Det begynder lige så stille at gå op for mig, hvor stort det er, at jeg endelig er rask nok til at kunne tage denne hebraisk eksamen. Jeg glemmer helt hvor syg jeg egentlig har været i løbet af de år jeg var væk fra universitetet. Der var tider, hvor jeg ikke troede, at jeg skulle overleve, hvor jeg ikke ønskede at overleve, men nu står jeg her på den anden side. Jeg står her, og det er ligesom bare blevet en vane det der med at komme på universitetet, det med at komme af sted er "bare noget jeg gør", det er der da ikke noget særligt ved, men det er der.
Jeg er pensionist, så i princippet kunne jeg bare sidde foran fjernsynet og ryge smøgger hele dagen, men jeg har et drive der er stærkere end det, jeg vil være mere end bare den pige, datter, søster der er syg og handicappet og som det er synd for. Jeg vil altid være syg og handicappet, og derfor er folk så imponerede over hvad jeg gør. Er der grund til at være imponerede? Jeg ved det ikke. Jeg vil da gerne imponere folk, men jeg ved ikke helt om jeg synes, at jeg fortjener det.
Nu skal jeg altså endelig op til den eksamen på mandag, og min familie vil gerne være der og vise deres støtte, og fordi jeg ved at det nok skal gå, så jeg vil gerne have dem der. Det ville for mig, men nok ikke så meget for dem, være noget andet, hvis jeg vidste, at jeg nok ikke ville klare mig så godt, så ville jeg være for flov til helt at kunne se dem i øjnene bagefter. Eller jeg ville sikkert sagtens kunne, men jeg FORESTILLER mig, at jeg ikke kunne.
Det var det samme som da jeg blev student for efterhånden næsten ti år siden. Jeg skulle op til fire mundtlige prøver, men jeg var alt for deprimeret til at læse op til en eneste af dem. Min familie ville sikkert gerne have været der for mig, hvis jeg havde givet udtryk for, at jeg ønskede det, men jeg foretrak at klare det hele i ensomhed, men det hele endte med at være lidt for ensomt selv for mig.
Men nu skal det være, nu skal jeg have kompensation, nu skal der være fest.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar