jeg er blevet en patient ikke kun af titel men af væren. Jeg tror at det har hjulpet mig igennem den værste tid, men nu hvor jeg er ved at være klar til at komme videre, er det en kamp at vinde min identitet tilbage.

Personalet på et bosted er noget af det vigtigste, de skal være der for mig gennem tykt og tyndt, de har set mig når jeg har det værst, noget hverken familie eller venner har. Man lægger sit liv i deres hænder, og de kommer helt tæt på, men det er et uligevægtigt forhold. Det er deres job, men det er dit liv. Flere gange har jeg oplevet at knytte mig for meget til en person. Man kan nogle steder få at vide, at man ikke skal knytte sig, men det er næsten umuligt at lade være, for tit tæller pædagogerne 90% af ens menneskelige kontakt, for man kan sagtens ende på et bosted langt fra venner, skole og familie.

Det hele kommer til at lyde så negativt, men jeg har fået livet forærende ved at bo på et bosted, og det ville jeg ikke bytte for noget i verden. Det er rigtig nok hårdt at vende tilbage til en mere normal tilværelse, men jeg har ikke noget imod at det er hårdt, for hvis det ikke er bare lidt hårdt, så ender man med at holde op med at kæmpe, og så kommer man aldrig videre.