"I var der ikke"

I går og i forgårs var mine faste kontaktpædagoger her, men ellers havde de faktisk ikke været her i en uge, og det føltes ensomt. Der har ikke været nogen umiddelbare kriser, så der har ikke været noget tidspunkt hvor jeg bare græd og kun ville have dem, men det har været en tom fornemmelse, at der ikke var nogen faste mennesker i mit liv der fulgte op på aftaler og huskede de historier jeg havde fortalt. Det var faktisk mest tydeligt i går, hvor jeg sad sammen med en af dem, og jeg vidste faktisk ikke hvad jeg skulle sige til hende. Jeg kunne slet ikke huske hvornår hun havde været der sidst, hvilke historier hun havde hørt og hvilke hun ikke havde, men det var egentlig også lidt ligegyldigt, for jeg orkede ikke at fortælle dem igen, jeg havde jo allerede fortalt dem om og om igen. Nogle gange blev jeg ligefrem irriteret når hun spurte ind til noget, for jeg glemte hele tiden, at hun jo ikke vidste det ene og andet.

Jeg ved aldrig helt hvornår jeg skal tænke på pædagogerne som individer, og hvornår de er en samlet enhed. Som personer er de unikke individer med hver deres karaktertræk, som man enten kan lide eller ej, arbejde tæt sammen med eller ej, men i kraft af deres stilling som pædagoger, bliver de også en enhed der arbejder (så vidt muligt) i samme retning. Hvad jeg snakker med én pædagog om bliver skrevet på Bosted (en slags journal) for en anden at læse, men jeg ved aldrig med sikkerhed hvem der skriver hvad og hvor meget, og hvem der læser hvad, hvornår og hvor grundigt. Nogle gange er det til at blive helt skør i hovedet af, nogle gange er der ting jeg ikke har lyst til at sige fordi jeg ikke vil have at alle ved det, og nogle gange er det egentlig meget fint, for så slipper man med kun at sige noget 50 gange i stedet for 117.

Nu tager jeg hjem til min far på påskeferie, og når jeg kommer tilbage tager den ene af mine kontaktpædagoger på ferie. Jeg når lige at se hende en enkelt gang på mandag, ellers ser jeg hende ikke de næste fire uger, og jeg tror at det bliver hårdt, for snart starter universitetet, og selvom jeg glæder mig til det fordi det godt kan blive lidt trivielt at se tv hele tiden, så er jeg også rædselsslagen for at jeg ikke kan klare det.