Du må ikke dø fra mig

Til min aller kæreste Måne.

Gennem et år har du stået ved min side. Vi har fulgt hinanden i opgang og (mest) nedgang. Vi har grinet af livets og sygdommens absurditeter. Hvem andre kan forstå det sjove i at børn propper ærter op i næsen, og at du får ærter i næsen indefra? Vi klamrer os til hinanden i en verden der ikke er sikker på at den vil have os, vi er de måske egnede, som Peter Høegh skrev om. Vi er spøgelser på grå hospitalsgange, levende lig, skamskudte engle. Vi er søstre i ånden. Du er min BFF!!!

Du fik en grim besked fra lægen. Du må ikke holde fødselsdag for os veninder. Jeg forstår godt, at du gik ned med flaget. Jeg forstår godt at du slukkede din mobil og begravede dig under dynen.

Du skrev at du ønskede at dø, og jeg tror på at du mente det, og så hørte vi ikke mere. Jeg skrev noget nær en million beskeder. Jeg vidste ikke om du fik dem. Jeg vidste ikke om personalet havde taget din telefon som straf. Jeg vidste ikke om du var i live.

Jeg skrev til de andre, desperat efter at høre nyt, men ingen kunne hjælpe mig fri for sorgen. Jeg troede ikke, at du sådan ville dø fra mig uden at give besked. Jeg troede ikke at du ville lade mig ensom tilbage, men til troen hører tvivlen.

Tvivlen sad og gnavede i baghovedet som en satans lille ilder. Jeg kunne næsten høre dens tænder skrabe mod kraniet.

Hvad nu hvis du virkelig var død?

Jeg er en social form for asperger autist, og jeg danner mange overfladiske venskaber som jeg sætter stor pris på, men det er sjældent at en person når ind til mig og virkelig betyder noget. Selvom du er så syg, så har du lært mig så meget om at være i live. Du lærte mig hvordan man holder sit hjem rent og pænt, så at der er til at holde ud at være. Du lærte mig hvordan to veninder kan holde af hinanden og give og modtage uden at man føler sig overvældet eller blottet. Du lærte mig ikke at være bange for min sygdom, at rette ryggen og gå i kamp.

Du har givet mig så meget, så tanken om at du skulle dø uden at jeg fik sagt farvel og tak, den var ikke til at bære.

Men du var i live, sådan da, og du har lovet at kæmpe, og jeg tror dig. Så nu er der bare at sige, at jeg håber at dette ikke sker igen, for din skyld og for min.

Stort kram, din Mummi