Engang skrev jeg en novelle om hvordan det var at køre i tog når man har Aspergers og var deprimeret. Det er svært at huske hvor hårdt det egentlig var, mine erindringer svigter mig, men min krop husker. Som jeg sidder her og skriver kan jeg mærke hvordan jeg bliver helt anspændt. Med tiden er det blevet nemmere, ligesom mange ting er blevet nemmere.
Enkelte gange når det hele blev alt for svært, og jeg virkelig tog mod til mig, så kunne jeg spørge folk om hjælp, men jeg var nødt til selv at spørge, for jeg var for står til en af de der "sårbar i trafikken" kasketter. Det gjorde nu ikke noget for helst ville jeg trække mig ind i mig selv og være i fred. Jeg ønskede ikke at konversere eller lytte til beklagelser, jeg ønskede allermest ikke at være til.
I går var det så mig der skulle den der hjalp. Jeg kom til at stå ved siden af en synsbesværet ældre dame. Egentlig spurgte hun bare om hvilken vogn jeg skulle i så hun kunne følge efter mig, men da toget så kom, følte jeg at jeg da lige så godt kunne sætte ord på og sige, at det var den første vogn og spørge om hun havde brug for hjælp til at finde sin plads.
Hendes problemer med toge var et helt andet end mit. Her i tilværelsen står vi vel alle med vores unikke sæt af problemer, og generelt forstår vi nok ikke rigtigt hinanden, men det mindste vi kan gøre er vel at sætte ord på. Vi kan ikke snakke os ud af alle problemer, men hvis vi ikke sætter ord på problemerne så kan vi heller ikke sætte ord på hjælpen, og det vi ikke sætter ord på har vi en tendens til at glemme. Der kan siges og gøres mange smukke ting uden ord, men det kræver at vi holder sanserne åbne. Jeg ved ikke med jer, men når jeg færdes ude, prøver jeg så vidt muligt at holde sanserne lukkede, ellers bliver jeg overstimuleret af indtryk og følelser. Det var en af de ting der var galt dengang, jeg kunne ikke holde sanseindtrykkene ude, og jeg havde ikke kræfter til at bearbejde dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar