For snart et år siden, gik jeg hen og fik en løbeskade. Det var egentlig ikke noget alvorligt, den var bare meget lang tid om at hele, men siden da har jeg stort set ikke løbet. Hvorfor? Fordi jeg fik bildt mig selv ind, at jeg slet ikke kan løbe pga min spasticitet. Det er noget sludder, at jeg ikke skulle kunne det, for hele måden jeg fandt ud af at jeg er (svagt) spastisk var ved, at jeg så de spastiske LØBERE ved handicap OL.
Jeg har godt været klar over, at jeg ikke har løbet og holdt min kondition ved lige, og så alligevel ikke, for jeg har haft så travlt med andre træningsformer som cykle, svømme eller cross trainer, men selvom det da er fint nok, så er det bare ikke helt det samme, for løb bliver udråbt som noget mere ædelt og 'rigtigt' end andre former for sport, og det er det nok også, for det må vel fra gammel gammel tid ligge i os, trangen til at løbe for flugt, mad og sjov.
Det er ikke min mening at lyde negativ omkring løb, og når jeg alligevel gør, så er det fordi jeg er sur på mig selv over at jeg ikke kan, for det kan da bare ikke være rigtigt, men jo, det kan det. Konditionen har jeg egentlig sådan nogenlunde, musklerne kan jeg træne op, men mentalt er jeg slet ikke forberedt. Ikke alene har jeg bildt mig selv ind, at jeg ikke kan, jeg har også glemt hvordan man slapper af i løbet.
En stor del af løb er ikke benene der bevæger sig, men hjernen der slapper af og går i en form for trance. Man snakker tit om runners high, når man når dertil hvor man slapper helt af. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan tillade mig selv at komme dertil, for min spasticitet gør at min ene ankel er temmelig svag, men der er også grader før runners high, og det er på tide, at jeg begynder at træne det igen, så jeg igen kan holde af at løbe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar