Om at være tæt på mål

D. 15. maj har jeg sidste time i hebraisk, så har jeg en måneds læseferie, og så kommer eksamenen, men hvad så derefter? Jeg skulle have været til eksamen i sommeren 2007, men så blev jeg syg. Først troede jeg at jeg kunne tage sygeeksamen, dernæst troede jeg at jeg kunne tage den i sommeren 2008, men efterhånden anerkendte jeg, at jeg simpelthen bare var for syg til, at det nogensinde ville lykkes.

I løbet af årene i mit forsøg på at få det bedre, måtte jeg rede trådende ud og afslutte alle mine gamle sager, skænderier, drømme, men hebraisk var den ene ting som hang over hovedet på mig, og som jeg ikke kunne gøre noget som helst ved. Flere gange kom tanken op om at begynde på universitetet igen og tage den eksamen, men jeg var aldrig helt rask nok. Sidste sommer skulle det så være, og jeg var rædselsslagen for hvordan det skulle gå, men nu er det altså snart overstået.

I hen ved syv år, har det været mit mål i livet at få den hebraiskeksamen. Det betyder, at ideen er vokset i vigtighed inde i hovedet på mig, så det er ikke bare en eksamen i et af de mindre vigtige obligatoriske fag jeg skal op i her til sommer, det er mit hele eksistensgrundlag.

Eksamenen var så 20 min inklusiv votering, så får jeg min karakter, og så er det slut, overstået, forbi, men hvad skal jeg så stille op med mit liv derefter? Man siger, at hvis folk ikke griner af ens mål, så har man ikke sat dem højt nok. Måske skulle man sige, at hvis man kan opnå ens mål, så har man ikke sat dem højt nok. Jeg troede at det ville være en fed fornemmelse, men ærlig talt,  så gør det mig smådeprimeret og bange, for jeg ved ikke hvad jeg så skal stille op med mit liv. Okay, det lyder måske lige lovlig melodramatisk og patetisk, men jeg er en person der er virkelig dårlig til at sætte mig mål, min fantasi rækker ikke til det.