For satan hvor har jeg ondt

Jeg var ude og cykle i går, hvor jeg kørte op ad bakke i modvind. Efterfølgende fik jeg helt enormt ondt i hoften. jeg kunne ikke sidde på en stol, jeg kunne ikke sidde på gulvet, jeg kunne heller ikke ligge ned, hverken på min seng eller på gulvet. Grædefærdig skrev jeg til min fysioterapeut og fik en tid om eftermiddagen. Det hjalp lidt, men ikke helt nok, dog var det jeg var mest fortvivlet over tanken om at jeg måske ikke kan 'tåle' at cykle, for jeg vil dø af skam hvis jeg bliver nødt til at købe en af de der elektriske.

Da jeg kom hjem måtte jeg så sætte cyklen ind i skuret, hvorefter jeg kunne bruge de næste tre timer på at gå rundt i en smertetåge, hvor jeg kun til nøds kunne læse. Som psykisk syg lyder parolen, at man meget hellere vil have en fysisk skavank, for det kan ses, enten med det blotte øje, en prøve eller et røntgenfoto. Well min skade kan ikke ses, og den er bestemt ikke meget morsommere at have end noget psykisk. Som deprimeret havde jeg trods alt den trøst, at jeg kunne lægge mig ind i sengen under dynen, men det kan jeg ikke nu, jeg har simpelthen for ondt.

Nogle mennesker drømmer om at tilbringe deres sommerferie på et varmt sted, gerne med en strand og måske nogle palmer. Den drøm har jeg ikke. Jeg drømmer om, at jeg en dag, bare en enkelt dag, kan tilbringe dagen i sengen med en bog. Det var noget jeg tit gjorde 'i gamle dage', men jeg har ikke kunnet gøre det det sidste år.