Om ros

Nogle gange tror folk fejlagtigt, at bare fordi jeg ikke er god til at tage imod ros, st så er jeg heller ikke interesseret i at høre det. Okay, helt forkert er det ikke, for jeg gider ikke den ubegrundede ros, jeg gider ikke høre, at selvfølgelig er jeg dygtig til at skrive, fra en der læst ikke har læst nogle af de ting jeg har skrevet. Den slags ros virker bare tåbelig, men når jeg har skrevet noget, eller malet et billede, eller har taget mig lidt af en af pigerne når hun har haft det svært, SÅ vil jeg gerne have ros, og jeg vokser en lille smule hver gang.

Jeg er vokset op med aldrig at kunne gøre noget ordentligt, på nær lige når jeg tegnede og malede. Det skyldtes dels, at jeg var en aspergerautist i en neurotypisk (ikke autistisk) verden, og jeg skulle klare mig på lige vilkår med alle andre. Buhu, det var vel nok synd for mig, men det skyldtes altså også, at jeg endnu ikke havde lært en ordentlig arbejdsdisciplin. Hvornår den begyndte at komme er svært at sige, nok først, da jeg blev voksen. Hvad der virkelig satte gang i tingene, var da jeg begyndte på ritalin og senere concerta for min ADD.

Nu om dage, gør jeg de ting jeg skal, og mere til, og jeg gør dem ganske udmærket. Hen over sommeren tog jeg et forfatterkursus, og selvom det sådan mest var for sjov, så var det også lidt for alvor, for når jeg lige har sagt, at jeg gør tingene ordentligt, så skal det også gøres, og det gjorde jeg så, og det har båret frugt, for her er lærerens evaluering af mit arbejde.

"Allerede fra første opgave, har Linda vist, at hun besidder et stort intellektuelt potentiale og – ikke mindst – et stort gå-på-mod. Uanset opgavens art, har Linda ufortøvet kastet sig ud i den. Mange gange har Linda selv ment, at hun ikke havde klaret opgaven særlig godt – men det viste sig stort set hver gang, at Linda havde lavet en særdeles interessant og velskrevet opgave. Kun en enkelt gang diskuterede vi om opgaveformuleringen skulle fravige den fra kurset stipulerede, da vi nåede til disciplinen: Skriv til musik. Men igen viste Linda stort mod og hun og jeg blev enige om, at hun ville gøre et forsøg. Det er heller ikke uvæsentligt at nævne, at Linda, som den eneste af de mange elever jeg hidtil har haft, besvarede og sendte alle opgaver retur til aftalt tid. Så hun har også en rigtig god arbejdsdisciplin.

Jeg var tilbøjelig til at glemme, at Linda har en diagnose. Det betød, at vi på et tidspunkt sidst i forløbet gik skævt af hinanden – men igen var Linda modig, og storsindet, og vi fik afsluttet på en for mig at se ordentlig måde.

Linda har givet kursus god respons. Det er min opfattelse, at hun har haft fornøjelse af det. Det samme har jeg. Linda er en drøm af en elev: disciplineret, begavet, kreativ og nysgerrig. Den værste hurdle for Linda er nok, at hun stiller så sindssygt høje krav til sig selv".

Og ja, jeg stiller høje krav til mig selv, men hvor går det fra at være en god ting, som man skal være stolt af, til et problem. Jeg kan jo godt lide at gøre tingene ordentligt, og for at gøre det, så er man nødt til at have høje krav til sig selv, eller bare være særdeles talentfuld. Det kan så være svært at sig, hvor meget af det gode resultat der skyldes talent, og hvor meget der skyldes hårdt arbejde.

Da jeg gik på universitetet, var der en pige der fik rigtig gode karakterer uden at kæmpe sindssygt hårdt for det. Vi andre syntes, at det var virkelig flot, men hendes mor sagde, at hun havde mere respekt for en af de andre piger, som klarede sig mindre godt, men som virkelig kæmpede hårdt for det.

Hvis man har et talent, er man så ikke på en eller anden måde forpligtet til at arbejde hårdt for at forbedre sig, både over for sig selv, for verden og for Gud, for Gud konge og fædreland?