Om at gå i teateret

Jeg ville frygtelig gerne se mig selv som en kulturel person, men virkeligheden er nok nærmere den at jeg er en almindelig bovlam (boglam) provinsbo. Jeg går nok i teateret en gang hvert andet år. Det er ikke fordi jeg ikke holder af at gå i teateret, for jeg synes (næsten) altid at det er en kæmpe oplevelse.

Jeg har nok altid syntes at det var for dyrt, men det kan jeg se, at det ikke behøves at være. Nogle forestillinger på nogle teatre er ganske vist dyre, men en lille forestilling, en hverdag med studierabat, så er det faktisk ikke dyrere end at gå i biografen. Det siger desværre også noget om, at prisen på en biografbillet er steget markant, bare fordi det nu kan ses i 3D, men teateret er også i 3D og man behøves endda ikke at tage nogle grimme briller på.

Okay, jeg kan sagtens sidde og tale pænt om priserne, jeg fik jo mine billetter gratis som anmelder, men sådan var det ikke til at starte med. En veninde og jeg havde læst Josefine Klougarts bog, Hallerne, og besluttede os for at den måtte vi se. For at gøre en lang historie kort, så lykkedes det os at bytte vores redeligt betalte billetter til et par gratis anmelder billetter.

Men jeg er jo bare lille mig, hvordan kan de dog tage mig seriøst nok til at invitere mig med? Jeg er glad, men jeg forstår det stadig ikke, jeg føler mig på ingen måde værdig til den ære (når jeg sidder og læser det igen, lyder det en lille smule ironisk, men det er slet ikke hensigten). Og som I kunne læse igår så gjorde jeg mig stor umage for at passe ind.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, eller jo, det gør jeg. Jeg havde forventet den kulturelle elite, jeg havde forventet Politiken bøsser med designerskægstubbe og kvinder i stiletter på højde med Empire State Building. Jeg havde forventet et rum fyldt med overskuds overklassemennesker, men de så nu alle sammen forbløffende afslappede ud. Jeg var nok lettet og en lille smule skuffet på samme tid, for jeg havde nok glædet mig til at bagtale, undskyld diskutere, dem med min veninde.

Josefine Klougart selv var også med. Jeg havde nok forestillet mig, at en pige der kan fortælle sådan nogle sandheder om sig selv og om mennesket, som man ser det i Én af os sover, hun må være noget ganske særligt. Jeg havde forventet lidende blikke og en skare af tilbedere der hang ved hvert ord hun sagde. Men hun var en helt almindelig ung kvinde, høj, iført et rød-orenge-gult sæt og med en lille opstoppernæse, omgivet af venner og familie.

Jeg talte ikke med hende. Jeg havde rigtig meget lyst til at gå hen og sige tillykke, men der var for mange mennesker. Jeg er sød og charmerende, og gør generelt et godt indtryk på folk, men det er hvis jeg har dem på tomandshånd eller i en lille og velkendt gruppe. I en foyer med masser af ukendte mennesker, da er jeg kun en genert lille pige der kommer til at sige dumme uoverlagte ting.

Selve stykker har sit eget indlæg, så det vil jeg ikke komme så meget ind på her, men lad os snakke lidt om rammerne.

Min veninde og jeg kom ALT for tidligt, og det var min skyld. Mit autistiske jeg frygter i så høj grad at komme for sent (for sent til livet?) at jeg ikke har noget imod at stå ude i stiv kuling i alt for lidt tøj bare fordi dørene ikke er blevet åbnet endnu. Der var heldigvis en sød dame der stak hovedet ud til os, og sendte os om til en bagindgang, hvor vi kunne hente billetterne. Ved bagindgangen blev de noget forvirrede over at se os. Alt hurlumhejet gjorde mig endnu mere autistisk og usikker, så min veninde to styringen, selvom det jo egentlig var mig der inviterede. Endnu en flink dame sagde, at det ikke var der, men hun ville gerne følge os, så hun tog os på en smutvej ind gennem teateret.

Inde i teaterets hjerte er der ikke tæpper på gulvene, ingen lyserøde roser. Hjertet af teateret minder i slående grad om det indre af et skib, metal malet i rødt og hvidt (er ikke helt sikker på rød, for jeg tog ikke noter, og dette er skrevet dagen efter).

Vi endte hvor vi startede, i foyeren, hvor vi blev sat ved et bord med hver vores drink (Pepsi max og hvidvin I må selv gætte hvem der drak hvad). På bordet stod der en lyserød rose, hvilket jeg ikke fandt helt passende, stykkets karakter taget i betragtning. Jeg ved ikke meget om blomster, men en mørkerød, tangerende til sort ville have været mit valg, jeg tænker på en bestemt blomst, men jeg har ingen anelse om hvad den heder, så nu lader jeg jer sidde og gruble.

Inde i salen blev publikum placeret på hver side af scenen, så vi kunne se hinanden, det betød, at som stykket skred frem og der blev varmere og varmere, så kunne man ikke diskret tage en vandflaske op og rehydrere.

Jeg nød at være i teateret, det gjorde jeg virkelig. Jeg nød stykket selvom det var dybt underligt. Men hen imod slutningen var jeg desperat efter at komme ud. Jeg var dehydreret, mit blodsukker var på nulpunktet, og jeg skulle tisse noget så forfærdeligt.


Foto:
Hun: Ene Øster Bendtsen
Foto: Rumle Skafte (nej det er ikke en joke)
Hallerne
Aarhus Teater 2012