Jeg skulle have været i Aarhus Teater i går med en veninde. Jeg havde fået gratis anmelderbilletter til Ibsens "Gengangere" og jeg glædede mig uhyre meget, men der var bare lige det der med transporten, som jeg ikke helt kunne få til at passe, og så lå forestillingen i det hele taget ret sent, og jeg kunne bare mærke hvordan de sidste kræfter langsomt sivede ud af mig.
Jeg gik ned og talte med en af pædagogerne. Jeg ville så gerne af sted, men selvom kl kun var omkring 1, så havde jeg allerede kvalme af træthed. Hun mente, at jeg burde melde afbud, men hvordan kunne jeg gøre det? Jeg havde jo forpligtet mig, det er jo mere eller mindre mit job.
Jeg vidste, at min veninde ville tilgive mig, for hun er også psykisk sårbar og ved godt hvordan det kan være, men hvad med teateret? De havde jo været så søde at reservere et par billetter til mig, og så kom jeg slet ikke, for pædagogen havde ret, jeg ville ikke kunne klare det, ikke med alt det andet der sker i mit liv lige nu.
Aftenen blev hård at komme igennem, for jeg var noget så usandsynligt træt, og jeg endte med at gå i seng på nogenlunde samme tid, som forestillingen startede.
Jeg ville have haft svært ved at træffe beslutningen om at melde fra på egen hånd, det er en af grundende til at jeg bor her. Jeg kan ikke finde ud af at spare på kræfterne, så jeg kan klare mig igennem endnu en uge, for jeg glemmer, at der altid er en uge efter denne. Jeg kører på, og pludselig er energien væk, og jeg mener helt væk, og så kan det godt tage mig et par uger at komme på fode igen.
Jeg er virkelig glad for at pædagogen turde tage beslutningen for mig, når nu jeg ikke havde overskud til at gøre det selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar