manglende overskud

Jeg har snakket om, at jeg har været syg den sidste uges tid, men måske jeg i virkeligheden ikke har været syg men bare udkørt, for jeg har jo ikke haft nogle deciderede sygdomssymptomer, snue, ondt i hals hoved eller mave eller træt, jeg har bare haft en akut mangel på overskud.

En af de ting der har været anderledes har været hele min personlighed. Jeg har været kort for hovedet og utålmodig. Den anden dag kom en af pædagogerne op til mig i pigernes tv-stue. Hun kunne ikke finde opskriften på min mad, og vidste ikke hvad hun skulle stille op med den, da vi/jeg fandt den. Normalt ville jeg være typen der ved logisk deduktion ville få hende til at forstå, men det var også bare sådan, at jeg indlevere en opskrift og får min mad, og det der ligger imellem der har jeg ikke rigtigt noget med at gøre, så jeg endte med at bide hende af og sige, at det måtte hun selv ligge og rode med. Bagefter skammede jeg mig over min reaktion. Normalt går jeg meget op i undskyldninger, både dem andre skal give mig, men så sandelig også dem jeg skal give andre, men denne gang valgte jeg den 'lette' løsning og spiste nede i min egen lejlighed.

En pige fra studiet spurgte mig hvad Aspergers betyder konkret. Dette er hvad det betyder, disse pludselig og akutte fald i overskud. Asperger ekspert og konsulent, Dorthe Hölk, fortalte mig engang, at når andre mennesker siger, at deres batterier er flade, så kan de egentlig lige yde 10 % mere før de går kold, men når en Asperger siger det, så er der bare overhovedet ikke mere tilbage. Det er lidt sådan det føles lige nu. Jo, jeg får skrevet denne blog, men så ikke så meget mere, jeg træner næsten ikke, jeg læser ikke, jeg er ikke social, jeg er ingenting, ikke på sådan en deprimeret måde, men på en flad måde.

Jeg ville egentlig gerne have været på universitetet i går, men ombestemte mig, for det var alt for mange timer og alt for mange mennesker, og især fordi der var påskeafslutning, og det ville jeg voldsomt gerne, og jeg ville ikke kunne sige nej når jeg først stod der, selvom jeg vidste, at jeg ikke har energien til det. Nu kan jeg så se billeder på facebook og ærgre mig gul og blå.

Men der var også en anden grund til at blive hjemme, en grund som jeg er knap så stolt af. De sæsoner af CSI New York som jeg havde bestilt på nettet var klar til afhentning på posthuset, og jeg glædede mig som et lille barn til juleaften. Hvad er der med mig og tv-serier for tiden? For en måned siden, ville jeg have svoret, at jeg bare så dem fordi det nu bare var det der var når jeg trængte til at slappe af, og nu køber jeg dem ligefrem på dvd. Jeg siger til mig selv, at det er på grund af mit manglende overskud, men generelt synes jeg nok bare at mit eget liv er lidt for kedeligt, for der er ikke mange voldspsykopater eller labre modeller, men det er der i tv-serierne.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg formåede at værdsætte virkeligheden noget mere, for der er faktisk mange spændende mennesker i mit liv, men det er problematisk at dagdrømme om virkelige mennesker, og lige nu har jeg brug for at dagdrømme.