Fremtiden. Det er et underligt abstrakt begreb, som jeg har meget svært ved at sætte mig ind i. Jeg kan godt plotte aftaler ind i kalenderen, men hvordan kan man forestille sig noget der endnu ikke eksisterer.
Jeg har fantasi. Jeg kan godt drømme om at stå i finalen i x-faktor (selvom jeg hader at synge), eller at være et geni og læse alle de svære tunge bøger jeg nu om dage slet ikke ville kigge i retningen af, men at regne ud hvad der ville være muligt der kunne ske i fremtiden, det er simpelthen for stort. Ikke stort i den betydning, at der ville ske noget fantastisk, men stort fordi der er alt for mange muligheder, igen ikke fordi alle de mange muligheder er noget spændende, men bare om alle de små dagligdags ting jeg enten kan gøre på den ene eller den anden måde, og kombineret giver det et utal af muligheder.
Hvis jeg dog skulle vælge en mulighed der virker mere tiltrækkende end så mange andre, så ville jeg gerne drive denne blog til noget større. Jeg vil gerne have at min mening har en betydning, men en betydning for hvad, det har jeg ikke fantasi til at forestille mig.
En betydningsfuld blogger, det er da vist lidt af et oxymoron, eller er det en forældet antagelse? Jeg har ikke fingeren på pulsen noget sted, så jeg har ingen fornemmelse af det.
I forbindelse med, at jeg skulle i Aarhus teater og se Hallerne, da kontaktede jeg pressechefen og spurgte om en blog talte som presse, og om jeg derved kunne få lov til at bruge billederne fra deres hjemmeside (selvfølgelig med passende kreditering). Han var utroligt sød ved mig, og jeg blev tilbudt nogle endnu bedre billetter som officiel anmelder. Det er jeg selvfølgelig dybt taknemmelig for, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg roste min indsats for højt? Tror han måske, at jeg er mere indflydelsesrig end jeg i virkeligheden er? Vil jeg skuffe fælt.
Jeg spurgte min søster om at spørge sin veninde der ved noget om den kulturelle elite om hvad man tager på til sådan en teaeterpræmiere.
Jeg har endelig fået snakket med XXX om det med premieren (lidt sent). Hun sagde, at hun faktisk har været til et par stykker af sådan noget, og hendes erfaring var, at det altid var en god idé, at have én pæn ting på og så resten almindeligt. F.eks. pæne sko/stilletter, jeans og en rullekrave eller almindelige (stadig acceptabelt pæne, f.eks. neutral ballerina) sko, jeans og en flot top. Jeg håber det kunne hjælpe dig en lille smule.
Yikes. Den var jeg ikke lige forberedt på.
Pæne sko kunne jeg godt droppe alt om, det har jeg slet ikke råd til, og hvis jeg havde, så ville det være en dum ide at tiltrække opmærksomhed til mine fødder med et par stilletter, for jeg kan slet ikke gå i den slags, og ville ende med at gøre mig selv komplet til grin.
En fin top kan jeg godt forholde mig til, så i mandags ville jeg gå i magasin, men i stedet endte jeg i Arnold Busck hvor jeg købte Én af os sover. Den er af Josefine Klougart som også har skrevet Hallerne, så jeg tænkte ved mig selv, at så var det i orden, så var det jo en slags forberedelse. Jeg legitimerede det også ved, at det snart er min fødselsdag, og så må man jo gerne forkæle sig selv lidt. Resultatet blev at jeg bruger en top jeg har i forvejen og som jeg har haft i mange år. Den er fin, og den er fra magasin, så det går nok (den skal bare lige stryges).
Derpå tænkte jeg, at det ville være fint med en lille sort jakke til at have over, så i går var jeg med en pædagog nede i byen for at gå i butikker. Jeg hader at gå i butikker. Jeg synes det er ydmygende, for selvom jeg vejer 62 kg (okay, næsten i hvert fald, 62,3 kg) så føler jeg mig stadig som hende på 75 kg (hvilket bestemt ikke var overvægtigt, bare større), og som ekspedienterne så skævt til. Vi gik ind i H&M. Jeg ved ikke noget om størrelser, så pædagogen gættede på en størrelse 38, så det fandt vi og gik i prøverummet. Jeg kunne slet ikke få dem på. Vi prøvede en 40, den gik heller ikke. 42 kunne lige komme på. 44 sad godt om skuldrende men posede ved taljen. Jeg købte ikke noget.
På vejen hjem snakkede og jokede vi om mine brede skuldre, men sandheden er at jeg følte mig ydmyget. Jeg ved godt, at jeg ikke kan sulte min knoglebygning væk, men jeg følte mig fed. Jeg har fundet en cardigan jeg kan bruge, og den er sikkert mere behagelig at sidde med i en teatersal, men tanken om den jakke jeg ikke kan have på på grund af min størrelse, den fylder meget hos mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar