Om at være i teateret med teenagere

Jeg kunne skrive om at snyde vikaren og slippe for at spise morgenmad, om at sætte mig midt på en bænk, så der ikke var plads til andre, om at have to forskellige strømper på der matchede perfekt til mit outfit (og min medbragte bog), om at lade som om jeg er den samme selvsikre person ude i verden som jeg er derhjemme, om at narre eller eller ikke at narre omverdenen og sig selv, om at være blevet sluppet løs i den virkelige verden og om bare at måtte tage den derfra.

Det var morgen og det var koldt, da jeg drog ud på min færd imod Aarhus. Jeg skulle ud og nedlægge en metafysisk elg, jeg skulle se min store frygt i øjnene, jeg skulle i teateret men en flok skoleelever, men min første opgave var at finde ind til teatersalen. Jeg måtte løbe noget af vejen fra stationen, jeg kom ind af den forkerte dør, op og ned af trapper, hen ad gange, gennem rum jeg ikke var sikker på at jeg måtte være i, for endelig til sidst at finde den rigtige dør, hvor jeg pænt måtte vente udenfor.

Skoleeleverne kom, de har vel været en 14 år. Unge mennesker i den alder er så forfærdeligt selvcentrerede, flere gange var der en der stødte hårdt ind i mig uden så meget som at registrere det, men på mærkværdig vis har de deres egen charme, ja, de er nærmest søde, indtil man lige pludselig får nok.

Jeg var meget bekymret for freden under stykket, men eleverne opførte sig eksemplarisk og det var faktisk en stor oplevelse at opleve dem, for de var ikke blevet så gamle at de havde mistet barndommens umiddelbare reaktioner. De oplevede stykket helt uden filter, og det fik jeg et, om ikke unikt, så i hvert fald fornøjeligt indblik i.

Så det var en rigtig god tur i teateret.