I går sad jeg og skrev på mit oplæg til konferencen om autisme og spiseproblematikker, og det går som sådan udmærket. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om det jeg skriver er for klynkende, for selvom oplægget udelukkende handler om at have det skidt, så er der ingen der gider at se mig stå på en scene og have forfærdelig ondt af mig selv.
At have ondt af mig selv er lidt min stil, men med et sarkastisk twist. Det går fint nok i et indlæg på 500 ord, men jeg har ingen erfaring i 8000 ords balancegang. Hele pointen med at jeg er blevet valgt til at tale er, at det var forfærdelig synd for mig, så lidt klynk er der vel nødt til at være, hvis jeg ikke skal bagatellisere ti års helvede, men samtidig skal der også være plads til håb, latter og knivskarpe analyser. Okay, måske bliver mine analyser ikke ligefrem knivskarpe, i hvert fald ikke så skarpe som en jagtkniv, måske som en smørekniv eller en af de der engangs plastic nogen. At sige, at jeg er i stand til knivskarpe analyser er vist at overvurdere mine egne evner.
Et af problemerne med denne balancegang er, at jeg ikke kender og forstår mit publikum. Hvem er jeg i forhold til dem, en pauseklovn, en apostel eller en ekspert? Hvad ønsker de af mig, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Hvad kan jeg give dem, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Jeg vil gerne tale til dem, for jeg tror bestemt, at jeg har noget at sige. Lige nu gælder det dog bare om at finde frem til dette noget og få skrevet det ned på papir på en ordentlig måde, uden for meget klynk og med visse literære kvaliteter.
Et andet problem er, at dette er første gang jeg skal holde et større oplæg for en stor gruppe mennesker, så jeg kender ikke mine egne evner og begrænsninger. Jeg ved ikke om jeg skal sigte efter stjernerne eller efter trætoppene. Selvfølgelig ønsker jeg at tro, at jeg bare vil være super duper god til den slags, men jeg ved, at jog godt kan blive lidt forvirrende at lytte på. Det er ikke fordi mine konklusioner er helt ude i hampen, det er mere, at jeg glemmer at fortælle hvordan jeg når frem til dem.
Lige nu er jeg dog på stadiet, hvor jeg bare skriver en helt masse ned, og så på et tidspunkt skal det rettes igennem og ting skal lægges til og trækkes fra. Det værste er at trække fra, for at trække fra betyder at man må se i øjnene at man ikke er et geni, og ens første indskydelser ikke er perfekte, at man ikke selv er perfekt. Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke er perfekt, men det er hårdt at indrømme, at mit arbejde ikke er det, at markere hele ord og linjer og grusomt slette dem. Det føles som om at den tid man brugte på at skrive dem har været spildt, men de var ikke spildt, de var bare et skridt på vejen som man reflekterede over og arbejdede videre på, men det er bestemt ikke sådan det føles når man trykker slet.
3 kommentarer:
Det kan godt være du siger noget, som man sagtens kan læse i en bog, men at høre det kan ramme bedre end at læse det :)
Jeg tvivler faktisk på, at det bliver ynk. Altså, jeg forstår godt din frygt, men jeg tænker, at det netop er dét, de skal høre om - HVOR svært, det faktisk kan være. De skal få en indsigt i, HVOR komplicerede tingene er, for ellers kan de ikke møde andre i det, sådan rigtigt. Jeg tænker, at det er vigtigt, at de får alle de bitte små ting, som bliver kæmpe store, fortalt, alle de småting, som bliver kæmpe problemer. Det er ikke ynk - det er oplysning. For det er sådan nogle ting, som andre folk slet ikke tænker på, og måske derfor er det svært at forstå.
F.eks. det med at skulle se en film en aften i stedet for det almindelige tv-program - eller at rykke sengetiden en time. Det kan give ENORME bekymringer og problemer og meget forhøjet stressniveau for mig. Og det tænker folk slet ikke på - at det faktisk er så omfattende. Jeg ved godt, at det nok ikke lige er tv-program og film, du skal skrive om - det var bare for at komme med et eksempel. Jeg synes ikke, det er ynk at komme med et ærligt billede af, hvordan det er at kæmpe med begge ting. Det er oplysning. Og indsigt. Ikke at fortælle det, vil næsten være at negligere problemet - og tænk, hvis dine tilhører går ud og gør dét i forhold til andre med de samme problematikker. Sådan har jeg i hvert fald aldrig fået noget godt ud af at blive mødt :-)
Okay, jeg ved ikke, om det giver mening. Jeg er ret bombet efter turen i Sommerland i dag. Jeg måtte bare lige forsøge alligevel.
..og i forhold til spiseforstyrrelsen, kan det måske også blive kompliceret - fordi den spiseforstyrrede kontrol og rigiditet måske kan forveksles med den autistiske. Og omvendt. Og det er vigtigt at være opmærksom på, tænker jeg :-)
Men ja, jeg ved jo netop heller ikke, hvad oplægget helt præcist skal handle om. Det var bare lige mine tanker:-)
Send en kommentar