Inden for uddannelsessystemet er der spørgsmål som virkelig kan forarge folk hvis man stiller dem. Et af de spørgsmål er spørgsmålet om lighed i uddannelses systemet.
Mennesker er ikke lige, om man vil det eller ej. Nogle er høje, lave, tynde, tykke, kloge, dumme, smukke grimme, men de fleste roder rundt et sted midt imellem, men på et tidspunkt blev der taget en politisk beslutning om, at vi alle skulle nå et lige højt uddannelses niveau, så pludselig blev seminarierne "opgraderet" til university collages, og sygeplejersker mm blev (professions) bachelorer. Nu lyder jeg vildt snobbet, som om jeg ikke under dem disse "fine" titler. Rigtig nok er jeg vist (lidt) snobbet, men ikke her, for jeg har gennem min sygdom været i kontakt med mange sygeplejersker og pædagoger, og jeg har til fulde lært at værdsætte hvad de kan tilbyde, så det piner mig, at der åbenbart ikke er nok respekt omkring deres erhverv til at respektere dem for hvad de er, de skal absolut have trukket et begreb ned over hovedet som jeg er snobbet nok til at mene, at de ikke kan leve op til, for en professions bachelor og en universitetsbachelor ER bare ikke det samme.
Min psykolog kom på et tidspunkt for skade at sige, at alle med en IQ over 110 sagtens kan fuldføre en universitetsuddannelse, og alle med en IQ fra 95 til 110 kunne, dog med lidt vanskeligheder, dog KUN hvis man havde motivationen og lysten. Folk troede straks, at hun mente, at alle der ikke havde en universitetsuddannelse er dumme, men det var jo ikke det hun sagde. En universitetsuddannelse burde ikke være et mål i sig selv
Der er denne idé, som jeg også selv er offer for, om at universitetet er "noget ganske særligt" og det er derfor vi med magt skal sørge for at "alle" opnår det, også selvom vi i forsøget gør det til et forvrænget begreb, for det gode må ikke blive elitært, for det kan vi danskere ikke lide, men vi vil gerne bevare idéen om at det er noget helt særligt.
Alligevel er der også tanken om, at det rigtige universitet er endnu mere noget helt særligt. Her sidder jeg med et fint 12-tal i hebraisk som jeg ikke engang er helt glad for, fordi jeg ikke selv levede op til mine egne forventninger, men så står der en pædagog foran mig og siger, at det er stort, for det er jo på UNIVERSITETET, men det argument virker kun, hvis man ikke mener at de uddannelser der kalder sig bachelor i virkeligheden er lige.
I grunden kan jeg være ligeglad med hvem der kalder sig hvad, for jeg er på den uddannelse jeg gerne vil, og jeg får de karakterer som jeg fortjener (også da jeg dumpede græsk), men så ikke helt alligevel. Vi har en diætist her på mit bosted, og jeg fik fra start at vide, at hun var bachelor i kost og ernæring, eller også var det kost og sundhed, noget i den stil i hvert fald. Titlen bachelor gav mig en masse fordomme om hvad jeg syntes hun burde kunne, men hun levede ikke op til dem. Det var først da jeg for relativt nyligt fandt ud af, at det altså var en professions bachelor, og jeg derved fik andre forventninger til hende, at jeg kunne se, at hun faktisk er dygtig til det hun skal.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar