Væk

Problemet ved at være morgenmenneske er, at nå man sover ude, så vågner man som regel adskillige timer før sine værter, og nogle gange ved man så ikke hvordan man betjener kaffemaskinen. efter denne uges nedsmeltning trængte jeg til at komme lidt væk, væk fra den dårlige samvittighed over lektier der ikke blev lavet, væk fra løbetræningen der ikke går særlig godt, væk fra de samme omgivelser dag ud og dag ind. Jeg er autist, jeg elsker gentagelser og faste rutiner, men selv jeg kan løbe sur i det hele.

Min onkel havde haft lægevagt oppe i Nordjylland og kunne så hente mig i Aarhus inden han tog færgen til Sjælland. Det var første gang jeg skulle besøge ham og min tante i deres nye hus, men jeg kender dem selvfølgelig ganske godt, det vil sige, at jeg kunne opleve noget nyt og spændende i trygge og vante rammer, og det var lige hvad jeg trængte til.

Om eftermiddagen var vi ude og gå tur, og det var en helt anden natur end der hvor jeg bor nu, mere frodigt, varmere, jeg havde klædt mig på efter det jyske vejr, og jeg svedte, men det var rart at smide jakken for første gang i år. Når jeg løber, så løber jeg i et fitnesscenter, og når jeg cykler, så cykler jeg normalt bare ned på universitetet, så jeg kommer slet ikke så meget ud som jeg gerne ville. Mit liv er fuld af gode intentioner, men så skal jeg lige det ene eller det andet, og så kommer jeg ikke af sted.

Der var snak om at vi skulle på museum, men for mig var et nyt hus i nye omgivelser rigeligt med nye input. Da jeg vågnede, og min onkel og tante stadig lå og sov, gik jeg på oplevelse i deres stue. Først så jeg på deres bøger, for det er hvad jeg altid gør når jeg er hjemme ved nogen, og når jeg nu var i gang med bøgerne kunne jeg lige slå op, om det virkelig var en spætmejse jeg havde set dagen før. Så gik turen videre til skabene. Min onkel og tante rejser meget til fjerne egne som jeg nogle gange ikke engang anede eksisterede, og de bringer ting med hjem, som jeg så kunne gå og snuse i og opleve mit helt eget lille eventyr. 

Mens jeg gik rundt og lod mig fascinere af den ene genstand efter den anden, gik det op for mig, at jeg ville være en forfærdelig indbrudstyv, der kunne have ligget en stak med en million kroner, og jeg ville have været revnende ligeglad, men de små figurer med små vrisne mænd forelskede jeg mig hovedkuls i. Der var et kæmpe stort plasma tv, i hvert fald fire gange så stort som mit eget, men jeg ledte ikke engang efter fjernbetjeningen, for jeg havde travlt med at studere elgen der løb på skøjter, læderæslet, myreslugerpinceten, det græske tempel, glasskålen med billen, åleruserne i mineformat. Der var slet ikke behov for et museum, for min onkel og tante havde deres egen lille udstilling.