Se op, der'n kop

Jeg bruger meget af min nyfundne fritid på at sidde og tegne postkort, og nu var jeg ved at være nået ned i bunden af blanke kort. Der ligger en bog og idé tæt på hvor jeg bor, og der tog jeg ind. Jeg havde overvejet at tage ned til byen, men havde ombestemt mig, jeg orkede det simpelthen ikke. Det viste sig dog, at bog og idé ikke havde kort i min størrelse, og så måtte jeg alligevel springe på cyklen. Vejret var egentlig ganske udmærket, så det var ikke fordi sådan en lille tur var noget problem. Jeg havde lidt frygtet hvor mange mennesker der ville være der nede, men det var heller ikke det helt vilde.

Jeg startede ud på biblioteket, både fordi jeg havde fået anbefalet en bog, "Privat skov" af Nanna Goul, men også fordi jeg forfærdeligt trængte til at komme på toilettet. På vej ind mod Panduro Hobby lagde jeg pludselig mærke til en pæn bygning lige overfor Vor Frue Kirke. "Det var da lige godt pokkers", tænkte jeg. "Jeg må været gået forbi her hundredvis af gange, og jeg har aldrig lagt mærke til den før". Mens jeg stod og undrede mig, kom der en pige gående forbi med skuldrende godt oppe om ørerne og blikket stift rettet ned i jorden en halv meter foran sine fødder. Et kort øjeblik lykkedes det mig at fange hendes blik, for hun så nervøst op for ikke at komme til at gå ind i mig, og så så hun igen bedrøvet ned i fliserne.

"Det var sådan jeg plejede at gå", tænkte jeg, og så havde jeg vel også svaret på, hvorfor jeg aldrig havde lagt mærke til den bygning, jeg havde simpelthen haft det for dårligt til at se op. Mest skyldtes det depressive tendenser og lavt selvværd, at jeg sådan gik og så ned i jorden, og det er da dejligt at jeg nu har fået det godt nok til at se op, om end jeg stadig tit ser ned i jorden, selvom det nu mest skyldes, at jeg er sådan lidt usikker på fødderne fordi jeg har svage ankler.