Lige før jeg flyttede, var jeg til en samtale med min psykiater. Min psykiater mente ikke, at det kunne passe, at en ung frisk pige skulle gå i seng med hønsene, dvs kl 18, så hun satte mig op i min ADD medicin Concerta. Jeg skulle efterfølgende maile med hende hvordan det gik. Til at starte med gik det fint, for jeg faldt ikke længere udmattet om på sofaen allerede kl 13, men så kom ferien.
Er der noget værre tidspunkt at få bivirkninger af sin medicin end 22. december? Jeg havde lidt følt det i et par dage, men jeg tænkte at det bare var julestressen, men i går blev det så slemt, at jeg bare lå og gispede inde på sengen og seriøst overvejede om jeg skulle dø. Jeg havde smerter i brystet og i venstre arm, og jeg kunne tydeligt mærke hvor svært det var for mit hjerte at slå.
Jeg kunne selvfølgelig have ringet til vagtlægen eller psykiatrisk skadestue, men i denne søde juletid, ville der sikkert være time lange køer, og det orkede jeg ligesom bare ikke. Jeg tænkte, at hvis det blev værre så kunne jeg altid få min far til at ringe 112. Jeg oplevede de samme bivirkninger sidste gang de prøvede at sætte mig op i Concerta, og dengang lød det ikke på lægens stemme, som om der var noget at være bange for, så det går jeg ud fra at der ikke var, men jeg informerede lige min familie kort, bare sådan at de vidste hvad der foregik hvis jeg nu pludselig faldt om, og så gik jeg videre til at ignorere problemet eller spille modig, eller hvad man nu har lyst til at kalde det.
Ellers går julen ganske stille og rolig, i hvert fald for mit vedkommende, men jeg tror ikke at min søster ville være enig, for hun sidder og sveder over sit speciale.
1 kommentar:
God Jul og god bedring, Linda :)
Ah, men altså, at en psykiater begynder at skrue på medicinen lige op til jul og en masse helligdag, det er sgu da det mest tåbelige, man kan gøre. Bliver vred, når jeg hører, du får sådan en dårlig behandling.
Bedste hilsner Peter
Send en kommentar