Om en god dag

I går var en rigtig dum dag fuld af dumme ændringer og dumme fejl og dumme tanker, så den gider jeg overhovedet ikke at skrive mere om. Til gengæld vil jeg skrive lidt mere om i mandags. Jeg nævnte i går, at det var en god dag, og sådan en udtalelse, kan man da ikke bare lade hængende i luften. Det var to separate hændelser der gjorde min dag så god.

Har jeg venner nu?
Jeg kom ind på uni i god tid som sædvanligt, så jeg stak lige næsen ind i kantinen. Nede i det fjerneste hjørne sad en pige jeg syntes at jeg genkendte. Var de hende jeg snakkede med i fredags? Måske, jeg ved ikke, tør jeg gå derhen? Jeg prøvede lige aulaen, men der var slet ingen jeg kendte, så jeg gik tilbage til kantinen, stod lidt og stirrede på hende, og gik så derhen, bestemt ikke med faste skridt, for jeg var hverken sikker på, at det var hende, eller hvis det var, om hun var interesseret i at sidde sammen med mig. Hun var begge dele.

Der sad også andre, som jeg ikke kendte, og jeg følte mig akavet og udenfor, og jeg havde mest lyst til at gå igen, men jeg bed tænderne sammen og holdt ud. Langsomt, meget langsomt, begyndte jeg at komme med ind i samtalen, og da deres tale faldt på noget comedy om Kirkegaard, så blev jeg også inviteret med, uden overhovedet at behøves fiske efter det. Jeg svarede først 'nej', for det er i Aarhus om aftenen, og derefter skal jeg også lige hjem, og det virkede alt for uoverskueligt, men på den anden side vil jeg jo også gerne have venner, og dette var så indlysende en mulighed, så jeg rettede det til at jeg gerne lige ville tænke over det, og hende der ville købe billetter fik mit nummer.

Hvis de ikke virkelig var interesserede i at have mig med, så kunne hun uden videre have 'glemt' at skrive til mig, og jeg ville have fanget signalet, men hun skrev, og så sagde jeg selvfølgelig 'ja'. Hvordan jeg så får det til at hænge sammen er en helt anden sag, men den tid den smerte. Jeg er bare glad for at tænke, at de muligvis kunne tænkes med tiden at kunne lide mig. Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke er nogen helt kedelig person, men jeg ved også, at folk nogle gange skal lære mig ret godt at kende før de finder ud af det, men nu har jeg min chance, og jeg har ikke til hensigt at lade den gå min næse forbi.

Endelig lidt anerkendelse
Jeg har taget dette her fag før, godt nok er det 5 år siden, men dengang var jeg ret god til det. I alle de år, hvor jeg har været så syg, har jeg glemt meget, men det ligger deromme i baghovedet et sted, og jeg finder det forbløffende hurtigt frem. Jeg tror at min lærer er lidt forvirret over min tilstedeværelse. Han er vandt til omgængere, men det er vel mest dem som er dumpet og som bare vil bestå. Jeg elsker det her fag og ønsker ikke bare at være god, jeg ønsker at være rigtig god, så jeg stiller spørgsmål, både gode og dårlige. Hele tiden har han verfet mig af med "Det kommer vi MÅSKE tilbage til når I bliver gamle nok", men jeg har haft dette her fag før, så jeg føler mig gammel nok.

I mandags kom triumfen så. Jeg stillede et spørgsmål om hvorledes en paronomessi negeres. En paronomessi er en gramattisk form vor en infinitiv og et finit verbum af samme rod står ved siden af hinanden, og det kan enten have en emfatisk betydning (visseligt/sgu) eller en durativ betydning (vedvarende). Spørgsmålet var så, om negationen skulle stå sammen med infinitiven eller med verbet. Først fik jeg et hurtigt svar, men så lidt senere, da de andre skulle notere noget, så han på mig ag sagde, at han forresten havde en artikel om (hele) infinitivens negation som måske ville interessere mig, og mit hjerte sprang et slag over af glæde, for selvfølgelig vil den det.

Artiklen er sikkert på tysk, et sprog som jeg aldrig har været gode venner med, og det er ikke sikkert at infinitivens negation er det emne jeg interesserer mig aller mest for, men jeg er interesseret i tanken om, at han tænker at det ville interessere mig. Jeg ser det som det første rigtige tegn på anerkendelse fra hans side, og jeg er pave stolt. Jeg overvejer allerede hvilken pædagog jeg vil kede ihjel ved at få dem til at hjælpe mig med det tyske i en artikel om grammatik. Jeg har på fornemmelsen, at det kun er mig der finder det så voldsomt interessant.