I går var jeg til et møde inde på rådgivnings- og støttecentret (dem der står for min tutor). Jeg kan godt lide dem og det arbejde de gør, men mødet i går var direkte meningsløst.
Jeg kan godt se, at når nu staten giver mig støtte til at komme igennem min uddannelse, så vil de også gerne have noget igen, i dette tilfælde i form af et evalueringsmøde. Det reelle evalueringsmøde tog ca 10 min, så havde vi 5 min om min tutors feltprojekt i næste semester der gør, at han ikke fortsætter som totor, hvilket var ret spændende at høre om. Det sidste kvarter var dog en pine at komme igennem.
Det skal lige siges at jeg havde glemt at tage min frokostmedicin, så min ADD gik helt amok, og jeg følte mig mest af alt som et egern på kokain. Jeg var helt elektrisk, og det aller sidste jeg havde lyst til var at sidde stille og diskutere hvordan man kunne optimere min læringsprocess så det kan blive en god oplevelse, især når vi nu allerede tidligere havde slået fast, at jeg lærer bedst gennem hårdt arbejde, og at det faktisk fungerer fint.
Jeg blev lidt i tvivl om hvad mødet EGENTLIG handlede om. Handlede det om, at hun synes det var synd for mig, at jeg arbejder hårdt, og at hun gerne ville lette presset? Eller handler det om et feminiseret bureaukrati, hvor det er hulens vigtig hvordan man føler? Jeg ved godt, at jeg er en 'stakkels' handicappet person, men er jeg for stakkels til at kunne yde en indsats.
Jeg ved, at jeg ikke kan yde det samme som mere normalt fungerende personer, men det er nu engang min filosofi, at hvad man kan yde bør man. Måske er der et gærde et sted der er lavere, men jeg er faktisk stolt af den indsats jeg gør på universitetet, og jeg gør det jo ikke forgæves. Både min lærer og min tutor er enige om, at jeg klarer mig godt, og det på trods af, at jeg måske kun har været der til 40% af undervisningen, så hårdt arbejde kan godt nogle gange betale sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar