Om ARTS

Faculty of Arts blev oprettet i 2011, hvilket vil sige efter jeg måtte melde mig ud på grund af sygdom, da det tidligere Humanistiske Fakultet, Teologiske Fakultet og Danmarks Pædagogiske Universitetsskole blev slået sammen. I gamle dage, dengang jeg var ung og entusiastisk studerende, der holdt teologisk fakultet, det vil sige teologi, religionsvidenskab og arabisk, til på teologisk fakultet på hjørnet mellem  Randersvej og Ringgaden. Det gør vi i og for sig stadigvæk, men en del er blevet lavet om siden, og som en gnaven gammel kone synes jeg at det hele var meget bedre og hyggeligere i gamle dage før verden gik af lave.

Dengang var der i bygningen et stort teologisk bibliotek, hvor man med sit studiekort kunne låse sig ind alle døgnets 24 timer. Mellem reolerne var der opstillet læsepulte, så man skjult af bøger kunne begrave sig i sine studier. Nu om dage er der en stor gold læsesal uden en eneste farve, det virker næsten uhyggeligt.

Gennem en underjordisk gang, hvor bibliotekets bibelsamling stod, kunne man komme over i en tilstødende bygning, hvor man kunne gå op af en mørk bagtrappe og op på 2. sal hvor blandt andet semitisk bibliotek holdt til (hebraisk, arabisk og lignende). Det var en uendelig fredeligt og hyggeligt. Jeg sidder meget uroligt når jeg laver lektier og det var meget meget værre før jeg begyndte på Ritalin, og jeg vidste, at jeg blandt de andre studerende var til gene, fordi jeg hele tiden skulle rejse mig og bevæge mig rundt. Så jeg satte mig hen på semitisk bibliotek, så jeg kunne være alene. Desuden elskede jeg allerede den gang hebraisk og alt hvad der lå bare tilnærmelsesvist tæt på, så jeg elskede at gå rundt mellem bøgerne og på slum tage en ud og bladre igennem dem. Jeg læste om etiopisk, om syrisk og om semitisk magi, alt imens jeg ikke fik lavet mine lektier så godt som jeg burde.

Semitisk bibliotek blev mit hemmelige sted, min eventyrhule, min sikkerhedszone, og jeg blev ked af det og urolig, når der en gang imellem sad nogen derinde når jeg kom, så jeg begyndte at komme der på skæve timer, tidligt om morgenen eller dent om aftenen. Dengang boede jeg meget tæt på universitetet, så det var ikke noget problem, og jeg kunne jo som sagt bare låse mig ind, når jeg ville. Jeg levede et nærmest euforisk liv på det bibliotek, her var jeg tryg, og her var jeg en god og flittig elev, og ikke den gamle dovne Linda, men ikke så flittig som jeg gerne ville være, for min ADD generede mig voldsomt.

Den sødeste historie, eller den mest sørgelige historie, alt efter hvordan man ser på det, var nytårsnat 06/07. Jeg er ikke nogen stor fan af nytår, undlader helst at fejre det, og jeg tilbragte det meste af aftenen hjemme, men alle jeg kendte havde jo travlt med at hygge sig med alle mulige andre end lige nettop mig, så jeg pakkede mine ting og gik ind på universitetet, hvor jeg satte mig i mit hyggehjørne for at læse og oversætte. Det var nok den sidste gang i meget lang tid jeg var lykkelig, for ganske kort efter kom mine forældres skilsmisse og alle mine år med sygdom.

Ingenting i bygningen er som det var dengang, og det er sørgeligt, for der er ikke længere noget sted hvor man kan gemme sig.

I går var der lokaleændring, så vi skulle have timer i lige nettop den bygning, dog nede i kælderen. Borde og stole var pæne og nye, men stedet havde ikke længere nogen sjæl, og det var sørgeligt, og jeg længtes efter den tid jeg har mistet. Det er sikkert mere effektivt, at bibliotekerne bliver slået sammen, men det er en stor ændring og jeg kan ikke lide den.