Min mor og jeg var ude og købe stole til min altan, hvilket krævede at vi måtte i fire butikker på tre timer.
Jeg havde været ned og træne om morgenen, og ulidelige stemmer pumper os ørerne fulde med, at vi skal undgå kulhydraterne. Normalt lytter jeg ikke til dem, men nogle gange er det svært at lade være, så da jeg kom hjem fik jeg et proteinrigt måltid med fisk og æg og humus, men intet brød. Det gik godt til at starte med, men som vi kørte rundt i Aarhus' gader, blev jeg virkelig køresyg. Det skete tit for mig da jeg var barn, men det stoppede da jeg blev ældre, men det kommer igen når jeg ikke spiser ordentligt. På et tidspunkt hvor vi var faret vild og stoppede for at sætte gps'en til, fandt min mor nogle gajoler, hvilket kun sporadisk virkede. Til sidst valgte vi at spise en hurtig frokost, og da vi tilfældigvis var ude ved Bilka, blev det der vi spiste.
Som barn boede vi lige ved Bilka, så var det bare en nærbutik, et sted som alle andre, bare lidt større. Jeg husker overraskelsen en dag hvor jeg havde besøg af en veninde, hvor hun var oprevet over ikke at få lov at komme med i Bilka, for hvem i alverden havde LYST til at gå i Bilka, men det er der altså nogle mennesker der har.
Det er ikke fordi jeg som sådan har noget imod stedet, men jeg har ikke en umådelig LYST til at komme der. For mig at se er det et umanerlig trist sted, omgivelserne er triste, maden er trist, menneskene er triste, og når jeg siger at menneskene var triste så mener jeg selvfølgelig ikke hver og én, men bare et usædvanligt højt antal. Selvom jeg er autist ved jeg godt at jeg ikke må stirre på folk, men det var svært at lade være, det sad der med deres farveløse ansigter og tyggede deres farveløse mad. Jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule bange. Folks skævheder er ofte det der gør tilværelsen interessant, og i mine år i psykiatrien har jeg set og oplevet mange skævhede, og det var fint, men her virkede det skæve nærmest som en optisk forvridning. Måske var det bare lyset, som når man altid har flere bumser i H&M's prøverum end alle andre steder, men måske er det mit syn på tilværelsen der har ændret sig, for jeg havde mere ondt af disse mennesker end jeg normalt havde af dem på psyk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar