Om seriefælden

CSI New York

Efter min eksamen er jeg faldet med begge ben direkte i seriefælden. I går sad jeg så meget TV, at der poppede en boks op om, om det virkelig kunne passe eller om den skulle slukke fjernsynet. Fandeme nej. Det er en dum dum weekend og jeg er træt, jeg ønsker bare at blive suget ind i en verden hvor etik, moral og opførelse er en sort/hvid ting, hvor kvinderne er smukke og kloge og mændene loyale og heltemodige. Så pyt med, at jeg har set alle afsnittene af min serie før, for jeg har dem på dvd.

Faktisk er det en fordel at jeg har set dem før, det genkendelige beroliger mig, og det giver mig mulighed for at lave alt muligt andet imens. Ikke at jeg nødvendigvis benytter mig af den mulighed, men det vigtige er, at den er der.

Et afsnit varer ca 43 min, og det passer til hvor lang tid jeg kan koncentrere mig om et plot, og det passer til hvor meget kød der egentlig er på en gennemsnitlig kriminalhistorie. Det er jo lidt hyklerisk, at jeg det ene øjeblik sviner kriminalromaner, og det næste øjeblik priser CSI-serierne, nogle af dem i hvert fald. Det er de 43 der er afgørende, for det er de færreste plots der reelt er "værdige" til at fylde 300 sider eller mere.

Det er nu heller ikke fordi jeg tager CSI New York (min yndlings) særlig seriøs. Jo alvorligere og jo mere dybsindige de bliver, jo mere flækker jeg af grin. Jeg elsker når de tager gajol-citater og får dem til at lyde som meningen med livet. "Det får én til virkelig at værdsætte sine nærmeste...". Det gør det sikkert, men hvis de virkelig mente det, så få fingeren ud og før noget ved det, giv dem et stort fugtigt smaskkys eller en plade merci "fordi du er til". Ikke at jeg ved om man overhovedet kan få merci i USA.

Jeg elsker CSI Miami (den mest krukkede) Når Horatio Caine på mest teatralske vis skal se sig over venstre skulder når han skal sige noget "meningsfuldt",.

Men mest af alt elsker jeg serier, for så slipper jeg for at forholde mig til noget som helst, for der er ikke nogen dybereliggende mening med tingene, ikke andet end her er jeg og der er de og der foregår en envejskommunikation som jeg kan slukke for ved et enkelt tryk på fjernbetjeningen.