fredag den 4. januar 2013

Om at elske sin familie

Problemet ved at have en blog er, at det er en ensidig subjektiv kommunikationsform, det vil sige, at I hører min historie, men mit liv består af mere end bare min historie, og især i julen var der også min søsters, fars og farmors historier. Jeg skrev meget om hvad jeg gjorde for at tilpasse mig dem, og det kan måske komme til at lyde som om stakkels lille mig skulle undertrykke mig selv fordi min familie ville have det, men sådan er det slet ikke.

I en familie er man alle nødt til at tilpasse sig, og man gør det af kærlighed til hinanden. Det kan ikke undgås at vi alle har vores små krummelure og særheder, nogle af dem er for store til at være i en lille lejlighed under en snestorm, og så må man dæmpe sig lidt for en tid, andre er vigtige, og så må de andre tilpasse sig. Sådan justerer vi alle vores væremåde hele tiden, både i familien og i samfundet, og sådan bør det også være. Selvfølgelig er der også tilfælde hvor man tilpasser sig for meget og det hele ender med at blive en løgn, og sådan skal det helst ikke være.

Min nærmeste familie består ar far, mor (skilt), søster og farmor. Hvad betyder det at elske sin familie?

Jeg er vokset op uden noget sprog for følelser. Jeg kendte alle ordene, men jeg vidste ikke hvad de betød, ikke sådan rigtigt i hvert fald. Hvad mine egne følelser gjaldt, så havde jeg det tåleligt, dårligt eller forfærdeligt. Så kom jeg langt om længe ind i det psykiatriske system, og langsomt og tålmodigt lærte sygeplejerskerne mig forskel på angst, vrede, frustration, depression og lavt blodsukker, men det var alle de dårlige følelser. Inden for det sidste år er jeg begyndt at få det bedre/godt, og det betyder, at jeg skal lære de gode følelser at kende, det sker dog ikke lige så systematisk.

Jeg er begyndt at bruge ordet 'elske', det stoppede jeg ellers med i folkeskolen fordi en lærer snakkede om at man tit bruger det for meget, så det mister sin betydning. Men ikke at bruge det for meget er ikke det samme som slet ikke at bruge det, det forstod jeg bare ikke dengang. Jeg lærte igen at bruge ordet fordi jeg har en veninde der er meget syg, og som har brug for mennesker der elsker hende. Lige så stille begynder jeg også at bruge ordet til min familie. Ikke at jeg ikke elskede dem før, jeg vidste bare ikke, at de også har et behov for at blive elsket og vide at de bliver elsket.

At blive elsket og vide at man bliver elsket er jo ting jeg selv har behov for, så det er 'sjovt' at det ikke er gået op for mig at det også skulle gå den anden vej, men jeg var ikke sikker på om jeg følte mig værdig til at elske nogen.

Hvad betyder det at elske nogen? Jeg har ikke et sprog for de gode følelser, og hvordan kan man definere følelser man ikke har ord for?
- Jeg kan lide min familie.
- Jeg har lyst til at være sammen med dem.
- Jeg har lyst til at gøre noget godt for dem.
- Jeg har lyst til at give dem gaver.
- Jeg har lyst til at få det bedre for dem.
- Jeg har lyst til at tilgive dem når de træder ved siden af, og har brug for at blive tilgivet når det er mig der gør det.
- Jeg kan ikke lide det når de er kede af det, bange eller andre negative følelser.
- Jeg kan ikke lide når der sker noget dårligt for dem.
- Jeg tænker på dem dagligt.
- Engang imellem er de skøre, irriterende eller uforståelige, men det ændrer ikke mine følelser for dem.
- Der er så uendeligt mange ting som jeg ikke ved om dem, men alligevel kender jeg dem bedre end nogen anden.
- Når jeg er sammen med dem er jeg beskyttet, også for mig selv.
- Sammen med dem er mine smil og grin anderledes, jeg ved ikke hvordan og hvorfor, om det er godt eller skidt, det er bare anderledes.
- Når vi sidder sammen og hygger os, bobler det inde i maven.

1 kommentar:

Krokodullen sagde ...

Dejligt indlæg :-)