Om at lære at håbe

Jeg har igennem nogle måneder skrevet lidt frem og tilbage med løberen Rikke Rønholt, som jeg er stor fan af, ikke kun fordi hun har en killer krop, som er den første ikke-afmagrede krop jeg har kunnet beundre siden min spiseforstyrrelse begyndte at konsumere hele mit jeg, men også fordi hun har en passion for løb, som hun, bedre end nogen anden jeg har stødt på, formår at give videre til andre. Jeg kan stærkt anbefale hendes bog "Bliv løber for livet", den har i hvert fald givet mig rigtig meget.

Jeg skrev til hende og fortalte om den skade jeg nu har døjet med i en måneds tid, og som er ved at drive mig ud af mit gode skind. Jeg skrev og spurgte hvordan man kan holde motivationen, når universitetet stresser, mit privatliv er noget rod, og når man bare ser lidt for åndssvag ud på en cross trainer.

"Jeg er rigtig ked af at høre du er blevet skadet. Det er altid ret deprimerende. I min bog var jeg så fræk at sammenligne processen med de 5 stadier i sorg: Fornægtelse, Vrede, Forhandling, Depression og Accept. Men ved et foredrag jeg holdt kom der en klog deltager op til mig og sagde, at jeg havde glemt det aller vigtigste i den proces, nemlig Håb! -og hun havde ret.
Tag det fra en der næsten har været mere skadet end 100% intakt i det meste af karrieren. Kombinationen af hurtig accept og håb er nøglen til at komme igennem et skadesforløb. Håbet hjælper til at holde fast i det konstruktive, og aldrig glemme, at uanset hvor lang tid det tager, så kommer du til at løbe igen".

 Håb er noget mærkelig noget. Er det overhovedet muligt at håbe, når man ikke har den forestillingsevne der skal til for at kunne se, at det engang bliver bedre? Jeg kan godt finde ud af at håbe, men jeg kan kun håbe på ting som jeg allerede har prøvet, og som jeg derfor kan forestille mig, men jeg har aldrig prøvet at være skadet, så jeg har svært ved at se, at det nogensinde holder op igen. Eller, det er den simplificerede måde at se det på, for jeg er lige så stille ved at få det bedre, jeg kan nu løbe 500 m meget meget langsomt for hver træningstime jeg har. Det er svært at forestille sig, at 500 m kan blive til 6.3 km  (der er et løb om et års tid jeg gerne vil deltage i), men jeg ved lige akkurat nok om matematik til at kunne forestille mig en opadgående kurve, men ikke nok til, at jeg gider sætte mig ned og lave diagrammer. Først var det 0.0 m, så 50, så 100, men kun en gang imellem, og nu kan jeg så klare 500 m næsten fast.

"Og det arbejde du gør nu vil afgøre hvor hårdt det er at starte forfra. Hvis du giver slip på din konditionstræning, så bliver det en lang sej genoptræning. Men hvis du får holdt fast, vil det kun være et spørgsmål om at genfinde løbeøkonomien og den specifikke styrke igen".

Så jeg springer op på de andre maskiner i fitness centret og okser derud ad. Cross traineren, den hvor man også bruger armene, den skulle være så god, og jeg bruger den fra tid til anden, men jeg føler mig noget så usigeligt dum. Dem der nogensinde har haft aerobic til idræt i folkeskolen eller gymnasiet husker måske de der teenagedrenge med de alt for lange arme og ben, som de slet ikke kunne finde ud af at koordinere, det så ynkeligt, sjovt og lidt sørgeligt ud, og det er sådan jeg føler mig når jeg stiller mig op på en cross trainer. Der er en enkelt mand derovre der for det til at se bare lidt værdigt ud, og han er major (eller hvilken grad han nu lige har) i hæren.

Jeg har til gengæld fundet mig en maskine som jeg næsten godt kan lide. Jeg har ingen anelse om hvad den hedder, men jeg kalder den for 'høje knæløft maskinen', og det gode ved den, ud over at man forbrænder en hulens masse kalorier og får pulsen op på uanede højder, er at man går i pasgang, det vil sige, at man lige som en kamel løfter arm og ben i samme side samtidig, hvilket for mennesker, når de går ude på vejene, ser enormt unaturligt og dumt ud, men på en maskine i fitness centret virker det mindre ucoordineret. Ulempen er, at man så ikke i samme grad får trænet sine skrå mavemuskler, men dem findes der så heldigvis også en maskine til. Føler mig som en anden Terminater, mere maskine en mand (kvinde).