Som verden ser ud for mig i dag, så lyver jeg meget sjældent, og når jeg gør så får jeg altid meget dårlig samvittighed. Min psykolog spurgte forundret om jeg overhovedet kan finde ud af at lyve. Det kan jeg nu godt, men det er svært, for jeg kan ikke koncentrere mig om løgnen, alt hvad jeg tænker er "jeg lyver lige nu, jeg lyver, fuck hvor er det forfærdeligt. Så når jeg lyver, er det som regel ved at undlade at sige den ting der virkelig gælder, hvorefter min indre monolog går "du må ikke sige DET, du må ikke sige DET". Er det hvad man kan kalde en undladelsessynd :)
Sådan har det dog ikke altid været. Da jeg var barn, havde jeg endnu ikke nogen diagnose, og da vi ikke var en familie der sådan talte om tingene, så stod jeg ofte meget alene med at tackle en verden der slet ikke var beregnet til sådan nogle som mig. Værende et barn havde jeg ikke ret mange midler til min rådighed. Jeg havde ikke nogen penge eller erfaring i at købe ting der kunne være mig behjælpelige, og jeg var et barn og havde derfor i det hele taget meget lidt kontrol over hvad der skete med mig, men jeg havde brug for kontrol, så derfor var løgnen det eneste hjælpemiddel jeg havde. Nej, det er ikke helt rigtigt, jeg havde også brug for sukker som hjalp mig med min udiagnostiserede ADD, men for at få sukker måtte jeg lyve.
Hvad løj jeg om? Jeg løj om hvor jeg havde fået slik fra, om hvor meget jeg havde spist, om at være syg, så jeg ikke skulle i skole, om hvor hvor meget tøj jeg havde på, så jeg ikke behøvede at svede, om hvad der skete i skolen, så at mine forældre kunne få ondt af mig, eller for at de ikke skulle opdage at jeg var en taber, om lektier, fordi jeg slet ikke havde overskuddet til at lave dem, men mest af alt løj jeg for at jeg kunne få bare en ganske lille smule fred oppe i hovedet.
Jeg husker ikke længere hvor ofte jeg løj, men det føltes som om det var hele tiden. Jeg hadede virkelig at gøre det, for jeg vidste, at det gjorde mig til et dårligt menneske, men jeg var nødt til at gøre det for at overleve. Det værste ved løgnen er, at det er svært at holde op, for jeg var så bange for at indrømme at jeg havde løget. Jeg var bange for at se folks ansigter når det gik op for dem. Menneskers ansigter har altid skræmt mig lidt med alle deres uforståelige følelser
Min barndoms løgne var ret uskyldige, men det var en snebold der rullede ned af bjergskråningen, for lige pludselig blev jeg teenager, at de ting der var på spil blev mere alvorlige, sexchikane, spiseforstyrrelse, selvskade, selvmordstanker. Løgne for at holde på den normale facade. Alle løgnene naglede mig til gulvet. Hvordan kunne jeg sige fra, sige at det ikke længere var sjovt, uden at folk ville opdage at jeg havde løget og dømme mig? "Kære Gud, Jesus, Jomfru Maria og alle Himlens hærskarer. Hvordan fanden kommer jeg ud af alt dette lort".
Løgnene stoppede samtidig med at spiseforstyrrelsen stoppede, for på det tidspunkt var jeg så sy, at det var hamrende ligegyldigt hvad jeg sagde, bare jeg sagde et eller andet. Her er det, at jeg burde komme med en historie om det præcise øjeblik hvor jeg besluttede mig for ikke at lyve mere, helst et tidspunkt hvor jeg var ved at dø, men for mig var der ikke sådan et øjeblik, det var bare sådan, at jeg efterhånden lærte, at nu hvor jeg havde en diagnose der kunne forklare min hemmelige anderledeshed, så var det meget meget nemmere hvis jeg bare fortalte sandheden.
I dag er mit liv formet på en måde, hvor jeg ikke har brug for at lyve for at overleve. Det er bare sådan verden er, det er ikke nogen moralsk beslutning, selvom jeg ironisk nok har det enormt svært ved når andre lyver over for mig. På trods af, at jeg har så megen erfaring i at lyve, så forstår jeg ikke løgnen, og den gør mig utryg. Der ud over kommer det altid bag på mig når andre mennesker ikke viser sig at være langt bedre og moralsk mere overlegne end jeg selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar