Det rocker og det ruller

Jeg ved godt, at Københavnerne er meget skeptiske over at kalde Aarhus en storby. "Det er verdens største provinsby. Punktum.", og langt hen af vejen har de da også ret, men den er altså stor nok til at man bør have sig en stamcafé. I hvert fald hvis man er pige, for piger kan godt lide og gå på café med veninderne. Straks melder spørgsmålet sig så; "Jamen hvor skal vi dog tage hen?", for der er nemlig mange forskellige steder at tage hen, og det lyder ledt fesent at sige; "det ve' jeg ikk', hva' syn's du?", lige som de der gribbe i Junglebogen. Nej, så er det meget mere sejt lige at sige; "Jeg kender et fikst lille sted lige rundt om hjørnet".

Men hvad skal man dog vælge? En dag skulle jeg på biblioteket, men var kommet lidt tidligt af sted, så jeg gik og tussede rundt i de nærliggende gader, da jeg kom forbi en café der HAVDE MUMITROLDENDE I VINDUET. Jeg elsker simpelthen Mumitroldende (bøgerne, ikke tegnefilmene), så den førstkommende lørdag, samlede jeg mine tegnegrejer og tog derned. Café Stardusts's speciale er musik i ægte vinyl og finsk skønlitteratur, hvilket føles en lille smule vanvittigt. Det er hverken den absolut bedste, billigste eller hyggeligste cafe, men jeg elsker lidt det skæve og det skøre, så jeg elsker det sted.

Der er så bare lige ét problem, og det er den aura af rockmusik der ligger om stedet. Mit kendskab til rockmusik var, indtil for nyligt, at dengang min far var ung der var de der Beatles ret populære, og dem der var lidt mere hard core hørte Rolling Stones. Det store rædselsscenarie er, at en en dag vil spørge mig, om der er noget specielt jeg gerne vil høre, for hvis de gør, vil jeg være helt blank, og mine øjne vil få det der døde udtryk af ren rædsel, som én der stirrer sin egen dødelighed i øjnene. Men som soldaten der kastes ud på slagmarken, eller som nørden der står over for et ukendt tema, så hanker jeg op i mit udstyr og går i gang.

Jeg har tidligere læst Keith Richards selvbiografi og derved eksperimenteret lidt med the Stones og hele blues genren. Gennem feministen og musikanmelderen Caitlyn Moran har eksperimenteret med Bowie, The Byrds, Kate Bush og Patti Smith. Jeg har en ven der går op i musik med autistisk entusiasme, og han foreslog Dylan, the Doors, og Van Morrison, på eget initiativ har til at høre AC/DC og Guns'n roses og selvfølgelig har jeg gennem CSI stiftet bekendtskab med The Who i parafrase. Jeg har bestemt ikke været doven. Det har jo egentlig ikke været fordi jeg ikke tidligere har kunnet lide rock musik, jeg er bare forbløffende uvidende. Om det ligefrem ender med at købe en pladespiller, det ved jeg ikke, for det er jo lidt af en investering, så lige nu er musik for mig hovedsageligt noget der foregår på youtube eller nede på Stardust.